#NotMeToo

#NotMeToo er sådan set bare et personligt signal til omverden om, at jeg ikke har været lækker nok til, at mine chefer har gidet ulejlige sig. Eller også har de ikke – forsvarligt – kunne stille mig et bedre job i udsigt. Hvem ved. #MeToo er blusset op for fulde drøn her i Danmark. Startet af TV-vært Sofie Linde og fulgt op af adskillige andre. Og der vil uden tvivl komme meget mere, for der kan selvfølgelig lokaliseres mange eksempler alle steder. Og det er jo altså lidt klamt, men det vil også skabe endnu flere gnister i kønsdebatten og den voksende kamp mellem kvinder og mænd a la, du er dum, det kan du selv være.

Jeg er selv vokset op i reklamebranchen, og det er en branche med stærke traditioner for at kunne feste. Der er skam en god grund til, der er så mange unge mennesker rundt omkring på reklamebureauerne. Ligesom der er mange kunder, der holdt meget af at blive inviteret ud af deres bureau. Visse bureaudirektører yndede at medbringe unge assistenter til disse middage ude i byen. Deres rolle til sådan en begivenhed kan jeg jo kun gætte på, men min fantasi har aldrig fejlet noget, så jeg har skam en idé. Måske jeg endda lige om lidt ser en af disse – nu fuldvoksne med tre graviditeter bag sig – piger på forsiden af Ekstra Bladet.

Jeg har lært af Sofie Linde, at det er god stil ikke at nævne navne, så jeg vil hverken navngive de virksomheder eller bureauer, der udover naturligvis MEGA kreative kampagner også fandt sammen om Københavns natteliv.

”Vi har virkelig lært meget af jer i den her strategiske proces, I er skarpe på, hvad I vil. Og så bliver det naturligvis meget nemmere for os at finde den helt rigtige kreative platform. Skål på det”, siger bureaudirektøren.

”Det er blevet er fed kampagne, virkelig SPOT ON. Det kreative niveau er sublimt. Så skål tilbage”, svarer kunden.

Vi blomstrer i hinandens ros, det er dealen. Den ene drink tager den anden, og morskaben og afstanden til det gabende, røvsyge hjørnekontor med hvide Ikea-møbler vokser. Sådan var tiden på en eller anden måde. Frikvarter, sjov og ballade. Seksuelle undertoner? Ja sikkert. Er der kvinder, hvis grænser blev overskredet? Sikkert. Dog kan flertallet nok ikke huske det dagen efter.

Det var så dengang med ekstravaganza i hverdagen, stilletter på bordene og cocktails om aftenen. For ikke at nævne køleskabe proppet med champagneflasker, øl og et par kildevand. Helt uforudsigeligt, hvornår den næste spontane fest ville vokse sig frem sammen med tusmørket. Det var dengang, reklamebureauerne var store, overlegne og elskede at hylde sig selv med en award-fest i ny og næ, hvor kolleger orange af misundelse eller med påtaget ligegyldighed kunne se på, når man trippede op for at slæbe prisen med ned til bordet med masser af booze… Ekstravaganza.

I dag er tiden noget mere mystisk. Og principielt mere hen i grønkålssmoothie og behageligt fodtøj, genbrugstøj, veganermad og sikkert en app på mobilen, så man lige kan tjekke, om børnene sover derhjemme. Reklamebureauerne er også en skygge af sig selv.

Jeg har også hørt, at fyre er begyndt at spørge, om det er okay at kysse nu. Findes der noget værre?

Kan man give samtykke til sexchikane?

Men inden debatten kommer alt for langt ind i krogene på Christiansborg og medfører en eller anden samtykkebaseret sexchikanelov, synes jeg, vi bliver nødt til at skelne meget præcist mellem alle de ting, der foregår på en arbejdsplads. For der er altså meget langt fra at blive truet med at få ødelagt sin karriere, hvis ikke man leverer et blowjob til julefrokostens seksuelle undertoner – eller at blive piftet efter på gaden. Der er faktisk kæmpe stor forskel. Og det hele lader til at blive lidt rodet sammen i en generel sexisme debat.

I min verden er det sexchikane, når du på arbejdspladsen bliver truet til sex eller opfordret til sex mod en belønning som forfremmelse eller en fridag. Det er klamt og totalt uacceptabelt, fordi der er tale om grov misbrug af en position. Det er sexchikane. Og så standser bussen, og der er ikke flere ”facetter”, som der tales om.

Mange af de tilfælde, som er fremme lige nu, er foregået for adskillige år siden, hvor tiden var en anden. Ikke, at det tjener som en undskyldning for hr. Klammesen på DR, men det forklarer mange af de bemærkninger, der blev bragt til torvs. For den gik bare ikke rigtig i dag. Samtidig må jeg også erkende, at jeg simpelthen ikke synes, det er særlig interessant, at en kvindelig journalist fik en lummer sms for ti år siden.  

Hvis man lavede en rundspørge til mænd i magtpositioner, ledende jobs eller rige – eller det hele på samme tid – så tro mig, de fleste ville uden at lyve kunne komme på mere end et eksempel på tilnærmelser fra kvinder. Ligeså mange gange en mand har misbrugt sin position i håbet om sex med en underordnet ligeså mange gange, eller flere, har kvinder kredset om mænd i magtpositioner og med trutmund ventet på det helt rigtige tidspunkt til lange de røde negle i låret (eller der, hvor lårene ender). Ligesom julefrokoster i årtier – sikkert siden opfindelsen – har lagt rum til en del samtykke-baseret sex.

Debat er godt. Og debat om sexchikane er godt. Men det er afgørende, at vi formår at skelne og giver plads til både skuldertræk og den løftede pegefinger. Og lader lidt af fortiden hvile i fred. Faren ved debatterne om sexisme og køn er altid, at resultatet bliver spændetrøjer til flertallet, selvom det kun er et fåtal, der ikke har haft styr på lynlåsen. Og så er vi ude i noget forkrampet grønkåls-halløj, hvor den kunstige omgangsform vil være endnu værre end den løsslupne. Jeg vil da i hvert fald til enhver tid foretrække EKSTRAVAGANZA modellen…

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her