Ungdomsmisundelse

Ungdomsmisundelse er, når du savner din ungdom alt for meget...

Ungdomsmisundelse er et udtryk, jeg lige stødte på, og som jeg faktisk synes er ret rammende. Måske jeg lige skal uddybe, hvad det egentlig sådan rigtigt betyder. Det dækker over mennesker, lad os sige over 40, som får kuldegysninger gennem hele kroppen, når de hører meget høj musik. Når de hører høj latter, fnisen og lette skrål. Og det er altså ikke inde fra stuen, men lyde der trænger ind gennem termoruder eller vinduer på krog. Dunkende rytmer en lun sommeraften, løfter om beruselse og en lang nat forude med vaklende adfærd i offentligt rum.

Alle disse larmende lyde fra gaderne en sen aften, den ungdommelige kådhed, der er så charmerende hos ja, unge mennesker. Den her – i hvert fald for en enkelt aften – ubekymrede, sorgløse sommerdis blandet med en god portion vodka og en six-pack. Det er en stemning og en atmosfære, der vækker alle de søde, men også rustne minder om dengang, man selv var ung. Og så er det lige, minderne bliver revet væk under dig, og du ligger kold tilbage og kæmper med at falde i søvn, fordi du skal tidligt op og passe dit røvkedelige arbejde, mens resten af familien spiser krydderboller med pålægschokolade og daffer afsted på cyklerne mod institutioner og arbejdsplads. Det er ikke i orden.

I en velfortjent pause kaster du dig over tastaturet og hælder en kæmpe portion galde ud gennem tasterne om alt den frygtelige larm om aftenen i København. Og så lover du dig selv, at hvis det sker én gang til, så ringer du altså til politiet og anmelder larmen og musikken og støjen og alle de højrøstede unge mennesker med deres giga størrelse højtalere.

Det er ungdomsmisundelse…

Faktisk er der sket en fordobling i antallet af anmeldelser af ”musik til ulempe” viser nye tal fra Rigspolitiet. Ligesom medierne ærligt talt har svømmet en del rundt i balladen fra diverse beboere, der ikke kan holde larmen ud fra gaderne sent om aftenen og natten. Jeg bor så ikke København og har derfor ikke ligget i en seng på Islands Brygge, men her har godt nok også været en del fester, så det er skam ikke nyt for mig at falde i søvn til høj musik og ungdommens høje stemmer. Og hvor har det været fedt. Jeg har da i hvert fald drømt mere om min egen ungdom end nogensinde før.

Jeg synes, vi bliver nødt til at styre vores misundelse og være en smule tolerante over for alle de unge mennesker, der har et stort og opsparet behov for at feste. Vi forlangte en del af dem, da vi alle levede i corona virkeligheden, og de har betalt en højere pris end de fleste andre aldersgrupper. Og de respekterede faktisk de mange regler og forbud. Så nu må det også gå den anden vej. Der er ingen tvivl om, der er meget støj i byen i disse uger med sommerferietid. Men helt ærligt, foråret smuldrede væk mellem deres hænder, festivaler og rejser aflyst over sommeren – barer og værthuse lukker kl. 24.00, hvilket altså er tidligt for unge, så festen flytter selvfølgelig med dem ud på gaden. Shit happens.

Helt ærligt, de kan da ikke gøre for, at mange af os andre lidt op i årene hellere vil sidde i sofaen og småslumre til en serie på Netflix, fordi vi – at dømme ud fra indkøbsvognene – er sprunget frem med proptrækkeren i det øjeblik, at Oslo færgen båttede sig ud af havn. Eller at vi er så gamle, at rigtige fester sker på STORE mærkedage og resten af det sociale liv drejer om en tre retters menu med tilhørende vine. Eller at små børn i dag bliver vænnet til at sove i absolut stilhed i den helt korrekte rumtemperatur. Modsat børn fra 70erne, der faldt i søvn under sofabordet, mens forældre og venner dansede i sofaen til ABBA.

Agurk eller vindrue

Emory Universitet i USA har undersøgt abers retfærdighedssans, som jo er tæt beslægtet med misundelse. Det er et meget berømt evolutionspsykologisk studie. To kapucineraber blev placeret ved siden af hinanden i bure, hvorfra de kunne se både forsøgslederen og hinanden. De skulle så række forsøgslederen en sten fra deres bur og til gengæld få et stykke agurk. Den øvelse udførte de adskillige gange, indtil belønningen til den ene abe blev ændret til en vindrue. Det opdagede den anden abe selvfølgelig og skyndte sig at række en sten ud gennem buret og modtog straks sin belønning, der dog stadig var et stykke agurk. Aben blev simpelthen så fortørnet, at den kylede agurkestykket ud i hovedet på forsøgslederen.

Jeg har altid moret mig over det studie. Og selvfølgelig er retfærdighedssans ikke det helt samme som misundelse. Jeg kom til at tænke på det, fordi det er lidt ligesom med ungdomsmisundelse. De unge har fået vindruen, og alle os andre har igen fået agurken. Og så er det jo bare, vi skal huske, når der svælges rundt i misundelsen eller retfærdighedssansen, at vi har jo fået masser af vindruer – og derudover så står det alle frit for at suse hen og købe en ordentlig bakke, hvis ikke de har fået nok i deres ungdom.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her