Fra barn til voksen

Fra barn til voksen er ikke nemt - heller ikke for forældre. Her Johan to år.

Barndommen lever i alle voksne mennesker, selvom den kan have en helt forskelligt betydning for den enkelte. Men uanset, om man vil det eller ej, så spiller barndommen en meget væsentlig rolle for vores liv som voksne. Det drejer sig jo om ganske mange år, hvor man som barn er meget afhængig og samtidig i en udvikling, der aldrig kan sammenlignes med den, vi gennemlever som voksne. Ingen er i stand til at erindre det hele eller huske alt det, der i virkeligheden er foregået. En barndom er nemlig i ligeså høj grad også noget, vi selv skaber. Til gengæld er barndommen noget, som vi hele tiden bearbejder, og ligesom gamle soldaterhistorier kan den blive bedre og bedre eller værre og værre med årene. På den måde kan barndommen godt blive noget, vi selv konstruerer. Normalt er det sådan, at en i livet tidlig hændelse kan få indflydelse på begivenheder senere i livet. Men det modsatte kan altså også godt ske. Nemlig, at hændelser i det voksne liv kan ændre måden, man ser og vurderer sin barndom på. Det er derfor, at psykoterapi er mulig.

Tidens idealer og ideer om børneopdragelse kan sagtens ændre på opfattelsen af ens egen barndom, selvom den aldrig har været særlig problematisk. Måske blegner ens egen barndom, mens man står i en kiosk og betragter de mange strålende forside-farvefotos af små tykke, smilende og tilfredse babyer i franske designersparkedragter. Til sammenligning har man måske et småkrøllet sort-hvid billede af en hylende rødmosset baby i stribet hjemmestrik liggende hjemme i skuffen. Eller man mindes, man engang lå mutters alene og græd i sin seng, hvor det i dag er helt almindelig god skik og orden aldrig at lade et barn ligge og græde alene. Sådan kan det gå til, at man pludselig erkender, at man egentlig har været forfærdelig forsømt som barn, og at barndommen har været dybt utilfredsstillende. Måske var det virkelig sådan, måske ikke. Men barndommen er ikke nogen fast, uforanderlig størrelse – vi skaber vores egne beretninger om os selv og vores oprindelse.

Samtidig kan det være sådan, hvis man befinder sig i en svær livssituation, hvor man ikke har magt over tilværelsen, at det er fristende at lade sig forføre af dramatikken om en svær og utilfredsstillende barndom. Man kan sige, man tilbagedaterer sine problemer. For andre står barndommen som det smukkeste i menneskelivet, et forladt paradis.

Uanset, hvordan man oplever sin egen barndom, så har den selvfølgelig utrolig stor betydning. Det er i barndommen, vi udvikler os henimod voksenlivet, og det er i disse år, vores personlighed bliver skabt. Fundamentet bliver støbt, mens vi vokser op og afgør, om vi kan bygge et højhus eller må nøjes med et plan. Om det har været et rosenrødt glasbillede eller et fuldbyrdet mareridt kan være svært med sikkerhed at vide, men naturligvis kan der ligge hændelser i hukommelsen, som bekræfter det ene eller det andet.

Selvom billedet af nutidens ’curling-babyer’ godt kan virke provokerende på nogle generationer, så har det ikke nogen reel betydning for det voksne menneske, om det er vokset op i et knapsheds- eller overflodssamfund. Evnen til som voksen at indgå i et langvarigt parforhold, handler om noget langt væsentligere. Nemlig, om man er kommet følelsesmæssigt fri af sine forældre. Om løsrivelsen er blevet gennemført. Det er en svær bedrift, som er blevet beskrevet i flere århundreder af diverse forfattere. Udviklingen fra barn til ung og fra ung til voksen er konfliktfyldte temaer, der især er behandlet af mandlige forfattere. Ligesom moderbindinger er meget flittigt beskrevet og dramatiseret. Og det er selvfølgelig ikke uden grund.

Løsrivelse er blevet svær

Den svære løsrivelse har i dag en tendens til at antage så voldsomme dimensioner, at det bliver umuligt. Ingen børn, uanset køn, er i stand til at gøre sig fri af forældrene på egen hånd. Det er en umulig opgave. Forudsætningen for, at det lykkes, handler alene om forældrene og deres ’tilladelse’ til, at missionen bliver fuldført. Og mange forældre hverken kan eller vil give slip. Det er med til at skabe store problemer for de unge både i de år, hvor de kæmper og senere i livet, når de skal have et parforhold og en familie til at fungere.

Man kan lidt overfladisk sige, at når vi ikke giver slip på vores børn og lader dem komme fri af os som forældre, så tvinger vi faktisk vores børn til følelsesmæssigt at leve som os selv. Så kan man selvfølgelig synes, at det er da helt fint, for vi har det jo glimrende. Men man kunne også sige, at når forældre knytter deres børn så tæt til sig, at de ikke kan give slip, så må det være fordi børnene udfylder et tomrum eller er blevet et følelsesmæssigt omdrejningspunkt, forældrene ikke kan undvære. Det er ikke symptom på et varmt kærlighedsforhold, når børn får og indtager ærespladsen i midten.

Løsrivelse er ikke noget, der tager sin begyndelse i teenageårene, som mange tror. Løsrivelsen starter i den tidlige barndom. Når et lille barn begynder at gå, så vil hvert skridt i princippet være et skridt væk fra mor og far. Hvert udviklingsstadie i løbet af barndommen handler om frigørelse, at kunne klare sig selv og begå sig i den store verden. For hvert trin vil barnet vende sig mere og mere væk fra forældrene og mod jævnaldrende for til slut at tage det fulde skridt; at flytte hjemmefra og træde ind i voksenlivet.

