Virkelighedstesten nr. 2

Virkelighedstesten nr. 2

Virkelighedstesten nr. 2 er fortsat en udstilling i gratis synspunkter, men udspiller sig alligevel en smule anderledes end den første. For det kan ske, at politikere kan bestå testen og rent faktisk demonstrere en form for indsigt i den verden, de fleste af os lever i.

Statsministeriet tjener som et glimrende eksempel på, hvad der sker med en politiker, når vedkommende pludselig indtager Slotsholmens mest magtfulde kontor. For lige præcis i Statsministeriet lader det til, at enhver statsminister – sammen med det vigtige embede – møder kravet om at forholde sig til virkeligheden. Og her adskiller Mette Frederiksen sig ikke. Jeg synes tværtimod, det er lidt af et særsyn at opleve, hvordan hun formentlig en morgen er vågnet op – efter en begivenhedsrig valgkamp – og har stødt kroppen mod virkelighedens mur. Sikkert med et brag. Og så frem med fiskestangen og i gang med at hale alle de synspunkter i land, som muligvis nok forærede hende formandsposten for Socialdemokratiet og siden numsen i statsministerstolen, men som umuligt kan håndhæves som troppefører i dansk politik.

Vi kan bare tage et par af de mere opsigtsvækkende tilbagetog. Mette Frederiksen har ved flere lejligheder givet hjerteskærende udtryk for hendes modstand mod omskæring af små jødiske drenge. Og hvorfor vi i Danmark må nedlægge et forbud mod den form for umenneskelighed.

Nu har hun fornylig holdt tale og skrevet indlæg om, hvorfor hun ikke længere går ind for det forbud: ”Jeg har heldigvis selv turdet skifte standpunkt. Ganske enkelt fordi jeg i dag ved, at det, der på papiret kan synes rigtigt og moralsk, kan være alt det modsatte i virkelighedens verden”. Nåhhh, det var da noget af en erkendelse, som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, også fik lyst til at takke statsministeren for på Twitter. Måske yderligere forstærket af, at Mette Frederiksen har forklaret, at det er jødernes forfølgelse i et historisk perspektiv, der har fået hende til at ændre mening. Så vidt jeg ved, er jødeforfølgelsen ikke noget, der er foregået efter år 2008, hvor Mette Frederiksen offentligt erklærede sin modstand mod omskæring.

En ligeså betændt sag er Jeppe Kofods sexliv. Hun har netop kaldt sexchikane for ”en kultur, mange af os ønsker endeligt at forkaste”. Det var da egentlig lidt pudsigt. Jeg indrømmer, at som statsminister er hun nødt til at sige et eller andet om den sexisme debat, der er ved at tage avis-læse-lysten fra mange af os. Men hendes afstandtagen hænger meget dårligt sammen med hendes tradition for at neddysse sager i Socialdemokratiet om netop sexchikane. Både DSU-formanden Lasse Quvang Rasmussen, som havde krænket fem kvinder i DSU og selveste Jeppe Kofod, hvis sag dengang for 12 år siden blev betragtet som nypuritanisme af både Mette Frederiksen og Mogens Lykketoft (skønt makkerpar i øvrigt).

Meget tyder altså på, at netop rollen som statsminister er så forpligtende, at du ikke længere kan strø om dig med små ”guldkorn”, der aldrig har en jordisk chance for at blive gennemført. Er det så hykleri? Hvis man pludselig tager afstand fra alt, man tidligere har ment? Nogle vil kalde det kompromisets kunst. Andre et bemærkelsesværdigt brandudsalg af fortidens mindre passende synspunkter. Jeg vender mig mod 1800-tals filosof Nietzsche, der hævdede, at alt drives frem af viljen til magt. Det er jo Socialdemokratiet på bundlinjen.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her