Rejs og vær glad eller måske ikke alligevel…

Rejs og vær glad eller måske ikke alligevel i disse tider...

Sidste år stod der i statsministerens talepapir ”udskam de, der ikke har været fornuftige”, og siden har det stået klart for de fleste, at skammen blev inddraget i epidemibekæmpelsen. Dog sagde statsministeren i den forbindelse, at hun aldrig ville bruge ordet ”skam”. Det siger ikke så meget. At blive udsat for fx mobning handler vist ikke om, at nogle råber ”mobbe, mobbe, mobbe”.

Der er intet nyt i, at skam er en yderst populær måde at styre på (kødskam, klimaskam, kønsskam). At shame er også et af Trumps yndlingsord. Egentlig en underlig kontrast, fordi vi gennem oprør og kampe netop har kæmpet for at tage afstand til skammen – ingen skal skamme sig over at være sorte, gule, fattige, dårligt uddannede, homoseksuelle (måske stadig lidt, hvis du er muslim). Men coronakrisen handler naturligvis heller ikke om oprør, det er faktisk tværtimod, så i det lys giver det vel meget god mening, at udskamning er blevet hverdagskost.

Nu skal man altså skamme sig, hvis man har været på ferie og trodset myndighedernes rejsevejledninger og smuttet til ”Covid Casablanca”, som Dubai så poetisk bliver kaldt. Der har ikke manglet skældsord og forargelse. Især fik jeg øjenflimmer, da jeg læste Anne Sophia Hermansens indlæg i Berlingske med vinklen ”stop making stupid people famous”. Jeg sidder og spekulerer over, om hun egentlig er berømt? Nok ikke. Hermansen skriver om tossernes ferier i Dubai, at det ikke handler om misundelse, men om deres skamløshed. Og at det handler om at være ”et godt eksempel. Og det er man ikke, når man fra luksusflyet spytter ned i hovedet på de mennesker, der lider afsavn, tager hensyn og forsøger at få minimeret smitten, så den frie verden kan komme tilbage – for os alle”.

Vi har love og regler her i landet, som jeg finder det helt naturligt at overholde. Udskamning har en udpræget politisk funktion og passer godt til tidens voksende behov for at fordømme og korrigere alt til en bedre verden. Det er blevet en menneskeret at kunne fordømme andres adfærd – selv inden for lovens rammer – for selv at få ret. Eller måske for at fortælle, hvilket godt menneske man selv er?

Held eller forstand

Vi taler om, at 33 danskere er vendt hjem med coronasmitte på trods af en negativ test. I midten af december havde vi her i landet over 4000 smittede. Skal vi undersøge, hvordan det er sket? Udover at shame de smittede (hvad fanden bilder de sig ind)? Skal vi forsøge at indkredse deres (måske) uansvarlige adfærd? Eller tillod de sig bare at trække vejret henne i Netto? Vi ved det ikke. Derfor er det helt ude at proportioner at udskamme 33 mennesker, der har fået corona – uanset, hvor de har hentet den henne. Kig dig selv i spejlet og fortæl, ærligt, om du har fulgt alle restriktioner OG anbefalinger til punkt og prikke? Om det er held eller forstand, hvis du ikke har været smittet? Jeg er overbevist om, at det vil være held i de fleste tilfælde.

Hermansen skriver hen mod slutningen ”Skam er nemlig samfundsregulerende og en nødvendighed, hvis vi vil leve sammen”

Her vil jeg tilføje nej, det er det ikke. Hun må forveksle det med skyld. Skam er nemlig noget helt andet og i øvrigt noget, man taler om i forbindelse med børn og unge, hvor netop skamfølelse er et destruktivt problem. Udskamning hører under området ”fjendtlig afvisning”, når psykologisk mishandling af børn bliver omtalt. For skam hægter sig – i modsætning til skyld – ikke op på en konkret handling, men derimod vores person, vores identitet. At føle skam handler godt nok også om omverdens dom over os, fællesskabets mening, og kan af den grund være effektivt til at regulere adfærd. Men det er også en følelse, der stikker dybt, og som kan give sår på sjælen, fordi det ikke handler om, hvad du har gjort forkert, men at du er forkert. Derfor er skam aldeles uegnet som værktøj. Også i en epidemibekæmpelse.

Kig dig omkring. Hvem har lyst til at leve i et samfund, hvor vi hele tiden peger fingre af hinanden? Udover at være frastødende, så kommer det uhyggeligt tæt på de samfund, hvor flertallet holder mindretallet nede og knuser enhver drøm om frihed.

Udskamning gør mennesker mindre, mens modsætningen, stolthed, gør mennesker større – og bedre. Det er da faktisk værd at stræbe efter.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her