Om min kemobehandling

Mit meget korte hår - september 2018, så det er otte måneder efter, jeg var færdig med behandling.

Jeg bliver så ofte spurgt, hvordan det er at have været syg og haft kræft. Men også mange vil gerne vide, hvordan det er at være i kemobehandling. Det er ikke et nemt spørgsmål sådan lige at besvare, men et indlæg her på bloggen kan måske give en lille idé om det. Det er nu tre år siden, at jeg var færdig med efterbehandlingen, som bestod af kemoterapi og strålebehandling. Begge dele var for at forebygge tilbagefald, da man jo i princippet er rask, hvis kræften er fjernet. Jeg fik en ordentlig omgang og i princippet alt, hvad jeg kunne klare fysisk – og havde brug for. Hverken mere eller mindre.

Jeg blev opereret to gange i højre bryst, og man kan sige, at jeg faktisk på intet tidspunkt følte mig syg. Det kommer først senere i forbindelse med efterbehandlingen. Kemo er altså ikke verdens fedeste ting. Dog tror jeg, det er noget anderledes og bedre end før i tiden. Jeg kunne sagtens fungere og føre et rimelig normalt liv, det er mest i dagene lige efter en behandling, at jeg var lidt dårlig. Det er ikke til at beskrive præcist, men hvis du ikke er vant til at drikke alkohol ret tit eller særligt meget (som i mit tilfælde), så kan jeg bedst sammenligne det med tømmermænd. Altså den slags, der så rammer dig, når du endelig giver den fuld skrue. Jeg er temmelig smadret af træthed, lidt kvalme, hovedpine og bare sådan generelt ret flad. Sådan havde jeg det, når jeg lige havde fået kemo. Og det passer vel meget godt – begge dele er jo gift.

Jeg havde fået et rigtig godt råd – man får mange, og de fleste må man altså lukke af for – om at dyrke motion. Og det gjorde jeg. I starten løb jeg med min søn til at piske mig frem – jeg prustede som en flodhest – og siden romaskine herhjemme. Det var hårdt og ikke særlig great, fordi man så nemt får åndenød. Ilten transporteres ikke så hurtigt rundt i kroppen, så det er faktisk god træning…Hvis jeg skal sige noget positivt. Men det virkede, er jeg sikker på. Endorfiner er meget tiltrængt, og selvom jeg ofte følte, jeg skulle kravle ombord, så fik jeg det altid bedre. Sååå det råd er hermed givet videre. Det er et MUST – det med motionen!!!

Der er selvfølgelig en del bivirkninger ved kemobehandlingen, og flere af dem tager meget lang tid at komme af med. Men det er en lille pris at betale, hvis det er det, der skal til for at overleve. Da jeg var færdig med behandlingen, lovede jeg mig selv ikke at brokke mig over bivirkningerne. Det synes jeg, at jeg har holdt nogenlunde… Og vil forsøge at holde fast i nu og fremover 😉

Hvis du har brug for lidt brok (relateret) så læs her.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her