Parforhold: Onsdag aften

Blomstrende træ
Hjemme hos Nikolaj og Julie handler lidt om, når noget blomster - eller afblomstrer

Et helt almindeligt parforhold en helt almindelig onsdag aften hos Nikolaj og Julie. Hun stod i køkkenet og skrællede kartofler. Poserne fra Kvickly stod stadig på gulvet, men hun ville have kartoflerne i ovnen, inden hun gik i gang med at pakke varerne ud. De kunne vel nok holde sig de ti minutter. Ungerne sad foran tv´et, hun kunne høre dem småsludre. Bare de nu blev siddende roligt, mens hun fik styr på maden. Hun kunne mærke trætheden i lænden. Godt, det snart var weekend. Fredag var familiaften med Disney sjov, slikskål og hygge. Hun kiggede på uret, snart seks, nu måtte han da snart komme hjem. De havde en aftale om, at han kom hjem senest kl seks, så måtte han arbejde senere fra sofaen, hvis det blev nødvendigt. Han kunne ikke sidde inde på det kontor hele aftenen. Han havde et ansvar som far. Hvorfor få børn, hvis man aldrig er hjemme? De var i forvejen i institution hele dagen. Ej, hun hentede dem som regel kl. fire, men af og til kneb det med tiden, så blev den halv fem.

Hvor fanden blev han af? Nu var kartoflerne i ovnen, der skulle dækkes bord, skæres grønsager og steges krebinetter. Nu kunne hun pludselig høre Astrid småpive inde fra stuen. I det samme hørte hun hoveddøren, det var på tide. Hun gennemgik hurtigt i tankerne, hvad han skulle gå i gang med. Det måtte være dække bord. Og så kunne han sørge for ungernes bad efter maden. Sammen ville de læse godnathistorie. Og hvad lavede han? Det var da hoveddøren, hun havde hørt smække. Nå, hun måtte selv dække bord. Og gå i gang med de grønsager, eller skulle de springe dem over i dag? Nej, børnene skulle altså have noget sundt.

”Hej”, pludselig stod han i køkkenet, slipset var røget og skoene taget af.

”Hvad har du lavet, jeg hørte, du kom hjem, vi skal have lavet mad?”

”Jeg var lige inde og stille tasken og sætte computeren til opladning”, smilede han.

”Nå, det troede jeg, man gjorde på kontoret. Gider du skynde dig lidt? Har du hilst på børnene?”.

Han blev stående midt på køkkengulvet og stirrede tomt ud i luften, mens han tøvende kløede sig i nakken. Han var lidt i tvivl, skulle han gå ind i stuen og lege lidt med ungerne, eller skulle han hjælpe med maden. Han gik ind i stuen. Hun kunne høre skrig og råb, mens hun pakkede kødet ud og smed det på bordet, mens hun mekanisk hældte rasp op på en tallerken. Det var jo ikke meningen, han skulle lege med ungerne nu, de blev så opkørte og så lige inden maden. Kunne han ikke lige tænke sig om.

Da krebinetterne lå på panden og sydede i en omgang vindruekerneolie, kom han tilbage til køkkenet og satte sig på en stol.

”Du, en af pigerne på kontoret har arrangeret noget fredagsbar på fredag. Det er meningen, vi tager et par drinks og fejrer den nye aftale og så tager ud at spiser alle sammen. Det er en god ting for fællesskabet, men det bliver ikke sent”. Han smilede prøvende til hende.

Hun tænkte lynhurtigt, fredag aften, hvad så med Disney sjov og fredagshyggen? Fredag var da deres aften sammen. Hvorfor ville han hellere være til firmafest, han var jo aldrig hjemme i forvejen. Irritationen voksede, hun kendte fornemmelsen, en lille bitte klump, der stille og roligt bliver større og breder sig ud i hele maven. De havde været her mange gange før. Af og til spekulerede hun over, hvorfor han egentlig ville have børn.

”Nå, det lyder da hyggeligt, men er det ikke lidt sen varsel. Hun kan da ikke forvente, at folk kan, når de først får det at vide to dage før”, fik hun mumlet med ryggen til, mens hun koncentrerede sig om krebinetterne, der pludselig så ret afskyelige ud der midt på den boblende oliepande.

”Det behøver du da ikke lyde så sur over. Og vi skal da ikke noget, så jeg har sagt ja. Det er vigtigt, at jeg er med og viser fanen. Alle har knoklet for at få den her aftale hjem, så det er vigtigt, at jeg bakker op om det her arrangement”. Det strejfede ham, bare et kort øjeblik, at det næsten var nemmere bare at blive på arbejde og komme hjem, når huset sov. Han tog sig i at tænke det af og til, men fik altid skubbet tanken lidt på afstand.

