Tun salat

Min mors opskrift på tunsalat

Jeg har altid elsket tunsalat – også kaldet nicoise. Min mor laver en, der slår alle andre, men hun bor jo ligesom ikke lige her, så af og til må jeg selv i gang. Faktisk elsker jeg frisk tun, helst rå, men ikke i den her salat. Hotel Le Negresco i Nice er det absolut eneste sted, jeg nogensinde har fået salat nicoise med frisk tun, hvor det var seriøst godt. Prøv det, hvis du lige er på de kanter.

Jeg bruger altid romaine eller hjertesalat, og så putter jeg det i, som jeg synes, men altid grønne bønner, lidt hakket løg, lidt peberfrugt, oliven og selvfølgelig en god tun fra dåse. Og masser af hakkede, kogte æg. Dressingen her er vigtig – jeg bruger min mors opskrift (selvom jeg ikke synes, min er helt ligeså god!!), som er 5 spsk god olivenolie, 2-3 spsk citronsaft, et presset hvidløg og 1 spsk dijonsennep, salt og peber. Salaten vendes godt med dressing – og så er den klar. Smager vidunderligt året rundt.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her