Min nye heltestatus

Min nye heltestatus...Bevar mig lige vel!

Min nye heltestatus var nær undsluppet min opmærksomhed, men heldigvis fandt jeg forleden ”overskuddet” til at få læst statsministerens nytårstale. Jeg havde ellers valgt den fra, men da jeg efterfølgende så den blive rost så mange steder, vandt min nysgerrighed.

I den store samtale, som offentlig debat så fornemt bliver kaldt, er det blevet helt god tone åbent og ærligt at redegøre for de krænkelser, man er blevet udsat for. Og jeg skal bestemt ikke være en undtagelse, for jeg føler mig faktisk en smule krænket i disse dage. På den sproglige måde. Jeg mener de der sproglige armbevægelser, der bliver så store, at tyngdekraften smadrer dem i jorden, og de reduceres til ligegyldigheder. Og den oprindelige mening forsvinder i misbruget.

Det er respektløst.

På årets allerførste dag udråbte statsministeren mig til helt – det blev vi alle – og hvis jeg ovenikøbet så med live, har jeg også reddet menneskeliv. (Har jeg måske ikke det, hvis jeg ikke lige orkede?). Nej, jeg ved selvfølgelig ikke, hvem jeg har reddet. Men alle mine små handlinger (med afstand og mundbind) skulle efter sigende summe op til den store bedrift. Men jeg har vel dybest set ikke reddet flere liv, end jeg gør, når jeg undlader at køre cyklister ned, der drøner over for gult-rødt? Så fik vi reduceret ”helte” til udkogte vinterkartofler og et spørgsmål om at overholde helt igennem jordnære, let forståelige regler. Og vi lærte, du altid skal rose dig selv ved at rose andre.

Det er respektløst.  

At statsministeren gør vores tid under pandemien til en historisk begivenhed og noget, vi vil fortælle om fra generation til generation på niveauet 2. Verdenskrig, er jo et ufatteligt mislykket forsøg på at stille sig på tæer ved siden af Churchill. Han stod trods alt i spidsen for et land, der var ved at blive løbet helt over ende, og med tillid samlede han folket til kamp mod nazisterne. Det kan ikke ligefrem sidestilles med vores pandemi. Der døde seks millioner jødiske børn, kvinder og mænd. Vi taler folkedrab.

Så jeg har meget svært ved at få øje på lighederne. Jeg mener ikke, at danskerne under krigen kunne få de nyeste Gucci netstrømper bragt til døren sammen med dagligvarer, vin, øl, sprut, blomster, bleer, motionsudstyr, computere, møbler og en Weber grill til juleanden? Så fik vi udvandet 2. Verdenskrig til at handle om hjemmearbejde og lukkede restauranter. Hvis vi fortsætter med at sammenligne vores pandemi med krigstid, så mister vi vores menneskelige troværdighed.

Det er respektløst.

Covid-19 eller hungersnød?

At statsministeren mener, at 2020 også blev det år, hvor menneskers største udfordring pludselig blev den samme – på tværs af landegrænser og kontinenter – er en navlepillende anskuelse. Red Barnet samler pt. penge ind, fordi 800.000 børn hvert år mister livet til lungebetændelse, der både kan forebygges og behandles. Millioner af børn i Afrika er lige nu i alvorlig fare for at dø af underernæring, fordi udeblevne regnsæsoner giver mangel på mad. Vi kan ikke tale om, at mennesker globalt har samme udfordring. Mange vil regne vores pandemi for et luksusproblem. Så der fik vi sidestillet vores pandemi med hungersnød, undertrykkelse, tortur, misbrug og de 868 millioner mennesker, der lever med daglig sult.

Det er respektløst.

Talen er dygtig manipulation. Men det virker frastødende at sprænge alle rammer for den kontekst, som pandemien reelt kan sættes ind i. Som at bruge den spanske syge for 100 år siden som grundlag for en hyldest af vores velfærdsmodel i dag. Og at stille sig på skuldrene af 2. Verdenskrig og hele verdens problemer for at skabe en socialdemokratisk eventyrfortælling svarer til, at en gymnasieelev perspektiverer Pelle Erobreren til Barbara Cartland romantik.

Det er måske nok socialdemokratiet, der i sin tid smed velfærdsmodellen på tegnebrættet, men det er skatteyderne og erhvervslivet, der realiserer den hver eneste dag. Med eller uden pandemi.

Selvtak du.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her