Søllerød Kro

Kro
Søllerød Kro i Holte

Søllerød Kro er nok den restaurant, vi som familie har som vores absolutte favorit i Danmark. Vi er kommet her gennem mange år og ofte i særlige anledninger. Så det er ikke for meget at kalde den vores, familierestaurant. Vores søn, Johan, er meget stor madelsker og han har siden sit første besøg været vild med Søllerød Kro. Det er en stor nydelse for ham at komme her.

Vi andre to har det på samme måde. Jeg er jo ikke selv ligefrem den store gourmet, og jeg er ikke stor tilhænger af restauranter med Michelin stjerner. Når vi er ude at rejse, plejer jeg at se det som et minus. Forstået på den måde, at det så nok ikke er mad for mig… Lidt fordomsfuldt, men ofte sikkert sandt. Men sådan er det ikke på Søllerød Kro, som på mange måder også betyder mere for mig end maden. Nok det med familietraditionen. Af samme grund vælger jeg aldrig en af deres menuer, men fra a la carte kortet. Selvom menuerne er ret storslåede.

Søllerød Kro er et skønt sted, der på en eller anden måde er meget ærlig og nærværende. Mange af tjenerne har været der i mange år, og velkomsten er altid varm og hjertelig. Du kan komme i træningsdragt eller lang kjole, det betyder ikke noget. Atmosfæren er hyggelig, stille og rolig med suveræn mad og vin. Sidstnævnte er jo heller ikke min spidskompetence, eftersom jeg kun drikker hvid og foretrækker Riesling og altid blander med vand 50-50. Ja, så tror andre, jeg ikke kan smage vinen, men det kan jeg sagtens!!! I øvrigt har de på Søllerød nogle virkelig skønne Riesling´er fra Østrig, som er mit foretrukne land til den slags ;).

Middagen

mad
Et lille udvalg fra aftenen

Her ses et lille udvalg af nogle af de retter, vi fik serveret. Både min mand og søn valgte aftenens 9-retters menu, så der kom meget forskelligt. Deres første tre retter var faktisk alle kaviar på tre måder, hvilket de er helt vilde med.

Jeg fik laksen øverst til venstre til forret, som er laks med havesyre, estragon, syltet lakserogn og små nye kartofler på toppen. Det smagte helt utroligt.

Min hovedret var det store billede i midten til højre – havtaske, fermenterede asparges, skovmærker og stegt kyllingskind på toppen. Havtasken var simpelthen intet mindre end noget af det bedste fisk, jeg nogensinde har fået. Tilbehøret var jeg ikke sådan helt vild med, det var udmærket, men kunne slet ikke måle sig med fisken. Til gengæld fik jeg en lille skål ved siden af – billedet øverst til højre – med en røget fumet og ramsløg og (såvidt jeg husker) også små nye kartofler. Det smagte himmelsk! Præcist og sikkert serveret og tilberedt!

Blandt nogle af de øvrige retter i de andre tos menuer var kammuslinger, morkler, kalv med trøffel og foie gras sauce og havtaske.

isdessert
Desserten

På billedet er deres dessert, som var en is af pistacienødder med jordbær, vanilje og havremælk.

Den var så smukt anrettet, at man næsten fik tårer i øjnene. Så delikate, fine nuancer af sart grøn. Det lignede en forårsskovbund.

Jeg smagte isen, og det var som en lille eksplosion af pastacienødder. Sjældent har en is smagt af så meget.

Til sidst fik vi kaffe og te. Her kom traditionen tro noget sødt ind, og det var virkelig en flot finaleafslutning.

Petit four
Sødt til kaffen

Jeg kunne bare ikke spise mere, men smagte dog lige den hjemmelavede “guldkaramel”, som er på øverste billede. Hold da helt op, den smagte som en drøm. Langt forbi en Toms guldkaramel (ikke et ondt ord om den lille sag), men alligevel til at genkende med lidt samme konsistens.

I midten er mango ispinde, som ligner en luksus udgave af en twister, og den smagte ifølge de andre helt fantastisk. Nederst er en appelsin-ting, som jeg ikke helt kan huske mere om, men den var bagt i formen i midten og med en udvendig skorpe som en æbleskive…

Det var en meget skøn aften på alle måder. Vildt hyggeligt at være sammen på den måde og så i de fineste omgivelser med den absolut bedste mad, vi kunne ønske os!!!

I kan læse om menuen og kroen her.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her