Livet som westie ejer

Min westie hund og jeg sammen på en trappe i Hørsholm
Mit yndlingsbillede af min westie Simba og jeg

Livet som westie ejer er lidt specielt, vil jeg sige. Vores hedder Simba, og hvis du følger mig på Instagram, har du set ham mange gange. Og det er nok derfor, at jeg tit får spørgsmål om ham. De bliver opklaret nu ;-). Faktisk var han en julegave til vores søn, som brændende ønskede sig en hund. Min mand har allergi, men vi læste, at westier kan være til at klare for mange. Så i smug kørte vi ned for at se hvalpene – Steen rodede sig selv en del i ansigtet med hænderne efter at have rørt dem. Ingen reaktion.

Hundene boede sammen i en slags stald i forlængelse af huset. Rigtig fint. Der var fem hvalpe, og vi valgte den, der først sprang ud, da døren blev åbnet. De øvrige fire sad lidt og kiggede, men den her fyr sad efter et splitsekund ovenpå Steens sko og bed i snørebåndet, hvorefter han susede videre ud på eventyr. Vi var solgt. Men det har ikke været helt gratis at vælge lige den type.

Jeg vil skynde mig at sige, at en westie ikke er en selskabshund som så mange andre mindre hunderacer. De hedder West Highland White Terrier og kommer fra Skotland. De er opdrættet til at jage ræve og rotter – alene. Det betyder, de er ekstremt selvstændige, modige og viljestærke. Vi læste for nylig en hundeekspert, der skrev, at hvis du mener, en hund skal adlyde og følge dig. Og konstant elske dig, så skal du ikke købe en westie. For så vil du konstant fejle. De bliver let fornærmede, og du skal ikke hundse rundt med dem uden god grund (ifølge dem). De er dybt uafhængige og vil lade dig vide, hvornår de har brug for din service. Du skal ikke regne med, du bliver dens chef – snarere assistent.

Simba er 11 1/2 år, og jeg kan roligt sige, beskrivelsen passer ret fint. Westier er specielle. Og han er bestemt ingen undtagelse. Vi blev bortvist fra hvalpetræning, fordi han forstyrrede så meget, at de andre hunde ikke kunne lære noget. Med bortvist betyder, vi skulle stå i et hjørne for os selv og “træne”. Da holdet efter ti uger havde afslutningsfest i skoven med fri leg, stak Simba af to gange, så turen egentlig blev lidt ødelagt (de andre måtte jo vente på, han blev lokaliseret). Og nogen mester til at adlyde er han altså stadig ikke.

Simba vil altid sidde på forsædet, vi har aldrig formået at lære ham andet…

Vi valgte medicinsk at kastrere ham, den holder et år, og du har mulighed for, de kommer ud af det en periode – måske for aldrig at skulle igen. De er jo værst, når de er unge. Vi har først kunnet stoppe, da Simba var 8 år. Det var stensikkert hver gang, han brød ud af haven og stak af. Vi har mange gange hentet ham diverse steder. To gange nede ved Kongevejen, så det var lidt farligt. Til gengæld er vi glade for i dag, at vi kun medicinsk kastrerede ham, for han har godt af den ekstra energi nu, hvor han er gammel.

Derudover har han jagtinstinkt og meget stærkt med rådyr udover ræve, katte og rotter. Så han har ofte jagtet rådyr i skoven (han kan ikke fange dem), men to gange med det resultat, at han har revet korsbåndene over i begge knæ og begge gange måttet igennem operationer, hvor der bliver sat metal i knæet.

En krævende race

Så westier er ikke så nemme, som de ser ud. Jeg tror, at Simba har været ekstra slem – vores dyrlæge mener i hvert fald, han er noget af en original. Ligesom jeg tror, at hunhundene er nemmere. Han har været en mundfuld, men han er altså også det sjoveste. Han er nysgerrig, altid frisk på at opleve noget nyt og altid i højt humør. Han er en glædesspreder. At han så er vildt stædig og meget sin egen, synes vi kun er en fordel (det meste af tiden).

Vi har virkelig oplevet mange ting med den lille fyr, og vi er alle tre så glade for ham. Johan er begyndt at passe ham (han er ikke så god alene for lang tid) inde i lejligheden, hvilket vi var lidt spændte på. Normalt er han ikke vild med at besøge folk i lejlighed, hvor han ikke kan sidde og kigge ud. Men det var intet problem, de havde hygget sig gevaldigt, tror jeg. Han er jo også vant til at komme der.

Mine forældre har haft dette skilt med hjem til os fra en eller anden rejse, og vi synes selvfølgelig alle, at det passer glimrende!

Han er ved at være gammel, han har slidgigt i ryggen og bagbenene bl.a. pga. alle de skader, han har haft. Knæene selvfølgelig værst, men han har haft mange – hans krop er ikke lavet til nogle af de ting, han har udsat den for. Så han får en lille pille hver dag, og så håber vi, han vil være frisk nogle år mere. Selvom tempoet er sat noget ned. Men sådan er det jo, når man bliver ældre. Om man er hund eller menneske 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her