Knæk cancer 2019

Processed with VSCO with a4 preset

Så er det blevet Knæk Cancer uge og derfor et aktuelt emne for mig at tage op her på bloggen. Som resten af den danske befolkning synes jeg selvfølgelig også, at det er en kampagne og et initiativ – i samarbejdet mellem TV2 og Kræftens Bekæmpelse – der fortjener både opmærksomhed og støtte. Det handler om oplysning og indsamling. Og om at se kræft som en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Som tidligere kræftpatient kan jeg kun udtrykke den dybeste respekt for den indsats, der ligger bag denne her uge.

Jeg har aldrig, som i aldrig, interesseret mig for statistik. Jeg er faktisk heller ikke særlig god til altid lige at forstå tallene. Da jeg var syg gjaldt det samme. Men kun sådan delvist. For en god statistik vil man jo altid gerne høre mere om… Lige nu er tallene sådan, at 77% af kvinder med en brystkræftdiagnose lever efter 10 år. Generelt er overlevelsen væsentlig forbedret de senere år, og det er takket være forskning og atter forskning. Der sker hele tiden noget. Og det giver en ro i maven og følelsen af dyb taknemmelighed for, at så mange dygtige mennesker hele tiden arbejder på at ja, knække cancer.

Jeg vil dog også ærligt indrømme, at denne her uge og hele optakten, som har været ret heftig med trailere og reklamer, har været lidt ømtålelig for mig. Det er en påmindelse om, at jeg selv lige har været syg, og det er simpelthen bare mega anstrengende at få kastet kræft i hovedet næsten uanset, hvor jeg kigger hen. Jeg tænker ikke ret meget over det mere, jeg skal først til kontrol igen i starten af januar, og lever jo et helt almindeligt og aktivt liv uden spor af sygdom. Så disse dage har været lidt plaget af ’kræft tanker’, hvilket faktisk er meget upassende…

Kemo var min ven

Den 15. november – dagen efter vores søns fødselsdag – er det præcis et år siden, at jeg var i min sidste kemobehandling. Det var sådan en stor befrielse og lettelse for mig at køre ud til Herlev og vide, at det var bare én gang til, så kunne jeg puste ud. Det er sådan, at til ens sidste behandling får man flag stillet på bordet, hvor man sidder. Så alle der går forbi – både personale og andre patienter – siger tillykke. Jeg kan bare huske, hvor mange gange jeg har set det og glædet mig til, det skulle være mig. Ligesom jeg længe havde tænkt, at jeg skulle suse hjem og have champagne, som jeg elsker. Faktum var bare, at jeg for det første slet ikke sad inde i ’stuen’ til min sidste behandling, men lå i en seng (så der var ikke så mange forbi og se mit flag!!!). Min yndlingssygeplejeske (de er alle sammen søde), Mette, var den absolut bedste til at stikke mig, og hun havde lige fået fri, da jeg kom. Men hun blev, så hun kunne sørge for mit sidste stik… Det var rørende.

På vejen hjem i bilen alene fældede jeg en tåre i ren og skær selvmedlidenhed. Måske blandet med lettelse. Men jeg kan stadig huske, at jeg sad og tænkte, at det var så synd for mig med den omgang, jeg havde været igennem… Og for det andet ramte jeg slet ikke champagnen den aften, jeg var simpelthen så udmattet og færdig, at jeg kun kunne overskue at ligge på sofaen og forholde mig helt i ro. Jeg kan huske, der tikkede mange sms´er ind med tillykke… Virkelig sødt og betænksomt, men jeg orkede ikke at svare!!! Jeg var simpelthen så brugt og nedkørt efter mange ugers behandling. Så det blev ikke helt, som jeg forventede.

