Omsorgshykleri er klamt!

pink roser
Omsorg er en god ting, som bliver devalueret, når det kombineres med hykleri

Omsorgshykleri er klamt. Omsorgen har omfavnet os, krammet os og ja kørt i helt og aldeles frigear siden marts, hvor coronaens virkelighed ramte Danmark. Ad libitum. Alle de bløde, varme ord har fået spalteplads, så man ville få kvalme, hvis et eller andet lyst hoved samlede det hele i et efterskrift om det danske sprogbrug under en pandemi. For ikke at glemme vores nye, fælles slogan ”Sammen – hver for sig”.  Gud fri mig vel, der er tale om en gruppe mennesker, der har været ”hver for sig”. Som fx Else på Kongsgården. En alvorlig sag, der tiltrækker indlevende fluer, som var det et stykke drømmekage.

Inden corona talte vi ikke ret meget om de gamle i vores samfund. Mange var overladt til den offentlige pleje med et ugentligt bad og tre måltider mad om dagen. Af og til dukker Ældre Sagen berettiget op og efterlyser bedre vilkår for de gamle. Men helt ærligt, hvem lytter? Måske andre gamle. Men resten af befolkningen er i det store hele forholdsvist ligeglade med, om fru Jensen kommer i bad hver dag, eller om hun må nøjes med etagevask (som da hun var ung!).

Under corona kom der imidlertid betydeligt nye melodier fra guitaren, der handlede om netop også de gamle, og hvordan vi alle sammen skulle tage ansvar, beskytte dem og andre svage grupper mod smitte. Det kunne medføre død. Røde og grønne kurver sprang rundt på landets tv-skærme. Hastelove blev gennemført, så demokratiet ikke kunne spænde ben for at redde liv.

Samtidig med vi har vasket hænder og passet rigtig godt på hinanden, hvilket jeg selvfølgelig synes er positivt, har Else og helt sikkert andre siddet isoleret på et plejehjem, hvor personalet har haft mest travlt med at beskytte sig selv (mod at passe deres arbejde). Det er da et pragteksempel på ironi. Eller måske endda hykleri. Så mens vi andre unge, midaldrende og lidt gamle har suset rundt eller rettere siddet derhjemme i sofaen og spist hjemmebagt kage og følt os som gode mennesker, fordi vi passer på hinanden her i Danmark, er livet gået sin vante gang på Kongsgården i Århus. Og andre steder i landet for jeg tror ikke, vi kan isolere problemet til Jylland.

Statsministeren afbrød sin ferie!!!!

Statsminister Mette Frederiksen måtte derfor forleden afbryde sin ferie for at kommentere ”hjerteskærende historier”, jeg ved ikke helt, om afbrydelsen kun var isoleret til dette facebook opslag, der vel tog 5 min. at forfatte. Men jeg håber ikke, hun brugte meget længere tid på at nå frem til, det måtte skyldes mangel på ressourcer. For vi har alle lov til sådan vupti at tale, før vi har tænkt os grundigt om.

Så efter at have brugt mindst et par hundrede milliarder på at føre os gennem coronakrisen, er Statsministerens løsning på Elses ydmygelser at udskrive endnu en check. I øvrigt på et problem som langt fra kun handler om ressourcer. Så er det, at jeg bliver så taknemmelig for, at vi i Danmark heldigvis har rigtig mange kompetente fagfolk – og nej, jeg mener ikke lige blå blok – men derimod fx May Bjerre Eiby, som er leder af plejehjemmet Dagmarsminde. Hun forklarer nemlig i Berlingske, at kommuner og fagbevægelse sikkert vil hævde (som Mette Frederiksen er inde på), at der mangler hænder. Men at den forfærdelige manøvre med stakkels Else faktisk tager længere tid at gennemføre end at lade hende komme op og sidde naturligt på et toilet. Sådan. Rene ord, præcist og kontant fra et menneske, der dagligt er tæt på alle problemstillingerne. I øvrigt er Eiby også inde på, at vi simpelthen ikke har et system, der kan finde ud af at ansætte de rigtige mennesker til et omsorgsjob.

Jeg behøver næppe uddybe her, at jeg selvfølgelig er ligeså forarget som alle andre over det, der er sket for Else. Så nedværdigende og ydmygende må det bare ikke være at bo på plejehjem. Til gengæld er jeg ikke særlig overrasket, for vi har aldrig interesseret os ret meget for ældrepleje. Mette Frederiksen gik fx ikke til valg på, hun ville sikre de gamle en værdig alderdom. Hun er jo børnenes minister.

Jeg har det meget anstrengt med det hykleri, der bor side om side med de gamle. Nu har vi levet tre måneder i en illusion om, vi er så sindssygt gode til at passe på de svage i samfundet, at det er tid til at vågne op.

Så i skrivende stund drømmer jeg om Gasolin (Shubberne er jo helt forkerte). I midten af 70erne skrev de ”Hvad gør vi nu, lille du” om den lille mand, der siger sit job op og går op til ministeren og siger, han skal tage benene ned fra skrivebordet, ”for kan du ikke se, det hele er ved at gå ad helvede til”. Og med al den identitetspolitik kunne man da nemt forestille sig, det var en lille dame, der gjorde det…

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her