”Gør, hvad du vil. Jeg hygger mig bare med børnene. Der er Disney sjov fredag, så vi plejer jo at få slik og være sammen som familie. Det tror jeg er meget vigtigt for dem. De er jo altid i institution. Men gå du bare ud og mor dig, men jeg vil sætte pris på, hvis du er frisk lørdag morgen og kan tage børnene, jeg skal til yoga kl. 9.00. Jeg gider ikke, at du ligger i sofaen hele lørdagen med tømmermænd”. Hun tog krebinetterne af panden, smed dem på en tallerken og satte kurs mod døren ”Jeg henter børnene, så hvis du lige tager kartoflerne ud af ovnen, snitter grønsagerne og tager noget mælk så kan vi spise. Bagefter kan du lige tage ungerne i bad. Klokken er mange, så vi må i gang”.

Han sad stille på stolen og undrede sig over, hvorfor fanden hun altid skulle være så sur, men nu havde han da fået det sagt til hende. Faktisk havde han vidst det mere end en uge, men han havde ikke lige fundet lejlighed til at sige det.

Kort tid efter sad de alle samlet omkring bordet. Børnene småsnakkede og pludrede løs om dagens begivenheder i børnehaven, mens de begge spurgte ind til brandbiler og dukkevogne. Bamsens pludselige sygdom, skadestuen i hjørnet af blå stue, og hvordan en såret Peter Plys var blevet lappet sammen af en flok 3 årige. Efter en god snak om børnenes dag, kom de i bad og fik godnathistorie. Han satte sig med sin computer og hun med en bog. Ved 22.30 tiden vækkede han hende, hun sov, og hun slingrede op i seng. Det sidste han tænkte på, inden søvnen kom, var, at hold kæft hvor han egentlig glædede sig til at være med til fredagsbaren.

Hverdagens frustrationer

En helt almindelig onsdag aften. En helt almindelig situation. Alle par med små børn kan sikkert nikke genkendende til problematikken. Jeg har i forbindelse med en fælles bog talt meget med Finn om det; Dagligdagen og alle de små forviklinger, der opstår. Af samme grund er Finn, når han har par i sin konsultation, meget opmærksom på parrets indbydres sprog, som ofte er kodet på en – for fremmede – uforståelig måde. Det er noget, der stille og roligt kommer snigende. Ikke altid dårligt, men heller ikke altid godt.

En mand fortalte engang til Finn, at han var kommet træt hjem fra arbejde og var kommet til at sige til hans kone, at han synes, der var en voldsom hørm af frikadeller helt ude i gangen. Herefter havde konen knaldet panden ned i vasken og råbt ham ind i hovedet, at så kunne han sgu fremover sørge for sin egen aftensmad. Ligesom han i øvrigt var så forbandet passiv, at det ikke var til at holde ud. Der var meget galt. Og så var den aften ødelagt, for som han sagde ”hun er ikke til at have med at gøre i det humør”, så ville han hellere sidde i ro og fred og se tv.

Der opstår så utrolig mange dagligdagssituationer, der sjældent handler om den faktiske hændelse, og som ofte kan afværges med ganske små midler. For reaktioner er ofte udtryk for noget andet, end det lige lader til.

Hvis vi starter med en helt almindelig onsdag aften, handler det jo ikke om, hvem der har ret. Naturligvis har manden ”lov til” at gå ud med kolleger fra sin arbejdsplads en fredag aften i ny og næ. Ligesom det er helt naturligt, at han hjælper til med aftensmaden og børnene. Problemet er begge parters måde at reagere på. Kvinden føler, at hun helt alene hele dagen har knoklet med først arbejde og dernæst afhentning af børn og til slut forberedelse af aftensmad til hele familien. Hun glæder sig til weekenden og tiden sammen med hele familien.

Manden meddeler, lidt sent, at han ikke er hjemme, men skal ud at more sig. Hun reagerer på overfladen forholdsvist roligt, men inderst inde er hun jo stiktosset over, at han ødelægger hendes billede af fredag aften. Hun føler sig fravalgt. Han vil hellere noget andet end at være sammen med hende. Det skuffer og gør ondt. Men det siger hun ikke noget om. I stedet inddrager hun børnene og det stiltiende krav om, han skal leve op til rollen og ansvaret som far. Det får ikke manden til at rokke sig, for nok vil han gerne være sammen med sine børn, men han vil også gerne have det sjovt. Måske i virkeligheden sammen med hende – hvis han ellers kunne mærke, det var det, hun havde lyst til.

