Velkommen til mit hjem

Velkommen til mit hjem - her en antik munk fra Tibet

Velkommen til mit hjem i Rungsted. Jeg bliver tit spurgt til, hvordan vi bor, så her kan jeg da vise en lille smule. Vi har boet her i lidt mere end tre år. Vi kom fra 17 år i Holte og en ældgammel, klassisk palævilla, men vi var trætte af at bo i så stort et hus og specielt med vores søn på vej afsted til sit eget. Vi solgte ret pludseligt – der kom simpelthen bare en familie, der ville købe det – og meget hurtigt. Så vi startede faktisk med at lede i Holte og efter noget mere moderne, åbent og i et plan. Vi så massevis af huse på nettet i Holte og omegn og var selvfølgelig også til en del åben-hus-søndage. Suk. Intet. Vi stødte faktisk tit ind i det problem, at vi fandt noget, som var godt og i super fin stand, men ikke lige vores smag. Altså for godt til, du bare river det ud og alligevel ikke det rigtige lige til os.

Palævilla
Vores gamle hus i Holte, hvor vi boede 17 år

Så en dag bevægede vi os til Rungsted. Vi så flere huse her, vi kunne lide, men valgte det vi bor i nu. Det var simpelthen noget af det mest umoderne og grimme, vi havde set. Typisk slut 60er hus. Alt i fin kvalitet og fin have, men bare håbløst forældet. Vi købte det, for beliggenheden er perfekt for os med kun 3-400 meter til vandet uden larmen fra Strandvejen. Og så hyrede vi en entreprenør og gik i gang. Kæmpe arbejde. Vi rev stort set alt ud bortset fra ydervægge, vi beholdt alle vinduer og gulvet i en af stuerne. Men ned med flere vægge, så vi i dag, frem for fire stuer, har to store, hvor den ene er i forbindelse med åbent køkken. Lige mit ønske. Jeg var så træt af i vores gamle hus altid at stå mutters alene i timevis nogle gange og lave mad. Vi fik løftet loftet til kip i den ene stue og ovenlysvinduer i den anden, nye badeværelser, nyt køkken og nye gulve i alle rum (undtagen den ene stue).

Antikvitet fra Green Square

Mange af vores ting har vi haft med os og har selvfølgelig også købt nogle nye møbler, der passer bedre hertil. Men vi har en svaghed for kinesiske antikviteter, som vi købt hos Green Square for mange år siden. Og vi er så glade for dem. Denne fyr er vores seneste køb, som står på en kinesisk kommode.

Vores yndlingsbillede

Billedet her er nok vores favorit, også kinesisk (vi kører åbenbart kinesisk tema herhjemme), som vi har købt af nogle venner for nogle år siden. Og vi er begge meget glade for det, og det hænger perfekt her i vores hus, fordi man ser det helt fra den anden ende, når man træder ind i stuen fra gangen.

Et af Camila Fensters første billeder, som hænger fint bag et kunstigt træ

Billedet af Camila Fenster er et af hendes første, og jeg er stadig rigtig glad for det. En af de ting, som jeg virkelig godt kan lide ved alle hendes billeder, er, at de passer sammen med alt. Helt uanset hvordan du bor, og hvad du i øvrigt har. Det hænger ved vores kunstige kirsebærtræ og især om aftenen, med lys på, tager det sig virkelig godt ud. Jeg elsker det pink hår.

Den her brændeovn er virkelig en ting, min mand er glad for!!! Den er gennemgående, så vi kan se (og mærke) ilden i begge stuer, så det er selvfølgelig genialt 😉

Vi var meget glad for at bo i Holte så mange år og også tilbøjelige til at blive. Men nu er vi faktisk mindst ligeså glade, måske endda mere, for at bo i Rungsted. Men ingen af os er afhængige af skulle køre ind til byen hver morgen i myldretiden, og det betyder en del. For trafikken er slem heroppefra. Jeg kan sige, at hvis jeg skulle være på Herlev Sygehus kl. 8.00, skulle jeg køre herfra kl. 7.00. Selvfølgelig en pålidelig trafikmelding på højeste plan ;-).

Det var et lille kig inden for her hos mig. Mest for at vise jer nogle af mine yndlingsting.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her