Min bedste tun

Jeg spiser meget fisk og kylling. Og min absolutte yndlingsfisk er tun, som man så desværre ikke må spise så meget af. Min svigerinde sagde engang til mig, at med alt det tun (og metal) jeg spiste, måtte jeg da hyle i lufthavnens sikkerhed. Nu holder jeg noget mere igen.

Hvis vi får gæster, og jeg ved, de spiser fisk, så kan jeg sagtens finde på at lave den her ret. Det kan jeg så også, hvis vi bare er alene. Jeg vender blot tunen i en blanding af hvide og sorte sesamfrø og lynsteger den på en pande til den er brunet godt, men stadig helt rå i midten. Ind i køleskabet. Så laver jeg en salat af kogte, sorte ris, edamame, lidt rød spidskål, spinat/salat, sukkerærter og radiser. Man kan bruge alt, hvad man synes om. Jeg vender det hele godt sammen med en super dressing – den går til alt med samme karakter: 1 spsk tahin, 2 spsk soja, 1 presset hvidløg, lidt vand, 1-2 spsk olivenolie, salt, peber og en halv presset lime. Rystes eller røres godt sammen.

Inden servering anretter jeg salaten på tallerkner og pynter med tynde skiver kold tun. Server gerne ekstra soja til. Smager forrygende 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her