Når succes fører til sammenbrud

Når succes fører til sammenbrud....

Vi startede epidemibekæmpelsen for et år siden med rød og grøn kurve, og hele indsatsen handlede om at beskytte de ældre og sårbare, så vi ikke belastede sundhedsvæsenet ud over deres kapacitet. Sundhedsvæsenet er ikke belastet med meget mere end kedsomhed og ventetid på at kunne genoptage arbejdet. Internt taler de om coronaferie. Hospitalerne er stadig i standby til coronapatienter med nedlukkede afdelinger og tomme operationsstuer. Hvad stræber vi egentlig efter?

Epidemibekæmpelsen ligner mere og mere det, der på engelsk bliver kaldt ”mission creep”.

Mission creep bruges oftest om militære operationer og handler faktisk bare om at blive revet så meget med af sin succes, at du fortsætter med skyklapper på uden hensyntagen til det oprindelige mål med projektet – for at ende i totalt kollaps. Vietnamkrigen bliver kaldt ”mission creep´s grandaddy”. USA startede med at sende militærrådgivere til Vietnam alene for at træne Sydvietnams militær. Det blev en succes. Udvidelser fulgte, og pludselig kæmpede USA Sydvietnams krig mod Nordvietnam. Det er et fænomen, som bl.a. Obama advarer stærkt imod, fordi det er en af de farligste fælder at ryge i som præsident.

Økonomer estimerer, at vi bruger tre milliarder kroner per reddet coronaleveår og en milliard dagligt på en total nedlukning af samfundet – og med langt flere ofre end virussen. Hertil kan vi smide de 100 milliarder om året, regeringen planlægger at bruge på at teste befolkningen to gange om ugen som en forudsætning for genåbning. Gad vide, om SF har tænkt over, hvor mange pædagoger, de kunne få for 100 milliarder kr.

Blå blok har nok ikke tænkt så meget endnu, eftersom de det sidste års tid har haft mest travlt med at rulle rundt på gulvet inde på blå stue. Men kunne de da i det mindste ikke afbryde legen for en kort stund og pege på kejseren uden klæder? Eller i det mindste efterlyse regeringens strategi? Går vi efter nul smittede? Så folk bare dør af alt muligt andet end corona? Og hvad med den nye epidemilov, der bl.a. gør det strafbart for borgere ikke at ville oplyse deres nære kontakter?

Blå bloks dårlige meningsmålinger er ikke noget stort mysterium. De lader til at have mistet modet til at tale om andet end dem selv. Om det er en fordel for Støjberg at være jyde, om Pape eller Ellemann skal være statsministerkandidat. Om DFs formandsopgør qua den lave vælgertilslutning. Ikke mærkeligt, at Alex Vanopslagh blev ramt af stress, for han var da den eneste, der kom med kvalificeret modspil. Heldigvis lader han til at være på vej tilbage.

Lige nu forudsiger eksperter, at en forsigtig genåbning vil kræve 876 indlæggelser i midten af april. Hvor kommer det tal fra? Den 1. februar forudsagde Statens Serum Institut en stigning i smittetal og indlæggelser, når de mindste klasser vendte tilbage i skole. Nej, det skete ikke. Niveauet er det samme nu to uger senere. Vi kan ikke blive ved med at tale om stilhed før stormen, som regeringen har dramatiseret så ofte. Vi kan derimod godt tale om den stilhed, der hersker i tomme gader med nedlukkede butikker og stormen, der aldrig kom. Havde en meteorolog varslet storm af orkanstyrke så mange gange uden, at vi rent faktisk var blæst omkuld, ville vi aldrig kunne stole på en vejrudsigt igen. Men tilliden til SSI er vel også drastisk dalende. I dag siger en ekspert, at deres beregninger simpelthen baserer sig på forkerte antagelser og forudsætninger.

Valget faldt på de få frem for de mange

Worst-case scenario var i sin tid 5600 coronarelaterede dødsfald af primært gamle og syge. Vi nærmer os halvdelen. Undskyld, jeg siger det, men det er ikke tal, der får mig til at ryste i bukserne. Her er det vel relevant at indskyde, der dør omkring 20.000 danskere om året alene af kræft.

Regeringen har ganske enkelt valgt de få coronapatienter over alle andre i vores samfund. Og når nu de er så hurtige til at tage æren for at redde liv, så skal de huske også at tage ansvaret for alle de liv, vi kommer til at miste som konsekvens af nedlukningen. Og det er ikke kun dødsfald. Folkeskolelever, der drømmer om gymnasiet. Kommende studenter hvis eksamen definerer hvilken uddannelse de kan optages på. Universitetsstuderende, der er på sidste kvalificerende år til deres kandidatuddannelser. Erhvervsskolerne, hvis elever ikke kan komme i praktik. Det er landets fremtid.

Erhvervsdrivende, der står på randen af konkurs og modsat offentligt ansatte (og politikere) ikke automatisk kan hæve en løncheck hver måned. Det er vores nutid.

Her er tale om en forskelsbehandling, der burde vække foragt hos hele befolkningen.

Vi befinder os i en klassisk mission creep situation, hvor myndighedernes indgriben og omfanget af restriktioner er flyttet langt forbi det oprindelige mål med epidemibekæmpelsen. Og helt klassisk så har hver lille succes – i det her tilfælde meningsmålinger –  tjent som motivation for den gradvise udvidelse af restriktioner, magtfuldkommenhed, beslutninger uden lovhjemmel, formaninger og løftede pegefingre. Men kollapset kommer, det gør det altid. Uanset meningsmålinger.

USA mistede 58.000 soldater i Vietnamkrigen.

Gad vide, hvor mange vi mister?

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her