Udløbsdato er nu forbeholdt mælk og leverpostej

Udløbsdato er nu forbeholdt mælk og leverpostej...

Vi befinder os midt i en hed sexisme debat, og store og (især) små krænkelser vælter ud af skabene. Pludselig kom Samira Nawa i tanke om, at hovsa de radikale gjorde ingen indsigelser mod udnævnelsen af udenrigsminister Jeppe Kofod dengang HELT tilbage i 2019, selvom han har en lille 12 år gammel sex-sag hængende. Det måtte hun lige råde bod på – antallet af underskrifter til Sofie Linde steg trods alt med hastig fart – og så satte hun et frontalt angreb ind mod Jeppe Kofod. Dog uden krav om konsekvenser for det var jo ligesom ikke sådan rigtigt for at vælte ham af ministerstolen.

Det var nok mest for at forklare offentligheden, at hos de radikale tager man sandelig sexisme alvorligt. I hvert fald når den er så aktuel som nu. Og det er præcis det, der sker i mange tilfælde, når vi taler identitetspolitik. Politikere kappes om at overgå hinanden med deres sociale retfærdighedssans, og hellere overkorrigere end slet ikke korrigere. Hellere stramme spændetrøjen et hul for meget, så man dårligt kan trække vejret, end at lade folk løbe frit omkring.

At mange politikere ændrer standpunkt, er der selvfølgelig intet nyt i. Det nye er, at det nu skal ske med tilbagevirkende kraft. Som en lang række forsømmelser, der lige skal indhentes. Især inden for identitetspolitik, hvor det næsten er mere almindeligt end det modsatte at skulle rette op på fortidens fejl og mangler. Som de radikale tydeligvist har forstået.

For nu er det jo engang sådan, at jo flere ofre vi kan mobilisere og stille op på række, jo nemmere er det at udøve social retfærdighed. Uden ofre eller noget moralsk angribeligt – som skurke – er der ikke behov for retfærdighed. Det er jo ikke uretfærdigt, når alle børn får lige meget slik! Så hvis ikke dansk identitetspolitik skal ende som en fodnote a la visionen om en million elbiler på gaderne i 2030, skal der godt nok lokaliseres noget social uretfærdighed, nogle krænkelser og meget gerne en masse ofre. Og det ser utvivlsomt ud til at lykkes.

Selvbedraget består bare i, at så meget social uretfærdighed findes der simpelthen ikke – naturligt – i et moderne velfærdssamfund som det danske. Og så er det, vi begynder at digte… Flere og flere voksne mennesker er begynder at lege, de har modgang. Ud fra devisen om, at du ikke er noget fuldkomment menneske, hvis ikke du er blevet krænket på en eller anden måde. Bare én gang i løbet af hele dit voksne liv. Husk – der er ingen forældelsesfrist. Det kan være i går eller for 17 år siden, det gør ingen forskel. En krænkelse er altså en krænkelse. Det er efterhånden kun madvarer, der har en udløbsdato…

Der findes jo ægte ofre, også her i landet, mennesker der kæmper hver dag af den ene eller anden triste grund. Hvor modgangen er enorm. Hvor hver dag kan være en pinsel. Kig ud i verden og du vil se ægte rædsler. Det er en hån mod alle disse mennesker, når voksne mennesker skal lege, de er ofre i et af verdens rigeste og mest moderne samfund.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her