Hver anden mand rammes – hvad fanden gør vi?

Hveranden mand rammes - hvad fanden gør vi?

Hver anden mand rammes – hvad fanden gør vi? Under normale omstændigheder er det ikke god stil at bruge en overskrift, som et andet lyst hoved har opfundet. Men intet er helt normalt, og desuden kan jeg undskylde mig med, at den ikke er helt identisk, da jeg bruger ”mand” i stedet for den oprindelige ”kvinde”. Jeg kan vel også kreditere iværksætter og kommentator om arbejdsliv i Berlingske, Esther Dora Rado, som brugte overskriften i en kommentar om, hvor fantastisk det er, at det nu endegyldigt er slået fast, at hver anden kvinde udsættes for sexchikane på jobbet. Faktisk fremlægger hun også en model for, hvordan danske virksomheder kan løse problemet.

Hvis jeg skal undgå at falde i samme fælde, selvom jeg også gerne vil have min pointe frem, så må jeg tilføje, at det faktisk både er hver anden mand og kvinde, der udsættes for sexchikane. Det er til gengæld endegyldigt, hvis man stoler på tallene.

Fagbevægelsens Hovedorganisation udgav sidste år i samarbejde med Epinion en rapport om sexisme, hvor godt 3000 lønmodtagere har svaret. Og det er interessant læsning. For i aldersgruppen 18-29 årige, er der faktisk (med en enkelt procent i mændenes favør) en helt ligelig fordeling i antallet af mænd og kvinder, der har oplevet sexchikane på arbejdspladsen. I gruppen 30-39 årige er fordelingen næsten den samme (med en procent i kvindernes favør), men omfanget mindre. Måske jeg her skal tilføje, at Rados liste over psykologiske faktorer, der får mænd til at chikanere kvinder på arbejdspladsen som fx ”generel overseksualisering af kvinder markedsført mod mænd” måske ikke helt dækker den anden vej. Men ved nærmere eftertanke kan det da godt tænkes, eftersom mange kvinder trods alt er vokset op med stærke, mandlige helte på TV, hvis det kan dække ”overseksualisering”. Jeg tænker Dirty Dancing…

Desuden er der forskel på typen af krænkelser. Særligt kvinder har oplevet vittigheder med seksuelle undertoner og nærgående kommentarer omkring udseendet – og det er den type episoder, flest kan genkende. Mænd derimod har – oftere end kvinder – oplevet uønsket seksuel opmærksomhed i form af blottelser eller seksuelt eksplicitte beskeder. Blottelser? Er det nedringet bluse med voldsom kavalergang? Eller er det stramme bukser med noget numserevne? For jeg kan da ikke tro, det ligefrem er at smide tøjet bag kopimaskinen.

Når alderen når 40, så tegner billedet sig anderledes. At dømme ud fra tallene så lader det til, at mænd mister noget sexappel med alderen. Den seksuelle chikane stopper i hvert fald lidt brat. Jeg kunne fristes til for helt egen regning at sige, at mænd +40 måske bare ikke længere oplever det som chikane, men som et kompliment. Eller en mulighed.

Sexsultne kvinder

Det er yderst tankevækkende midt i en omfattende sexisme debat, hvor mere end 2000 kvinder har underskrevet diverse breve, at mændene forbliver tavse. For det er da et meget, meget væsentligt indspark i noget, der ligner en endimensionel debat. Tallene fortæller jo en helt anden historie, end den vi har lyttet til de seneste seks uger. Kvinder er bare ligeså sexsultne på arbejdet som mændene. Det er da en form for ligestilling. Til gengæld tror jeg ikke, vi kommer til at høre meget til de krænkede mænd. Er det ikke bare for slattent og kvindagtigt og selvmedlidende og offeragtigt – som mand – at klynke over seksuelle tilnærmelser? Hvilken kvinde ville, hånden på hjertet, opleve den vildeste tiltrækning til en mand, der sidder og snøfter i hjørnet, fordi hans kvindelige chef lige kastede sine store babser op i ansigtet på ham?

Lige nu sidder alverdens chefer rundt omkring i landet og diskuterer med sig selv – og andre – hvordan de skal ændre kulturen på arbejdspladsen, så vi kan komme sexismen til livs. Med fokus på mænd som chefer, deres magtbeføjelser og udnyttelse af disse. Kvinder, der krænker mænd, befinder sig åbenbart under radaren. Måske det er fordi, det er kvinderne, der råber højest. Og fordi vi i vores kultur inderst inde trives bedst med, at kvinderne er ofre og mændene de stærke. Men det er farligt at nyordne arbejdspladser på en måde, der strider med kendsgerningerne. For det er selvbedrag. Desværre godt hjulpet på vej af alle de, der ignorerer fakta og fortsat digter videre på det narrativ, der lader til at give mest opmærksomhed og taletid.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her