Politisk hjemløs?

Politisk hjemløs er ikke noget at stræbe efter...

Den 1. maj har i mange år været arbejdernes kampdag. I år måtte vi dog undvære bajerne i Fælledparken. Jeg læste samme dag et kort indlæg af Inger, som var vokset op i et socialdemokratisk hjem, havde været til 1. maj fester hele sit liv og i hjertet brændte for fællesskab og solidaritet. Hun er en ægte socialdemokrat. Hun sluttede en levende fortælling af med, at i år undlod hun for første gang at fejre 1. maj, for hun havde mistet troen. Socialdemokratiets omfattende værdipolitiske ændringer i jagten på stemmer og magt, det omfattende hykleri, ville hun ikke bakke op om. Hun var blevet politisk hjemløs. Og det var med en stor portion vemod.

Jeg sad og nikkede anerkendende, mens jeg læste. Jeg følte enigheden helt inde i rygsøjlen. Naturligvis har hun ret. Jeg kan nemlig også mærke noget, der vel godt kunne ligne vemod. Dog ikke over Socialdemokratiets designerpolitik, det er snarere foragt, men over at det samme egentlig gør sig gældende for blå blok. Jeg kan også sagtens føle mig hjemløs, når jeg læser aviser. Og jeg er ofte fristet til at holde en pause fra dansk politik. Lade være med at tage stilling, men roligt slentre hen til stemmeboksen, når der nu er et valg. Sætte mit lille kryds, fordi jeg er opdraget til at respektere demokratiet, lunte hjem igen til sofaen uden nærmere eftertanke.

Når jeg er kravlet derned i det mørke hul, så går der normalt ikke ret lang tid, før jeg bliver enig med mig selv om, at det er jo en falliterklæring. Ikke at engagere sig i alt det, der faktisk har betydning for vores land, for min familie og for de næste generationer. For lige nu er Danmark lidt på spanden. Helt nede og vende i det, jeg håber må være den absolutte bund. Vi lever med en regering, der brager igennem med tryghedssamfund, kontrol, frihedsberøvelse, frygtscenarier, skamløst forbrug og en magtfuldkommenhed, vi aldrig har set i samme grad før.

Blå blok er ved at selvantænde

Samtidig lever vi med en blå blok, der fiser rundt på legepladsen og slås om den samme spand. Tænke, tænke, tænke og debattere hvem der skal være statsministerkandidat for blå blok. Ja, tænk bare videre – i stilhed – for hvad rager det egentlig vælgerne? Der er absolut ingen udsigt til, at det bliver en relevant diskussion i nær fremtid. Men det er sådan set ikke det værste. Det absolut værste er, at der mangler ideer. Og visioner. Der er tomt på alle hylder. De evner ikke at tale om dét, der virkelig betyder noget, og som kunne være grundlaget for en ny borgerlig retning. Nemlig frihed. Om det enkelte menneskes rettigheder. Og her mener jeg skam ikke skattepolitik, men en reel debat om omfordelingen. Om danskerne virkelig er så uansvarlige, at vi har brug for øget overvågning som tryghedsloven, kontrol, regler og restriktioner. Og på en eller anden måde har det meste af blå blok også mistet troværdig ret til at tale om coronakrisens frihedsberøvelse og om regeringens (mange) mangler under pandemien af den simple grund, at de selv har været med til at vedtage rigtig mange indgreb som epidemiloven.

Det parlamentariske grundlag har været en stopklods med regeringens villige støttepartier, men hvis vi lige spoler rullen tilbage til inden covid-19, så er det et faktum, at blå blok mistede sin indflydelse efter sidste folketingsvalg. Af samme grund som vi oplever nu. Der manglede ideer.

Bevares, Pape er da en sympatisk mand, men indtil videre ser jeg ikke andet end joviale grimasser, der endnu ikke har formået at vise noget indhold. Ikke engang verden ifølge bankdirektør Varnæs. Ellemann er helt skredet i svinget og ved tydeligvist ikke, hvordan han skal komme op at stå igen efter de mange interne og eksterne bank, han har fået. Landets to, historisk største borgerlige partier evner ikke at definere en ny dagsorden. De er håndværkere – ikke engang i topklassen – men de kan blande noget mørtel og finde en kasse mursten, men der bliver ikke ligefrem bygget et nyt hus.

Dels går det alt for langsomt, og dels mangler de en dygtig arkitekt. Sådan en af slagsen, som tør have visioner. Som tør drømme om, hvordan et færdigt hus bør se ud – frem for kun at kritisere naboens. Som tør sætte et mål, der rager langt forbi et etplans-typehus med ligusterhæk og carport.

Blå blok venter på en fejl fra regeringen, så de kan slå ned og markere sig. Men der har været tonsvis af fejl, som er passeret i forholdsvis ro og orden. Minkaflivningen, den nye epidemilov, coronapas, den forfejlede indsats på plejehjemmene, SSIs fuldstændig vindblæste udmeldinger, dobbeltstraf sager og så videre. Alligevel virker blå blok handlingslammede. Og nej, de kan nok ikke finde på noget, der kan stikke statsministerens nye deportering af flygtninge til Rwanda. Så udlændingedebatten er et overstået kapitel, der ikke kan vindes valg på fremover sådan, som danskerne ser på indvandrere.

Nationalstaten og alle de værdier, der følger med, er ved at sænke sig over os. Hvis ikke blå blok har et kvalificeret modspil til det frygtbaserede menneskesyn, så er det så stor en falliterklæring, at jeg vil være i samme situation som Socialdemokratiets Inger: Politisk hjemløs.

1 kommentar

  1. Glimrende indlæg. Er bange for jeg selv har taget skridtet fra politisk hjemløs til reel politiker lede. Årsager og begrundelser er der desværre nok af. Men vi lunter ned og stemmer. Det er både en rettighed og en pligt. Men, her må man altså lade sig nøje når man vælger og det er ikke en rar følelse.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her