Jeg blev ikke stærk af modvind – bare pissesur!

westie, rungsted strand, jumpsuit, mig og min hund
Simba og jeg på stranden i Rungsted

Nu er det lidt mere end to år siden, at jeg var færdig med min efterbehandling for brystkræft (modvinden), og jeg føler meget stor trang til at få aflivet nogle klicheer og forestillinger. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, jeg er til gengæld monster irriteret…!

Især efter jeg har været syg, er jeg blevet mødt med mange lommefilosofier fra andre (raske) mennesker (og endda set dem på skrift i mange medier). I al sin enkelthed handler det om det samme – blot udlagt i lidt forskellige versioner. Det er den her messen om, at folk, der bliver ramt af alvorlig sygdom, kommer ud på den anden side som meget bedre mennesker. Stærkere (fordi modgang hærder), bedre til at prioritere tilværelsens mange sider, målrettede, måske endda lykkelige (fordi de overlevede)

og gennemgår en utrolig personlig udvikling med den oplagte konklusion, at sygdom gør stærk. Derfor må tilværelsens udfordringer modtages med kyshånd, for vi bliver bedre mennesker. Gaver fra universet-agtigt. Tju-hej hvor det altså kører – sådan menneskeligt – når man har været syg. Stærke Berta klar på endnu en runde af det, vi kalder livet.

Jeg har især mødt disse synspunkter efter at have været syg. Det er trods alt lidt for banalt at sige til en, der er syg, at hun bliver stærkere af det… Det er sådan en messen, kalder jeg det, eller måske baggrundsstøj for disse pep-talks er allevegne i forskellige out-fits. Og jeg vil også gerne indrømme, at jeg har da læst om flere, der peger tilbage på deres sygdom som en god grund til at ændre på deres liv efterfølgende. Så langt så godt. Vi oplever alt forskelligt.

Gå nu væk!!

Men personligt vil jeg gerne sige ‘skrid’. Jeg er ikke blevet en dyt stærkere af at være syg. Jeg er heller ikke blevet lykkeligere eller oplever min sygdom som en gave og kick-off til en ordentlig omgang personlig udvikling. Hvad er det i øvrigt? Jeg var ret lykkelig i mit gamle liv ligesom jeg også altid har været forholdsvis stærk. Jeg har overhovedet ikke udviklet mig personligt, bare fordi jeg ligget med ansigtet mast ned i gruset. I øvrigt ikke noget kønt syn. Jeg tror derimod, det er en forestilling andre mennesker har, som ikke har prøvet det selv. Sådan en måde at gøre det hele lidt rarere på – sådan feel good agtigt, som i livet byder på godt og skidt, men heldigvis for pokker, hvis det er skidt, så får du alligevel noget (godt) ud af det.

Rent ud sagt, det er noget LORT at være alvorligt syg. Der er ikke noget, der kan male den situation lyserød. Det er ikke en gave fra universet. Man kæmper hver dag og bruger de kræfter, man har, på at komme tilbage til en normal tilværelse. Så er den ikke længere.

Jeg tror, hvis man absolut skal tale om, hvad man får ud af det, så er det blot, du lærer dine egne grænser at kende. Og alle bliver overraskede over, hvor meget vi mennesker kan stå igennem, hvis vi skal. Jeg er den samme som før – hverken mere eller mindre afklaret om livets store spørgsmål. Og absolut heller ikke mere udviklet. Jeg har blot fået en erfaring mere i kassen.

Så jeg køber ikke den kæmpe kliche om, at sygdom og modvind gør dig stærkere. Tværtimod. Jeg tror nemlig, at det sygdom gør i mange tilfælde og i hvert fald i mit eget, er, at du føler dig meget mere sårbar. Jeg forstår godt nu, at livet er så skrøbeligt, som poesien har forsøgt at fortælle os i århundreder. Dit liv kan ændre sig fra dag til dag – uden advarsel. Og så er det i princippet bare op på hesten i strid modvind. Dét alene – erkendelsen af at være sårbar – har uden tvivl indflydelse på mit liv i dag. Og det betyder, at jeg prioriterer lidt anderledes og arbejder på at leve mit liv hver dag og ikke udsætte det til i morgen.

At jeg så også føler mig meget heldig – hver dag – er en anden sag. Men det har jeg faktisk altid gjort, følelsen er blevet forstærket, men den har altid levet i mig.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her