Min tænke bænk

hvid bænk, havet, strand
Min tænke bænk på stranden i Rungsted

Min tænke bænk er ikke en fin metafor eller noget, det er helt konkret og præcist afbilledet. Forleden dag var jeg på stranden og gå en tur med min hund, Simba, som jeg så ofte gør. Lige da vi var kommet ned af trappen, gik han i totalt snuse-mode, så jeg satte mig på trinet og ventede på ham. Her faldt mit blik på den hvide bænk, og jeg kom til at tænke på, hvor mange gange jeg har siddet der i næsten alt slags vejr og spekuleret over livet og døden. Det var nemlig et af de steder, jeg ofte søgte hen, da jeg var i behandling, og når jeg havde brug for frisk luft og lidt tid for mig selv.

Jeg har i hvert fald siddet mange gange på den her bænk, som så også i mit hoved er blevet en tænke-bænk, for jeg har ikke siddet der siden. Ikke en eneste gang! Det er noget mystisk noget. I dag besluttede jeg så at sætte mig forsigtigt hen på bænken, mens Simba lige fik snuset færdigt (det kan tage sin tid), og det var altså en mærkelig deja-vu oplevelse.

Så sidder jeg der, er rask (såvidt jeg ved) og frisk, fordi jeg er veludhvilet og i godt humør, mens jeg pludselig føler lidt kvalme og utilpashed. Så kom jeg til at tænke på en i min familie, som netop har fået konstateret kræft, og så blev jeg i dårligt humør. For det er så trist. Så nu er det faktisk også blevet en kræft-tænke-bænk….:-(

Bortset fra disse lidt sorte tanker, som jo desværre af og til kan vise sit grimme fjæs på de mindst belejlige tidspunkter, så kom jeg faktisk til at tænke på noget andet. Mange mennesker har haft oplevelser i tilværelsen, der har gjort dem ekstra taknemmelige for deres liv. Der er tændt lidt mere op for blusset. Som da jeg var syg og vupti blev rask igen. Den der altomsluttende følelse af taknemmelighed, glæde og lettelse. Og så tænker man, hold kæft hvor er jeg glad for livet, nu skal det leves hvert minut. Eller time. Jeg skal glæde mig over anemoner i skoven, frisk vand i hanen, mad i køleskabet og sol på terrassen. Når det regner, så smiler jeg, for dråberne giver nyt og mere liv. Når det tordner, så danser jeg til høj musik, fordi livet er så forbandet fantastisk.

Eller gør jeg? Er vi egentlig tunet ind på den kanal, der handler om at glæde sig over livets små og store finesser hver dag? Se livet som sådan en supertanker af generel lækkerhed. At føle taknemmelighed når vi slår øjnene op og springe ud af sengen som en anden lykkens pamfiluis? Jeg har en lille mistanke om, at andre faktisk går og tror, at det er sådan tilværelsen udfolder sig efter sygdom. Altså at hvert græsstrå får betydning. Det svarer lidt til den udbredte opfattelse af, at man bliver stærk af modgang.

Tak for glemsomhed

Jeg har en eminent evne til at fortrænge ting, som en psykolog nok ville kalde det. Jeg foretrækker – ikke overraskende – at kalde det noget andet. Fortrænge lyder så negativt og som om, man ikke kan kapere bagsiden af tilværelsen. God til at komme videre lyder meget bedre. Og det er faktisk en af mine spidskompetencer. Fornylig sad jeg adspurgt og forklarede om mit kemoforløb og godt kørende, afbrød min mand og sagde, at sådan var det altså ikke helt. Jeg havde åbenbart fået det til at lyde som en lille frisk gåtur i parken, man muligvis nok kunne blive lidt træt af. Ligesom kvinder der føder børn, som har glemt alt om besværet ved at trykke 3-5 kg ud af maven, og gladeligt gentager gang på gang.

Da jeg sad på bænken, kunne jeg nemt genkalde mig det der flammende ønske, der løber fra håret ned til fødderne, om at ville leve. Det er så stærkt et ønske, at ALT andet bliver ligegyldigt. Sol, måne, græsstrå og kildevand. Og det er jo netop det ønske, når man er heldig, og det bliver indfriet, der skulle gøre livet til en slags happy-LSD-rus. Så måske jeg i virkeligheden bør frekventere den tænke-bænk lidt oftere…

Men det er også fordi, døden er blevet så fjern for os, at vi har en næsten drømmende forventning om, hvad der sker, når den bliver slået til vægs. I stenalderen kunne man jo ikke juble hver gang, mændene kom tilbage fra jagt i live. Vorherre bevares.

Faktisk tror jeg, at det er en af livets bedste og måske mest barmhjertige egenskaber, at vi er i stand til at glemme. At lægge bag os. Vi kan ikke svælge i fortiden hverken de store eller små bedrifter eller ulykker. Det vil tage pusten fra os.

Så det er snarere op på hesten, der hedder livet, og fuld fart frem… 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her