Nu skrider jeg fra rød stue…

Nu skrider jeg fra rød stue med tylskørt, strik og hele baduljen...

Nu skrider jeg fra rød stue og regner ikke med, der kommer en pædagog susende for at hive mig med tilbage til årets store juleklip. For jeg er faktisk 47 år, sidder i mit eget hus og er ret ligeglad med julekip. Desuden synes jeg ikke længere, det er sjovt, at der bliver talt om rød og blå stue selvom regeringen behandler den danske befolkning som en, stor børnehave. Jeg vil mene, det er tragisk. At blive bombarderet med propaganda og så ovenikøbet i en tone som om, man var et tungnemt barn. Lad os lige tage et lille kig på decembers julelege.

Pressemødet i går foregik naturligvis på samme strikse facon som altid med statsministeren i spidsen for hendes bedstevenner. Udover der som sædvanlig ikke var mulighed for, at journalisterne kunne komme med uddybende spørgsmål, og udover at hun og hendes bedstevenner ikke ville svare på spørgsmål vedrørende minksagen og andre fadæser af lignende karakter, så tog Mette alligevel prisen i går. En nytårstorsk ville være for mildt. Børneavisen var nemlig inviteret med, og 10-årige Emilie kunne stille spørgsmål, inden de store aviser som B.T. og Ekstra Bladet fik deres tur.

Emilie var kvik og sød, så på den front er alt jo en stor lykkelig familie-juledag. Men det er naturligvis frastødende propaganda, at børnenes minister inviterer en 10-årig pige og et skoleblad med til et alvorligt pressemøde, hvor store dele af erhvervslivet atter må lukke ned. Det var i øvrigt så alvorligt, at der ikke måtte tales om andet end corona tal og nye restriktioner. En klog journalist spurgte faktisk, hvordan statsministerens brændende ønske om dialog med danskerne passede med hendes envejskommunikation gennem sociale medier. Der fik han kontant svaret, at der skal være en balance… Så den balance er altså ensbetydende med pressemøder, hvor der kun må stilles to spørgsmål og så ellers frit flydende Mette-snak på facebook. Med andre ord hun ønsker ingen kritik og ingen modsigelser. Men derimod likes og masser af likes.

Børnehavesprog = folkelighed

December er min yndlingsmåned, og normalt er nisser, juletræer og glimtende lys nok til at få mit humør i sving. I år bliver det lidt mere anstrengt, når jeg ser, hvordan julens hyggelige og tilbagevendende figurer bliver misbrugt. Som Astrid Krags uhyggelige efterligning af statsministerens facebook opslag (af hende selv i pels) hvor likes skulle vise opbakning til Nordjylland, da landsdelen blev tværet ud sammen med minkfarmene. Nu er Astrid Krag gået et skridt længere. Hun takker – igen på facebook – de gæve nordjyder for indsatsen med en skrigende grøn flødebolle (udsmykket som et juletræ!!!!). Opslaget afsluttes: Vores stærkeste våben mod corona er stadig at vi står sammen – på afstand. Og det ved jeg også I kan i hovedstaden – har jeg ret? Send gerne en tak til Nordjylland og en hilsen til de 17 kommuner i hovedstaden i tråden herunder – og pas på jer selv og hinanden.

Astrid Kraghs facebook opslag

Tja, Astrid Kragh har altså også kastet sig ind i kampen for likes, mens hun står med fødderne solidt plantet på ryggen af nordjyderne, der i forvejen ligger med ansigtet i mulden (der muligvis er forurenet af døde covid-19 mink!). Flødebollen er naturligvis endnu et udtryk for børnehavelegen, der udspiller sig på Christiansborg. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, regeringen og støttepartierne kørte en lille julekonkurrence om, hvem der kunne begå sig bedst i genren ”sjov i børnehaven”. Men hov, de har også inviteret Sundhedsstyrelsen med i legen.

Søren Brostrøm har til manges morskab twittet om, hvordan julemanden frit kan rejse rundt i Danmark og dele gaver ud, for han slipper for karantæne. Grønland hører jo til DK, så der er ingen indrejserestriktioner. Der er faktisk fire tweets om emnet med billeder af julemand, rensdyr osv. Jeg har kun magtet det ene. Nu er jeg klar over, Søren Brostrøm nok har lidt ekstra behov for at komme tilbage til folkeligheden (det er børnehavesprog) efter at have glemt at spritte af efter sig i fitnesscenteret og glemt mundbind i toget. Han fremstod pludselig elitær, så han måtte jo gøre et comeback. Og det må man sandelig sige, han har gjort. Hvis man er under ti år.

Søren Brostrøms Twitter opslag

Så tak kunne man vælge at sige – som mange desværre stadig gør – til regeringen for at tale, så vi alle kan forstå det, bryde loven hvis det er i folkesundhedens navn og køre propagandamaskine på Putin niveau. Og holde børnene i stram snor. Tak til Astrid for en skønno flødebolle (på et billede) og tak til Søren, fordi julemanden må komme til DK, inden vaccinen er kommet.

Eller man kan have det som mig, der drømmer om en permanent nedlukning af rød stue. Jeg begynder desværre også at få et anstrengt forhold til sociale medier, der er ved at udvikle sig til politiske afsætningskanaler for børnehavepladder. Jeg tror i hvert fald aldrig, at Mark Zuckerberg ville have troet, at hans lille sociale netværk, der skulle gøre det muligt for unge at finde hinanden, en dag ville blive Danmarks statsministers allervigtigste kommunikationskanal.  

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her