Min lykketrold

Min lykketrold

Min lykketrold er sådan en fin lille figur helt som de trolde, jeg legede med som barn. Jeg fik den af vores søn, da jeg blev syg, og den har fulgt mig lige siden. I mit store behov for held, fandt jeg noget i den her lille trold. Jeg tog den med på Herlev til mine operationer, vigtige scanninger og samtaler, min første kemo og strålebehandling. Med tiden har overtroen fundet mig, og nu kan jeg ikke tage derud, uden den er med i min taske. Er måske nok lidt syret i en alder af 47 år at suse rundt med sådan en lille fætter, men jeg kan ikke rigtig ændre på det. Jeg har én gang glemt den til en kontrol, men vendte om for at hente den. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som noget overtroisk menneske, men lige i det her tilfælde er jeg gået linen ud.

Jeg har netop overstået min halvårlige brystkræft kontrol, og det er så skønt, det er klaret og uden problemer. Intet tyder på tilbagefald, så det er en stor lettelse. Jeg er begyndt at blive en lille smule mere overbærende… Som i nu at have bedt om kun at komme til lægesamtale én gang om året. Hvem skulle have troet det. Jeg følte mig også meget modig, da jeg sagde det. Min læge kunne sagtens forstå det, men understregede også, jeg altid kunne ændre mening. Når det så er sagt, så er det ret nyt. Den her afslappede stil. Og det er altid med blandede følelser, jeg tager plads i det venteværelse, hvor jeg har siddet så mange gange.

Min lykketrold og jeg på vej til lægesamtale på Herlev Hospital

Sagen er jo den, at Herlev og alt personalet i brystkræft ambulatoriet har reddet mit liv. Sådan er det. Jeg har meget at takke dem for. At jeg så har tilbragt ufatteligt mange timer derude til diverse lækkerier af forskellig karakter, er en helt anden ting. Og helt ærligt, jeg tror ikke, der er nogen, der har lyst til at vide, hvad fire måneders kemoterapi og 20 dage med stråling gør ved kroppen. Udover at fjerne kræftceller 😉

Min uldopfindelse

Der er især én ting, jeg af besynderlig grund altid tænker tilbage på. Jeg er af natur sådan rimelig utålmodig, så jeg har det helt generelt meget svært med ventetid. Lidt en udfordring på hospitaler, og min søn har mange gange siddet ved min side og forsøgt at berolige mig, når jeg fx skulle have taget blodprøver. Da jeg havde været i kemo to måneder, og vejret blev koldere, skete der det virkelig anstrengende, at de havde svært ved at lokalisere mine blodårer, de trak sig simpelthen sammen (de var nok også noget trætte). Så for ikke at skulle sidde og lede med en nål for længe (gør skide ondt!!!), får man varmepude på armen, så årerne træder frem. Men den lille seance tager mindst en halv times tid – ekstra!!!! Det kunne jeg bare ikke snuppe. Det var fint, jeg skulle sidde der i noget, der i forvejen føltes som hundrede år, men ikke et minut mere end nødvendigt.

Så jeg opfandt mit eget system. Ikke sådan Einstein, men dog mit eget! Jeg startede herhjemme med at pakke armen ind i uldtørklæder, så tog jeg dem af og satte en varm, lang handske inden under, på med uldtørklæder igen og så ud i en varm bil. Da jeg så trådte ind på afdelingen, var jeg højrød i hovedet (af varme) og så sad jeg ellers og kogte med min uld-opfindelse i den ventetid, der nu måtte være. Andre i venteværelset har sikkert tænkt, jeg var crazy, for sveden løb ned af panden på mig… Det er virkelig varmt, selvom det primært er en arm, der får den omgang! Men det virkede!! Så herefter slap jeg for varmepuden og kunne komme direkte til sagen… Og jeg kan afsløre, at jeg var noget veltilfreds med min opfindelse.

Det pudsige er, at jeg stadig af og til tænker på det. Og jeg husker det hver gang, jeg sidder i samme venteværelse (uden at svede). Det er et godt lille eksempel på, hvordan vi mennesker altid finder en vej rundt om de ting, der virkelig generer. Ligesom det måske har tjent som en udmærket afledning, eftersom jeg inden behandlinger slet ikke havde tid til at stønne over at skulle afsted. Jeg havde travlt med min lille uld-opgave.

Her på vej til mammografi og ultralyd i Hellerup

Der er mange, som spørger, hvad jeg egentlig tænker lige inden, jeg skal til kontrol. Og faktisk tænker jeg ikke så meget, det er mere en følelse af uro i kroppen. Jeg sover fx dårligt dagen før. Udfordringen er selvfølgelig, at jeg er til undersøgelse for, om kræften er vendt tilbage. Chancerne er ikke særligt store, men en lille risiko er der jo altid – særligt de første fem år. Jeg tænker ikke på døden, hvis jeg tænker noget, så er det mest af alt, at det er totalt uoverskueligt for mig at skulle igennem samme forløb en gang til. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan mobilisere mig selv og energien.

Så for nu er alt fint. Jeg er taknemmelig for, at de holder øje med mig, og jeg er endnu mere taknemmelig for, at jeg fortsat er rask. Jo længere tid, der går, jo nemmere er det hele. Det er nu tre år siden, jeg næsten lige var startet i kemo, og det føles som ufatteligt længe siden. På en eller anden måde tjener mit kontrolforløb nok også et større formål end bare at holde øje med mit helbred. For skulle jeg i mellemtiden have glemt alt om, at jeg engang var syg, så bliver jeg i hvert fald mindet om det disse to gange om året. Og selvom jeg selvfølgelig helst ville have været fri – for det hele, tak – så tager jeg ikke skade af at huske, hvor heldig jeg er. Det giver en god fornemmelse for livet.

Så på vej hjem i bilen struttede jeg af glæde over livet – og af overskud. Og meget apropos de seneste skriverier om midaldrende mænd og deres lycradragter (på cykel), fandt jeg det alvorlige udtryk frem og smilede venligt, da jeg holdt for rødt lys ved siden af en farvestrålende sparkedragt med en taxareklame på bagdelen…

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her