Tag bare til Hamburg

hamburg
Tag bare til Hamburg

Tag bare til Hamburg som vi lige har gjort. Stor og positiv overraskelse. Vi har været der en del gange, når vi før i tiden tog biltoget om natten ned gennem Tyskland, så vores kendskab begrænser sig til en banegård med en masse biler. Og så lyder Tyskland bare ikke særlig fedt, når man sidder og taler om ferie! Det bliver nemt noget wienerschnitzel og fadøl. Ja, undskyld. Men corona tiderne fik os til at tage et smut derned, det er hurtigt og føles dejligt nemt i forhold til at flyve – det er bare at smide alt nødvendigt og unødvendigt ned i kufferten, ind i bilen og afsted. Fedt.

I vores familie er vi ikke kulturelle fyrtårn, så for os er storbyferie ikke museer, kunst, gallerier og gamle huse. Men meget mere bare at gå rundt, se på byen og slappe i af i den takt, vi nu engang befinder os i. Og vi synes altid, vi oplever en masse.

Atlantic Kempinski i Hamburg

Da vi ikke kendte byen, valgte vi at bo på Kempinski, som ligger direkte ud til Alster søen, hvilket er perfekt om sommeren. Og så er det en hotelkæde, der taler positivt til os, eftersom det var det bedste hotel dengang, vi boede i Budapest, og det var her, vi fik stillet vores vesteuropæiske abstinenser. Hotellet var super – meget smukt og gammelt hotel, men alligvel lidt skuffende. Måske det skyldes alle de her corona restriktioner, som gør oplevelsen anderledes og lidt dårligere, hvilket så ikke er hotellets skyld. Men atmosfæren var ikke specielt fin, så jeg er ikke sikker på, vi ville bo her igen.

Hamburg er Tysklands 2. største by og en af de ældste og mest velhavende bl.a. fordi de har Europas næststørste havn og floden Elben, som løber helt ned til Tjekkiet og som er en lukrativ fragtrute. At byen er velhavende er ret tydeligt, og alt er her. Lige fra de dyre designerbutikker til Reeperbahn med stripbarer og happy hour!

Et meget stort plus er selvfølgelig søen midt inde i byen fyldt med små både og liv allevegne og så kanalerne. Mere end 2000 små broer forbinder de mange gader, så det bliver lidt Venedig agtigt… Men kun ‘agtigt’, selvom de selv ynder at sammenligne sig med det romantiske overherredømme i Italien. Vi sejlede en time på søen i en pedalbåd, det var godtnok sjovt. Men også meget varmt og især for de to, som skulle træde i pedalerne ;). Og så besøgte vi Minature Wonderland, som er verdens største modeljernbane, der gengiver berømte steder fra hele verden både nutidige og historiske (i mini format) som Las Vegas, Peterskirken, alperne og det vilde vesten. Med mere end en million besøgende om året var det mere held end forstand, at vi overhovedet kom ind. Rigtig god oplevelse.

Så udover det er en virkelig fin storby, vil jeg fremhæve restauranterne. Der var mange, og de var simpelthen i toppen. Vi fik den bedste mad, og udvalget er enormt. Og så er det billigere end i Danmark – i hvert fald de rigtig gode steder.

Casse-Croute i Hamburg – bedste mad, vi fik dernede

Den bedste var Casse-Croute med suveræn mad, Henssler Henssler er kendt for at være byens bedste sushi restaurant og ingen overdrivelse. Aldrig fået noget bedre.

Café Paris fik vi anbefalet på Instagram, så vi susede derhen en aften, hvor vi ikke havde reservation et sted, og det er en fin klassisk, fransk bistro især kendt for rørt tatar, som de andre to guffede i sig med stor tilfredshed. Jeg fik en carpaccio med trøfler og parmesan – en af de bedste, jeg har fået nogensinde!

Sushi på Henssler Henssler skal bare prøves, hvis du er til japansk mad!

Jeg er ret sikker på, at vi vender tilbage en dag. Nok ikke lige næste år, men det er et super sted at tage hen en lang weekend. Nemt og hurtigt. Med et kæmpe udbud af forskellige oplevelser. Men bare at gå en hel dag stille og roligt (der var 40 graders varme) rundt i midten af byen over små broer, med søen og kanalerne alle steder, stoppe til en kaffe, kigge lidt i butikker (med mundbind på), vende tilbage til hotellet og læse lidt, inden man begiver sig ud i aftenens lyksaligheder er altså ferie. På den virkelig fine måde. Så tag bare afsted 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her