En sur kælling

En sur kælling tager ordet på Lyserød Lørdag

En sur kælling tager ordet her på Lyserød Lørdag. Jeg synes, det er yderst bemærkelsesværdigt, at den omfattende offerdebat har lagt sig som så fed og tung en tåge over hele Danmark, at det nærmest er umuligt at få øje på Lyserød Lørdag. Vi er jo netop midt i en offentlig samtale om at være offer. Og det er trods alt en begivenhed, der foregår i alle landsdele og med det formål at samle penge ind til brystkræftsagen. Altså den der sygdom, som hver 9. danske kvinde rammes af hvert år.

Men jeg har et bud på en forklaring.

Sexisme debatten har fået en helt ny kraft og legitimitet i forhold til tidligere, fordi den rammer præcist ind i hjertet af den identitetspolitik, moderne vestlige demokratier dyrker mere og mere intenst. Politikere kappes om at overgå hinanden med deres sociale retfærdighedssans og ikke mindst rette op på fortidens fejl og forsømmelser. Forældelsesfrist er et fænomen fra de gode gamle dage, medmindre vi taler om leverpostej. For uden ofre har vi jo ikke brug for social retfærdighed – det absolutte fundament for enhver identitetspolitik – og venstrefløjspolitiker. Og er du ikke selv et offer eller er blevet krænket på et eller andet tidspunkt i dit liv, har du mistet enhver ret til at udtale dig. Du er dårligt et fuldkomment menneske. Hvis du alligevel vover dig derud, så er du en gammel nar. For social retfærdighed er i sin natur ikke noget, man er uenig i.

Tillad mig for en kort stund at tage ordet og være en gammel, sur kælling og forklare, hvorfor jeg tror, at brystkræftsagen i dag har svært ved at trænge gennem den fede tåge af navlepilleri og krænkelseskultur. Det er simpelthen fordi, at sygdom ikke kan presses ind i kategorien social uretfærdig. At hver 9. danske kvinde rammes hvert år, kan jo faktisk ikke være mændenes skyld. Den er heller ikke racebestemt. Eller seksualitetsbestemt. Ergo, passer den ikke ind i den retorik, vi er ved at lægge os fast på, og som er ved at blive så dominerende, at den kvæler meget af dét, jeg kalder det vigtige. Som i livsvigtige.

Brystkræft kan ikke offentligt shame og udpege en skurk andet end en masse lede celler i kroppen. Altså noget biologisk – kræft er trods alt ikke en social konstruktion. Men til gengæld er der masser af ofre, de er bare ikke ofre sådan på den måde, hvor fx en ny ombudsmand eller offentlig halshugning kan rette op på skaden og give alle ofre genoprejsning.

Som en fodnote kan jeg tilføje, at jeg selv har haft brystkræft. Jeg er nu tre år inde i mit kontrolforløb, og jeg er taknemmelig for, at Kræftens Bekæmpelse samler så mange penge ind, at der hele tiden kan forskes i at finde bedre behandlingsmuligheder og måske en dag helbredelse. Jeg tænker altid, at tiden arbejder for mig. Jo længere tid, jeg er kræftfri, jo større er chancen for, at forskningen har fundet nye veje. Og jeg kan også afsløre, at den ene uge hvor jeg troede, jeg skulle dø, der havde jeg ikke lige tid til at overveje, om der engang har været mænd, der befamlede mig i det mørke hjørne til en julefrokost. Eller om jeg engang blev kaldt risgnasker, fordi jeg er asiat. Jeg ledte febrilsk efter en lykkelig slutning på det drama, der indtog mit liv. Altså at overleve.

Jeg har meget nemt ved at mobilisere min medfølelse med alle de kvinder, der rammes af brystkræft. Og kræft generelt både hos mænd og kvinder. Og alle andre, der lider under alvorlig sygdom. Og nej, jeg mener ikke, du behøver spise op, fordi der er sultne børn i Afrika. Men jeg kan altså ikke føle den store respekt for voksne mennesker, der leger, de har modgang i et af verdens mest privilegerede lande. Det er bare ikke noget kønt syn.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her