Bedste, stegte grønsager

stegte grønsager
De bedste, stegte grønsager

Jeg elsker grønsager og salater. Herhjemme er der bedst stemning omkring stegte grønsager, så det er ganske ofte, jeg laver en eller anden varm ting. Den her ret – som ikke har et navn – er virkelig god med et strejf af noget asiatisk, hvilket er populært hos os.

Jeg startede faktisk med at lave denne ret kun med rosenkål og champignoner, men har siden udvidet med alt. Men altid rød chili, grønne bønner, broccoli, rosenkål og champignon – tit tilføjer jeg bare sådan, hvad jeg lige har. Asparges er også fine. Hvis jeg ikke laver andet til, så steger jeg også tofu i tern.

Fremgangsmåden er enkel. Du skærer rosenkål i tre skiver og steger et par minutter ved høj varme, og sådan fortsætter du med resten af grønsagerne. Husk at salte undervejs. Op i en skål. Så smider du alle grønsagerne tilbage på panden og hælder marinaden over. Vend det hele godt sammen og så tilbage i skålen. Lad det hele køle lidt ned – skal serveres lun, ikke varm! Egner sig fint alene (med tofu) eller til kylling og fisk.

Marinaden er 2 spsk. sød chili, 1 1/2 spsk. soja, 2 spsk. sesamolie, 1 tsk risvineddike, 1 spsk, ahornsirup. Røres godt sammen og stilles til side og trækker lidt. Jeg laver altid dobbelt portion, så jeg plejer at stege sådan omkring 500 g rosenkål, et helt bundt broccoli, 500 g bønner og 250 g champignon. Og så hvis jeg har andet i køleskabet fx spidskål.

Det smager super godt dagen efter. Ofte smider jeg bare resten af grønsagerne ned i skål med frisk spinat, drejer rundt og der er en super salat til frokost eller aften.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her