Han bliver med andre ord frosset ud. For mange mænd kan det give en form for ensomhedsfølelse og dernæst en god grund til netop ikke at være hjemme. Det er besværligt. Der bliver lukket af – han orker ikke alle de konflikter. Han vil have fred og ro efter en lang dag på arbejde.

Kodesprogets natur

Begge parter har brug for opmærksomhed fra den anden. I stedet for at kode deres behov, så de forbliver en stor velbevaret hemmelighed, kunne de med fordel sige det, som det er. Kvinden kunne have sagt lige ud, at hun blev ked af det, fordi hun havde glædet sig til en aften sammen. Først med børnene og dernæst senere sammen med ham, alene. I stedet for at give ham skyldfølelse. Manden kunne have været mere forstående og ignoreret hendes indvendinger, gået hen og holdt om hende og sagt, jeg vil allerhelst være sammen med dig, men jeg er nødt til at deltage fredag aften. Bestemt, men også med kærlighed og et klart signal om, at hun er det vigtigste for ham.

Måske de kunne have indgået et kompromis. At han deltog i første del af aftenen og kom hjem, så han stadig kunne nå at hygge sig med sin kone. Så kunne hun se Disney sjov med ungerne, lægge dem i seng og glæde sig til nogle timer med sin mand. 

Episoden med frikadellehørmen er egentlig samme historie. Men også et eksempel på, at mænd og kvinder er forskellige. Vi udtrykker os forskelligt og har behov for noget forskelligt. Manden har egentlig ikke gjort noget galt, men har omvendt heller ikke udvist den helt store glæde over at komme hjem til frikadeller. Hans kone bliver stiktosset, måske fordi hun føler, han tager alting for givet. I stedet kunne han have udtrykt begejstring over at skulle have frikadeller – og at maden er klar. Eller når konen hidsede sig op, gået hen og holdt om hende og fortalt hende, at han har glædet sig til at komme hjem til hende, og at det med frikadellehørmen bare var for sjov.

Alle par har deres eget sprog sammen, og det er vigtigt, at vi tænker mere over, hvad vi hver især har af behov – og hvordan de bliver udtrykt. Der er dybereliggende psykologiske mønstre, og så er der de mere overfladiske små ting i hverdagen. Vi bliver nødt til at arbejde med stemninger og koder. Hvis vi starter samværet med at skændes, og både kvinden og manden trækker sig ind i sig selv med hvert deres sæt af frustrationer over den anden, så er der meget langt til intimitet og nærhed. Meget af det vi gør og siger leder hen imod noget andet.

Ligesom vi bliver nødt til at anerkende, at kvinder og mænd kan have forskellige behov. Mange kvinder savner opmærksomhed fra deres mænd. Med opmærksomhed mener de blomster af og til, et spontant knus og kys, små overraskende sedler eller gaver. Mange kvinder synes aldrig, at deres mænd gør noget for dem. Mens mændene føler, de gør noget hele tiden – de passer måske have, fylder benzin på bilen, arbejder meget og står for familiens økonomi. Dét er bare ikke lige det, kvinden har i tankerne.

Men både mænd og kvinder har behov for at føle sig elsket, attrået og få opmærksomhed fra den anden. Og når disse behov ikke er opfyldt, opstår frustrationerne, kodesproget og afstanden til hinanden. Og vi er meget dårlige til at sige det ærligt til hinanden. I stedet bliver det pakket ind i noget andet – i virkeligheden mindre væsentligt – som ingen til sidst kan gennemskue. Og ’vinderne’ bliver børnene, som til gengæld får al kærligheden og opmærksomheden. Det er ironisk, eftersom netop det gode parforhold er den allerbedste opdragelse, vi kan give vores børn. Dels fordi det er rarest for børn, at mor og far er lykkelige sammen, og dels fordi det gode parforhold giver børnene plads til at udvikle sig følelsesmæssigt og løsrive sig fra forældrene. En forudsætning for at kunne leve som et velfungerende, voksent menneske.

Mange kvinder og mænd bruger uanede kræfter på at gå og bygge værn op mod hinanden og er derfor ikke i stand til at udvikle sig i forholdet til hinanden. Skuffelser og frustrationer bliver pakket ind i alverdens undskyldninger eller bebrejdelser, og rigtig mange par vil med tiden få udviklet et avanceret kodesprog, en kryptering af deres parforhold, altså en bestemt måde at relatere sig til hinanden på, et rollemønster, der til forveksling kan ligne de relationer, vi voksede op med som børn.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her