Venstrefløjens misforståede patent på godhed

Venstrefløjens misforståede patent godhed må opløses...

Jeg er liberal helt ind i hjertet, og det har jeg faktisk været, siden jeg gik i skole. Derfor er det noget frustrerende at observere, hvordan liberale værdier er blevet sat i skammekrogen, fordi de er blevet ensbetydende med lav skat og privathospitaler til de rige. I mellemtiden har venstrefløjen taget patent på godhed, og hvis du er imod, så er du faktisk et ondt menneske, der vil lade folk dø af sult i gaderne. Det efterlader en kedsommelig debat om velfærd og skattetryk. Tilsat noget indvandrer-stramhed. Vorherre bevares. Hvor er det tomt. Og langt fra dét, der virkelig betyder noget. Jamen, hvad vil det sige at være liberal?

For mig handler liberale værdier først og fremmest om respekt. Den grundlæggende anerkendelse af, at voksne mennesker kan finde ud af at forvalte deres eget liv og samtidig forpligte sig til at bidrage til en samfundsmodel, der giver mening for alle. Respekt for alle uanset etnisk herkomst, seksualitet, køn, jobfunktion eller pengepung. En ægte liberal behøver ikke identitetspolitik for at være tolerant. Eller tonsvis af restriktioner for ikke at puste folk i hovedet med covid-19.

Til gengæld har jeg en klar forventning om, at alle tager ansvar for deres eget liv og forvalter det efter bedste evne. Kan det af den ene eller anden grund ikke lade sig gøre, så skal de mennesker naturligvis have den rigtige hjælp. Uden ventetid. Og uden ydmygelser, fordi de ikke passer ind i den foruddefinerede kasse, systemet har skabt.  

Med det menneskesyn ville velfærdsmodellen se helt anderledes ud.

Vi ville have et sikkerhedsnet uden gedigne huller, hvor særligt sårbare har det med at falde tungt igennem. Som de gamle, der bliver hejst op i gynger for at komme på toilettet. Sikkerhedsnettet ville fange de, der har et reelt behov for hjælp, og så ville alle andre få afslag i e-boks. Som hele den der tilskuds-fradrags mentalitet som selv velhavende familier insisterer på.

Måske allervigtigst, så ville vi have respekt for den byrde, der bliver lagt på hele befolkningen og erhvervslivet hver eneste gang, der bliver uddelt nye rettigheder. Det er blevet almindeligt at kræve som et forkælet barn uden ydmyghed over for, at hver eneste rettighed er en byrde for flertallet. Arne pensionen blev solgt som en ret til tidlig pension. Konsekvensen er, at flertallet skal levere mere for at finansiere den ret – og noget andet må vige. Som for eksempel unge, psykisk syge der måske gerne ville have et arbejde (så de også blev nedslidt en dag), men som ikke kan, fordi ventelisterne til behandling er tragisk lange.

Din ret er altid andres pligt

Uden liberale værdier sygner Danmark hen med en befolkning, der ikke længere kan finde ud af at passe på sig selv. Livsdueligheden bliver taget fra dem i jagten på at være lidt for alle frem for meget for få. Med det resultat at alle skal løbe hurtigere og hurtigere inde i hamsterhjulet for at finansiere lige præcis dét, de krævede i går. Jo hurtigere de løber, jo mere vil de have. Et eller andet må der jo komme ud af løbeturen.

Coronakrisen har mere end noget andet vist, at tryghed bliver prioriteret langt over frihed, og regeringen har uden at blinke sået frygt i alle hjørner for at kunne skabe fortællingen om den store velfærdsstat, der forsvarer og beskytter sine borgere. Men myndighedernes indsats på plejehjemmene var katastrofal. Så det er faktisk befolkningen, der har passet på de gamle og sårbare. Er det takket være fællesskabet? Eller er det helt almindelig ansvarlighed og et helt almindeligt ønske hos os alle, at vi passer på vores forældre og bedsteforældre?

Vi er blevet mødt med overforsigtighed og overbeskyttelse fremfor en fundamental tillid til, at vi som voksne mennesker godt kunne forvalte livet under en pandemi. Vi har ikke fået lov til at tænke selv. Det er faktisk en grov fornærmelse at behandle voksne mennesker som små børn. Men det er venstrefløjens natur at beskytte, at være forsigtig og at nære omsorg. Og det er der intet galt i. Men de fleste voksne mennesker ligger altså ikke på sofaen med influenza på daglig basis.

Lad mig til slut korrigere den brede misforståelse, at liberale er brutale. Eller hårde. Snarere tværtimod. For at have respekt for andre mennesker – fattig, rig, høj eller lav – er faktisk hele forudsætningen for at skabe et samfund, der giver mening for alle. For livet gør dig ikke svag. Livet gør dig stærk, hvis du får lov…

2 Kommentarer

  1. Hej Kimreeslev
    Det er en velskrevet klumme, du har begået her (I det hele taget synes jeg, at du skriver ualmindelig godt). Dit syn på liberalisme deler jeg langt hen ad vejen. Men jeg støder ikke på det fænomen, som du peger på her. Hvordan har venstrefløjen taget patent på godheden? Hvem har taget denne patent, og hvor har de udtaget patentet? Lige som jeg kender mange på højrefløjen, kender jeg mange på venstrefløjen, og jeg har aldrig hørt nogen af dem udtrykke, at de alene står for godhed. Hvem er det, som siger det?

  2. Tak for din kommentar ;). Patent er brugt rent billedligt ;). Jeg mener, at mange danskere ser liberale som hårde og venstrefløjen som dem, der tager sig af de svageste, hvilket jeg ikke mener er tilfældet. Coronakrisen har også vist det med al tydelighed. Frihed er ved at forsvinde til fordel for tryghed – og det har en høj pris, som også vil ramme de svageste.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her