Ekspert eller forsidefrue?

Ekspert eller forsidefrue?

Der har efterhånden været godt trængsel i medierne med diverse kloge indsigter i, hvad kendte og ukendte har lært af coronakrisen. Om alt det gode, vi har lært, som vi naturligvis skal tage med os videre. Og det er da vel aldrig en dårlig idé at reflektere over så skelsættende begivenheder som pandemi og nedlukninger.

Så jeg har skam tænkt over sagen. Om der er et eller andet, jeg drømmer om, vi skal tage med os videre i livet. Noget, der gennem dyb eftertanke har åbenbaret sig for mig og vist sin enorme bevaringsværdighed. Næh, det er der ikke. Intet. Jeg har derimod en lang liste over ting, som jeg synes, vi skal lade som om, aldrig nogensinde er sket. Sådan lidt i stil med historiebøgernes semi-fortrængning af danskernes samarbejde med tyskerne under 2. verdenskrig.

Faktisk har flere offentligt hyldet tiden, hvor eksperterne overtog scenen fra reality-stjernerne. Om glæden ved at se ”nørderne” bliver helte. Jeg savner ikke forsidefruerne, men til deres forsvar vil jeg da indføje, at de i det mindste udtaler sig for helt egen regning. Hvis de siger, at botox er sundt, så har det ikke landsdækkende konsekvenser. Ligesom det heller ikke har konsekvenser, når de så få uger senere opdager, de havde misforstået receptionisten. Det gør trods alt en stor forskel, at de i modsætning til ”nørderne” er aldeles harmløse.  

Faktisk vil jeg mene, at der er gået så meget inflation i betegnelsen ”eksperter”, at ordet har mistet sin sande betydning. Okay, virologer kendte ikke covid-19 og af samme grund var det måske umuligt at forudse noget som helst om sygdommen. Den har jo vist sig at være en dynamisk, uberegnelig størrelse. Men i modsætning til forsidefruerne, så har diverse mange eksperter udtalt sig med kompetence-ladet stemmeføring, rådgivet regeringen og folketinget og styret ned-og oplukninger, som meteorologerne styrer vejrudsigten. Sidstnævnte tilføjer i det mindste på åben skærm, at med de ustabile fronter over os så er det svært at sige, om vi får varme op fra Sahara eller kulde ovre fra Rusland. Det hedder ærlig snak og er i sagens natur modsætningen til propaganda.

Fremkaldervæske

Det er også blevet sådan et lille yndlingsemne at tale om, at pandemien har haft effekt som fremkaldervæske. Ofte efterfulgt af en yderst dybsindig refleksion over alt det, vi har glemt, fortrængt eller aldrig lagt mærke til af for eksempel menneskelig varme, overskud, støvede romaner i boghylden og ikke mindst hvordan mennesket under pres rejser sig som et intellektuelt fyrtårn klar til at oplyse omgivelserne og blinke i den mørke nattehimmel.

Jeg fatter stadig ikke, hvor disse mennesker har befundet sig under pandemien. Jeg har i hvert fald ikke haft adgang til samme fremkaldervæske. For mine øjne har set noget helt andet – primært røvsyge billeder af mennesker med mundbind, så man aldrig kan se, om de er sure eller glade. Politikfolk med bødeblokke hængende skødesløst ud af baglommen. Halvtomme hospitalsgange. Gamle, rynkede arme med en kanyle i (for ligesom at fejre vaccinernes ankomst). En statsminister med kloge-mine og fast ritual med afspritning af hænder, inden et pressemøde kan starte. Menneskelig varme synes jeg heller ikke ligefrem er eksploderet. Eller også har jeg bare været de forkerte steder. For der er da blevet råbt af mig mere end en gang, når jeg har forsøgt at navigere min indkøbsvogn udenom alle de, der køber ind i slow motion som om, at covid-19 har sværere ved at indfange dig, hvis du står musestille midt i grøntafdelingen. Fornylig flygtede en ældre dame konsekvent fra mig, jeg er sikker på, det var noget Chinese-disease angst (jeg var fristet til at råbe til hende, at jeg er fra Sydkorea!).

Dog er denne manglende intellektuelle vækkelse bare en ubetydelig rids i lakken. For hvad min fremkaldervæske rent faktisk har haft ualmindeligt stort held til at tydeliggøre, så er det danskernes evne til at parere ordrer. At lægge sig sådan rimelig fladt ned på maven og afvente tilladelse til at rejse sig. Og i øvrigt være godt tilfreds. Hvis jeg brokker mig, bliver jeg ofte mødt med ”jamen, hvad skulle vi ellers have gjort under de omstændigheder?”. Godt spørgsmål. Men som udgangspunkt kunne man jo i hvert fald sprælle lidt, mens man lå dernede. Ligesom jeg klart ville have forventet en langt større politisk modstand mod regeringens mange indgreb – uden evidens.

Der er mange, som sammenligner vores krise med 2. verdenskrig bl.a. statsministeren, hvilket jeg generelt synes er en hån mod de millioner af krigsofre, der faldt. Men jeg anerkender selvfølgelig, at der kan være visse ligheder på den politiske front. Regeringen var dengang så forblændet af at holde Danmark trygt, at de krævede, at danskerne samarbejdede med tyskerne. På bekostning af værdier og frihed. Hvis vi ikke havde haft en gruppe danskere, der turde tro på noget, der rakte langt forbi nazisternes verdensopfattelse, og som turde tage kampen op, så havde Danmark set helt anderledes ud i dag.

Demokrati er ikke en selvfølge. Frihed er heller ikke en selvfølge. Og samfundssind handler ikke om at smide sig ned på maven. Eller at undlade at hoste folk i hovedet. Samfundssind er at kæmpe for demokratiet, når det er under angreb.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her