Løvernes konge

Løve, løveunge
Løvernes Konge af Disney

Hvem kender ikke Disney filmen Løvernes Konge, som i mine øjne er en af de mest fantastiske tegnefilm, der nogensinde er lavet. Og filmen viser mere end noget andet forholdet mellem far og søn på en meget ideel måde. Vi ser en far, Mufasar, som er helt og forbillede for sin søn – uden der på noget tidspunkt er tvivl om, hvem der bestemmer. Han er overmagten, han er overhoved, men med et kærligt forhold til sin lille søn Simba. Han viser vejen og går altid selv forrest. Det er i princippet sådan, en far skal være, og som mange mænd i dag glemmer. I vores iver for at overdænge vores børn med kærlighed fortrænger vi den meget betydningsfulde værdi af myndighed.

Der er en grund til, at mange børn er meget betagede af at se film, og Disneys film er bare de bedste. Det skyldes, at disse film ofte bærer nogle meget væsentlige, essentielle temaer i sig, som mange børn bearbejder på deres egen måde undervejs. I Løvernes Konge dør Simbas far, hvilket for et lille barn er en meget voldsom hændelse, men døden hører med til livet og er noget, som også børn må lære at forholde sig til. Ved at se film med så store livstemaer – pakket ind i et univers, børn kan forholde sig til – kan de spille en meget vigtig rolle i at forstå tilværelsen på godt og ondt. Vores søn græd første gang, han så filmen, og Mufassar døde. Men de efterfølgende 50 gange, han så filmen, lærte han at acceptere det. Ligesom han oplevede, at Simba jo lærer at klare sig selv og efter mange prøvelser og udfordringer vender tilbage til kongeklippen som en stor, stærk og voksen løve.

Myndighed

Det samme udspillede sig, da vores søn var lille og var helt vild med Dumbo. Han så den gang på gang og var så optaget af den. Så lige pludselig en dag græd han som pisket og ville aldrig mere se Dumbo. Så fandt jeg ud af, det var fordi, at Dumbos mor bliver sat i karantæne og spærret inde, så Dumbo pludselig (midlertidigt) må klare sig helt alene. Det var simpelthen for stærke sager for en lille dreng. Som med Løvernes Konge så vi filmen sammen og talte om det, og han faldt lidt ned igen, mens han sikkert bearbejdede den frygtelige episode. Men filmen fik aldrig helt samme status for ham.

Sådan skal det også være med vores børn, de skal igennem vanskeligheder og udfordringer – alene – for en dag at spankulere ud i livet som modne voksne. Men den farrolle, som vi ser i Løvernes Konge, ligner ikke rigtig den, vi ser i den moderne familie i dag. Der lever ikke samme myndighed, fordi manden ofte er mere optaget af at være hunløve. Ifølge Finn i hvert fald. Det har konsekvenser for de forbilleder, en dreng har så meget brug for at vokse op med for at blive en voksen mand. Det væsentlige er, at der aldrig må herske nogen tvivl om, hvem der bestemmer – eller at forældrene altid beskytter barnet.

Du kan læse mere her om når børn bliver bange.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her