Samfundets fjende

al capone, citat
Al Capone, samfundets fjende nr. 1 i 1930ernes USA

Vi har udpeget samfundets fjende nr. 1 – det er naturligvis den coronavirus, der har skubbet Danmark ind i en undtagelsestilstand, hvor alle liv (vel og mærke corona-liv) er blevet afgørende for velfærdsfortællingen. Truslen er betydningsfuld og skal naturligvis nedkæmpes med alle midler. Det er lidt interessant at tænke på, at vi pludselig har fået noget konkret, der rodfæster angsten for at dø, som vi skal bekæmpe, og som trods alt virker mere lovende end helseindustriens daglige tilbud om evigt liv.

Vi har endelig fået en fælles, konkret fjende.

Ifølge filosoffer og psykologer har mennesket et helt fundamentalt instinkt for fjendtlighed. Verdenshistorien er sit eget levende bevis. Og det mest opsigtsvækkende er, at fællesskabet styrkes betydeligt med en fælles fjende – og findes der ikke lige en fjendegruppe, må man opfinde en.

Solidaritet er ikke længere noget i et moderne samfund, der sker automatisk. Vi vågner ikke bare op en morgen og føler os solidariske med naboen eller kollegaen. Hvis folk ikke kan lide hinanden eller er afhængige af hinanden, så flyder vi lidt i ingenmandsland. Det absolut nødvendige sammenhold i ethvert samfund er derfor nødt til at blive skabt på en anden måde, og fælles fjender er ganske enkelt det mest effektive og perfekte middel.

Franske Emile Durkheims teori bliver faktisk kaldt syndebuk-teorien. Syndebukke er en funktionel nødvendighed i et samfund. Uden dem er det umuligt at holde sammen. Man behøver ikke lede længe i verdenshistorien for at se, hvordan forskellige ledere har gjort hårdt brug af disse mekanismer. Hitler er den måske mest succesfulde syndebuk-mager, hvor jøderne blev gjort til den største trussel mod riget. Men den kolde krig er jo også et eksempel på, hvad fjendebilleder har af betydning både politisk og socialt.

Et styrket fællesskab

I Danmark har vi fået en fælles fjende, som i en eller anden forstand og i hvert fald principielt bevæger sig langt forbi partipolitik og ideologi. Vi har fundet en fjende, der tager uskyldige liv og truer den tryghed, vi har haft hidtil.  Og vi står sammen om at nedkæmpe den. Det er godt nok bare en pandemi, men retorikken er faktisk den samme. Det er os mod dem (virusceller). Det er fællesskabet, der taler, og hvis du forsøger at stikke af, bliver du hurtigt trukket tilbage. Helst med en reprimande. Hvis aviserne kritiserer fællesskabet, bliver de udskammet på sociale medier.

Selvfølgelig har Socialdemokratiet ikke opfundet corona for at styrke sig selv og fællesskabet i Danmark. Men Mette Frederiksen har været seriøst dygtig til at skabe og fastholde det fælles fjendebillede, som de stærkeste fællesskaber skal basere sig på. Tænk bare på alle de referencer til ligposerne i italienske gader, vi har hørt. Det understreger truslen om ødelæggelse. Vi har ikke kunnet tale om de lande, der har klaret sig godt – for fjender skal af natur være truende. Så nu står Mette Frederiksen på toppen af fællesskabet, en stor solid platform, hvor næsten alt hvad hun gør bliver accepteret og rost.

Ellers var den ikke gået med bøder for at snøre sine sko på Islands Brygge, udskamning i diverse facebook grupper og inddragelse af personlig frihed. Jeg bliver stort set shamet hver gang, jeg er ude at handle, fordi jeg skulle rulle min vogn for tæt på en anden. Bevar mig lige vel, hvor jeg ikke længere gider finde mig i det. Jeg er ellers normalt et høfligt og hensynsfuldt menneske.

Walk of shame

Hvem skal mon tage ’the walk of shame’, når alt det her er forbi? Hvem peger fingre af hvem? Jeg ved faktisk ikke, om erhvervslivet står oprejst nok til at kunne pege fingre af nogle. Men på et eller andet tidspunkt må vi da vågne op og se kejseren vade rundt i sine underbukser. Eller i det mindste erkende, at den offentlige fjende altså bare er en epidemi. Bevares den tog liv – både menneskeliv og firmaliv. Men det enorme og stærke fællesskab, der er blevet skabt som et resultat af corona, må jo også smuldre langsomt. I hvert fald når fjenden ligger boret ned i gruset eller bliver sat ud af spillet med en vaccine.  

Men der vil helt sikkert fortsat være et ’os’ og ’dem’, men ’dem’ er ikke længe virusceller. Der vil være bygget en enorm kløft mellem det private og det offentlige, hvor solidariteten i hver gruppe vil vokse sig stærk. Nye fjendebilleder vil opstå, og nye fællesskaber blive skabt.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her