Skrid overgangsalder!!!

En dag på stranden med min hund for at nyde forårssolen

Selvom jeg ‘kun’ lige er 47 år, så blev jeg skubbet i overgangsalderen af kemoen. TAK. Jeg har faktisk i flere år hørt om denne rædsel fra veninder, der var mere eller mindre hårdt ramt. Nu er jeg selv landet i det, og der er vel ikke så meget at sige. Hvis man skal igennem bedst muligt, har jeg følgende råd: Spis kun fem gulerødder om dagen, drik vand og te, træn til du er ved at besvime – så sover du godt om natten af udmattelse (og fordi din krop mangler energi fra ordentlig mad…!!). Og din fedtprocent falder med tiden, så du altid fryser.

Nå ja okay, det var så selvfølgelig en joke. Eller tingene overdrevet en smule. Jeg lider faktisk ikke så meget som så mange andre, men lidt mærker man jo da nok ;). Altså jeg får hedeture, men heldigvis ikke så tit – når det sker, er det altid på ubelejlige tidspunkter, hvor man ikke har lyst til at blive højrød i hovedet af varme – eller endnu værre svedperler på næsen… Jeg skal træne lidt hårdere end hidtil, og jeg har ømme led og muskler. Jeg er sådan lidt modstander af kosttilskud, men jeg tager fermenteret turmeric, der skulle være godt og hjælpe til smidige led. Faktisk er jeg ret sikker på, at de virker, for jeg løb tør en dag og synes at mærke forskel. De kan fås i de fleste helsekostbutikker, er jeg sikker på. Jeg køber den slags hos her.

Jeg kan også godt gå rundt med en udspilet mave, den puster sig op til vilde dimensioner af og til, men det går over – men ligesom med hedeture, er det på de mindst heldige tidspunkter!!! Og så sover jeg altså ikke ligeså godt om natten. Men siden jeg kommer fra et totalt drømmeniveau (på det plan), er der altså bare tale om, at jeg nogle gange kan vågne om natten og ligge og glo 5-10 min. Og så kan jeg se det på min hud, der simpelthen ældes hurtigere. Med lynets hast (føles det som om), hvilket giver god mening, da hormoner jo har stor betydning for huden.

Sidstnævnte er jeg ret træt af. Jeg kan dog ikke svare på, om det er overgangsalder eller kemoen eller kombinationen, der gør det. Men jeg er i hvert fald i en større research- og forsøgsfase for at finde ud af, hvordan jeg bedst håndterer sagen. Jeg skal nok holde jer orienteret om udfaldet af mine forsøg…Læs her om magi til huden.

Så jeg tror, der er meget stor forskel på, hvordan kvinder får det – nogle rammes hårdt og andre mindre hårdt. Skriv endelig, hvis du har gode råd eller ideer 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her