Når børn er bange

Svane, havet
Mødte den fine fyr en dag på stranden

Selvfølgelig bliver børn bange. Der er masser af ting, der er skræmmende, nye, anderledes eller uhyggelige for børn. Det husker alle fra barndommen. Men der er selvfølgelig stor forskel på, hvorfor børn bliver bange, og hvis det varer ved, er der god grund til at overveje årsagen.

Da Johan var 3-4 år, blev han pludselig meget bange for klovne. Og det var faktisk så slemt, at han engang på McDonald´s – mens han stadig ville komme der – simpelthen sprang henover bordet i favnen på hans far, da klovnen Ronald trådte ind af døren. Det var ret vildt, og han var virkelig bange. I starten havde vi faktisk ikke tillagt det noget særligt. Vi gik ud fra, han måtte have set et eller andet i tv, som havde forskrækket ham. Men det blev faktisk kun værre – ikke fra dag til dag, men over en periode. Men der, hvor det hele tippede, var, da det pludselig ikke længere kun gjaldt klovne, men pludselig indbefattede alle, der var klædt ud.

Det fik os til at spørge Finn – en fordel med en dygtig psykolog i familien ;). Han fortalte så, at når børn bliver bange (som i det her tilfælde) er det sjældent den specifikke ting, i det her tilfælde klovne, det egentlig handler om. Finn havde samtidig både hørt og bemærket, at Steen og Johan sloges. Det var sådan en ting, de havde sammen. Ofte når vi havde spist, så lå de på gulvet og legede slåskamp og ganske ofte med det udfald, at Johan kunne erklære sejr. Han var ikke til at skyde igennem. Ganske underholdende. Og vi tænkte dengang, at det var da genialt og godt for selvtilliden ;).

De skjulte sammenhænge

Det kan jeg så roligt afsløre, at det mente Finn ikke. Tværtimod. Et lille barn har brug for tryghed. Og en hel del tryghed. I det øjeblik han tror, han kan banke sin far, hvem skal så passe på ham? For pludselig er det jo ham, der som den stærkeste, måske også har ansvaret for at passe på os alle tre? Det er ganske naturligt alt for voldsomt for en lille dreng. En stor byrde at pålægge ham, som han slet ikke er i stand til at løfte. Det kan skabe angst.

Vi blev faktisk lidt chokerede over det, men eftersom vi altid har haft fuld tillid til Finn, valgte vi selvfølgelig at rette os efter det. Og herefter fik slåskampene en helt, helt anden karakter. De endte på samme måde hver gang – Johan lå med næsen i tæppet og sprællede… Uden den mindste mulighed for at kunne tolke udfaldet anderledes end, at han havde fået bank!

Der gik faktisk ikke ret lang tid, så begyndte han at ændre sig. Han var stadig ikke vild med klovne, men han var slet ikke så bange for dem som før. Og mennesker, der var klædt ud, generede ham overhovedet ikke efterfølgende. Så det virkede.

Jeg kan ikke sige, hvad der var sket yderligere i sagen, hvis ikke vi havde spurgt Finn. For vi havde helt sikkert ikke selv lavet den kobling, men da vi fik det at vide, var det til gengæld nemt at forstå. Og jeg lærte i hvert fald, at det langt fra er alt, der er synligt for os – og det kan være vanskeligt at gennemskue de sammenhænge, der eksisterer hele tiden. Men man kan starte med – som jeg har gjort efter klovnetingen – at spekulere over, hvad der mon kan være årsagen til et eller andet problem. Og ikke kun lede der, hvor det virker åbenlyst at søge, for det er sjældent lige præcis der, man finder svaret.

1 kommentar

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her