Mine livretter lige nu

gado gdao, tuntatar, rå laks
Rå laks, tuntatar og gado gado

Her er mine absolutte favoritter. Tuntatar er nok den ret, jeg allerbedst kan lide. Vi var for en del år siden i Napoli – virkelig fedt!!!! – og her fandt vi en lille, virkelig fin restaurant tæt på havnen. Vi fik den bedste tuntatar nogensinde. Jeg skrev ned på mon telefon, hvad der var i, og vi har så (i starten fik vores søn opgaven) eksperimenteret os frem. Men i al sin enkelthed er det faktisk bare kapers, soltørrede tomater, sorte oliven, lidt olivenolie, salt og peber. Den skal så anrettes ovenpå en tynd bund af sorte ris, man kan også blande lidt i tataren eller udelade. En smagssag.

Rå laks

Jeg er faktisk mest glad for rå fisk og især laks. Hvis jeg steger laks, så er den altid rå i midten. Den her udgave er også meget enkel, og faktisk laver jeg bare en salat af grønsager og smider laksestykker på toppen. Enten med en tahin dressing eller bare lidt salt, peber og olie.

Den sidste er gado gado, opskriften er her. Jeg har spist den i mange år efterhånden og elsker den stadig.

Helt generelt så synes jeg, at især salater, men også grønsager handler meget om dressingen. Jeg kan rigtig godt lide grønkål, men jeg kan ikke lide, hvis den er rå og bitter. Så jeg starter altid med at fylde skålen med udskåret grønkål og så hælder jeg en lille smule citron eller olie over med salt og peber og gnider det godt rundt – simpelthen en massage af alle bladene, så forbliver de rå, men bliver blødere. Og så bare fyld i. Ofte er jeg til den asiatiske smag, når det gælder grønt og også salat. Så bruger jeg en tahin dressing: 1 spsk tahin, 2 spsk olivenolie, 2 spsk vand, 2 spsk soja, 1 fed presset hvidløg, saften fra 1/2 citron – salt og peber. Hele blandes og rystes sammen og så udover fx grønkål, spinat eller spidskål. Eller en skål grove grønsager som broccoli, asparges, bønner. Smager vildt godt. Du kan også tilsætte lidt kogt bulgur – er også lækkert.

Men jeg er også fan af en peanutbutter dressing til i princippet samme slags grønt som tahin dressing: 3 spsk peanutbutter, 3 spsk citronsaft, 1 dl vand, en håndfuld hakket persille, 1 fed hvidløg, 1 tsk chilipulver, 2 spsk olie og lidt salt. Den er også god 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her