Faktisk var det sådan, da det hele begyndte, og jeg fik at vide, jeg skulle i kemobehandling, at min mand besluttede, at hos os betragtede vi kemo som vores ven. Nu er han kommunikationsmand, så han forstår ord bedre end mange andre, men det er sjovt, som måden vi taler om ting på også betyder noget i forhold til, hvordan vi oplever ting. Ord styrer utroligt meget og kan gøre mange ting større eller mindre. I det her tilfælde havde det den store effekt, at vi alle tre (min mand, søn og jeg) havde et venskabeligt forhold til kemobehandlingerne, selvom de ikke brød sig om at se mig skaldet. Selvom der var dage, hvor jeg ikke var helt på toppen. Og selvom det tog noget tid. Hver gang der var optakt til en lille smule dårlig stemning over fx kemobehandlingernes bivirkninger eller besværet, var der altid én af os (mest de andre to), der mindede de andre om, at kemo var vores ven. Men det blev måden, vi oplevede det på og i øvrigt videregav til alle omkring os.

Jeg fik et par ugers ferie fra Herlev, hvilket jeg virkelig trængte til. I starten af december startede jeg op med strålebehandling, det er hver dag i 20 dage. Minus weekender og helligdage. Jeg havde ikke nogen bivirkninger af det, så det var et fint forløb. Men jeg var træt. Bivirkningerne fra kemobehandlingen er længe om at foretage sig, så de har også spillet ind.

Julemånedens små strabadser

Til at forstyrre min selvoptagethed i december havde vores lille hund et uheld. Han jagtede en kat i haven og kom ind på tre ben. Vi har desværre prøvet det før med det modsatte bagben – overrevet korsbånd. Så han måtte opereres af Claus i Skovshoved for anden gang. Suk, det holdt hårdt den her gang. Da vi fik ham hjem, havde han det så dårligt. Han tålte åbenbart ikke morfinen så godt. Jeg sov med ham på stuegulvet, og det var en laaaaang nat. Han var bange pga. smerterne og ville ikke falde til ro. Tidligt næste morgen begyndte noget nyt smertestillende at virke, og det blev heldigvis bedre.

Min mand kørte mig til strålebehandling og ventede på mig i bilen, han synes, jeg så noget flad ud og fortjente ekstra service… Jeg vil så tilføje, at han eller vores søn har kørt mig en del frem og tilbage, så jeg har faktisk haft høj service i hele forløbet.

Jeg har tit tænkt på, at det altså er lidt pudsigt, som vi mennesker er indrettet. I disse dage med vores hund, ventede vi først på operation, mens han humpede rundt og bagefter med mange smerter og strenge regler for, hvad han måtte og ikke måtte. I sådan en periode glemmer man sig selv. Jeg var så optaget af ham og den triste situation med hans ben, at jeg helt glemte at have ondt af mig selv. Jeg susede bare til strålebehandlinger og hjem igen for at holde øje med ham. Passe på ham. Og forkæle ham.

Nu lyder det pludselig som en hel hæslig december, og det var det selvfølgelig ikke. Jeg elsker julen og hele måneden op til, så der var skam også masser af tid til at bage æbleskiver, som jeg altid gør til gæster, pynte op og hygge med familie og venner. Jeg synes bare, det er lidt interessant, hvordan vi kan glemme os selv, når vi støder på nogle, som har det værre. I det her tilfælde vores hund, men han er altså også noget helt særligt!!!!

Den 2. januar er det så præcis et år siden, at jeg var helt færdig med al behandling. Der var faktisk også flag… Sikken en lettelse. På det tidspunkt havde jeg ærlig talt brugt meget tid på Herlev – det startede i maj – så det var så rart at være færdig. Vi tog på ferie i midten af februar og ti dage med sol og varme i Caribien – og total forkælelse – gjorde underværker for mig. Jeg vendte i hvert fald hjem i noget bedre stand, end da vi tog derud. Så jeg er muligvis sådan i en lidt blandet ’balance’ i denne uge, men jeg føler mig også glad og især – som jeg har gjort hele tiden – meget taknemmelig. For så meget. Min familie, mine venner, mit liv og ikke mindst læger og sygeplejesker på Herlev og selvfølgelig den forskning og viden, der så væsentligt har forbedret både helbredelse og overlevelse for kræftpatienter. Så selvom jeg ikke kommer til at se de mange programmer på TV2 i denne her uge om emnet, så vil jeg helt sikkert fra mit hjerte sende min store opbakning og støtte…

 

Billedet er en hjemmelavet knækcancerblomst – masser af små swarovski sten, jeg har ‘smeltet’ på en gave til en af vores gode venner, som også har haft kræft. 

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her