Der er ingen bånd, der binder mig

Den italienske forfatter Carlo Collodi skrev i 1880 historien om Pinocchio, som vi alle kender. Om den elskelige mand, Gepetto, der får sit brændende ønske om et barn opfyldt, da ønskefeen giver trædukken liv. Efter mange forhindringer, modstand, fristelser og ulykker lykkes det for trædukken Pinocchio at blive en rigtig dreng. Uden sammenligning, hvad angår historiens morale, så er historien egentlig et godt billede på, hvordan det er at have børn. For de fleste forældre ligger der et dybt ønske om at få børn. De første år af børnenes liv kan de ingenting selv, men er afhængige af, at vi passer dem og styrer dem udenom hverdagens små farer. For hvert år der går, må vi løsne lidt flere snore og give lidt mere slip. De er jo selv er nødt til at lære at håndtere livets udfordringer. Resultatet skulle gerne være, at barnet en dag, som voksen, trasker frejdigt ud i verden. Som i den lykkelige slutning i Pinocchio uden snagende bånd der binder og hæmmer.

Faktisk kan det siges på en meget enkel måde. Børn er kun til låns. Vi kan glæde os over dem, så længe de bor sammen med os, men lige pludselig er de væk, og det er vores ansvar som forældre at få skudt dem af sted. For videre, det skal de. Og jo mere vi kæmper imod, desto mere desperate vil frigørelsesforsøgene blive.

At komme fri af bindingerne til mor og far bestemmer, om vi overhovedet bliver voksne, rent følelsesmæssigt. Eller om vi fortsat har et barns behov og adfærd, når det kommer til følelseslivet. Men det er også svært for mange forældre at give slip.

Finn har haft mange par i sin klinik med disse problemer. På et tidspunkt havde han et par, hvor børnene var ved at flytte hjemmefra, og manden følte i samme periode en uimodståelig trang til at blive skilt fra sin kone. Kvinden var ret fortørnet over, han pludselig ville skilles. Men problemet havde egentlig eksisteret mellem dem gennem mange år, det var bare først synligt i forbindelse med, at børnene flyttede fra reden. Hun havde skabt en tæt forbindelse og binding til børnene, mens de var helt små, og han havde ikke formået at bryde den, mens tid var. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op og valgte derfor at lade stå til og overlade alt vedrørende børnene til hende. Men nu, hvor der opstod plads, gik der panik i ham. Måske fordi det i virkeligheden havde passet ham meget godt, at hun holdt sig beskæftiget med børnene. Han havde godt nok ofte beklaget sig over, at de fyldte for meget, mens de var små, men det var ikke noget, han havde forsøgt at ændre på. Nu, hvor hun så endelig havde brug for ham, gik han i panik og ville også flytte hjemmefra – som han var et barn i huset.

Efter lidt tid viste det sig, at han ikke kunne undvære ’mor’, og han flyttede hjem igen. I Finns arbejde med parret blev det klart, at der var tale om, at deres følelsesmæssige relationer baserede sig på et mor-søn forhold. En dag fiskede manden efter lidt mere tid til sig selv, og mens han sagde det til Finn, kiggede han spørgende hen på sin kone. Og han grinede højlydt, da Finn spurgte ham, om han lige skulle aflæse ’mors’ ansigt for at finde ud af, om han turde spørge direkte.

Steve Martin i “Brudens far”

Som Finn mener, er det ikke ualmindeligt, at den ene generation pantsætter den næste med sine uløste konflikter, som gør det meget vanskeligt for den unge generation at stå frit. Men som det også fremgår, kan mønstre og konflikter brydes og løses. Det kræver blot, at man bliver opmærksom på dem og erkender, hvad der egentlig reelt foregår.

Men det er ikke nemt som forældre at give slip. Hvem har ikke set filmen ”Brudens far” med Steve Martin? Om faren der ser sin yndige datter med rottehaler på 10 år foran sig, da hun bekendtgør, hun skal giftes. Om den følelse, at selvom ens datter faktisk er godt oppe i 20erne, så ser forældrene hende stadig som en lille pige. Derfor er Steve Martin i filmen nødt til at kæmpe imod svigersønnen og brylluppet. Det er et sjovt og ret sandfærdigt billede af forholdet mellem forældre og børn. Og specielt hvor svært det er som forældre at se sine børn blive voksne og give slip på dem. Det er et følelsesmæssigt kaos, som er så nemt at forstå.

Hvad er mere vidunderligt end en lille unge der kommer usikkert, susende gennem stuen for hvinende at kaste sig i ens arme og folde de buttede arme om ens nakke? Det er nærhed. Og det er en ubetinget kærlighed, som vi kun kan få fra vores små børn. Og det er i hvert fald ikke det samme som at sidde overfor en teenagesøn, der pludselig skal bruge kondomer. Det er næsten det modsatte; et meget konkret billede på, at både nærheden og kærligheden er ved at finde plads andre steder. Det er naturligt og følger den orden, der skaber de nye generationer.

Blandt dyr hersker naturens mekanismer. Fugleungen bliver skubbet ud af reden, og så er det et spørgsmål om liv eller død, at ungen får foldet vingerne ud, inden den rammer jorden. Blandt pattedyr er det kønsdriften, der bestemmer, hvornår de skal klare sig selv. Når de selv er i stand til at få unger, må de videre og klare sig alene.

Nu er vi jo ikke dyr. Vi lever heller ikke i stenalderen, hvor de unge blev gift, når de var kønsmodne. Meget er heldigvis sket siden. Men naturens orden spiller alligevel en rolle. Det at få børn handler dybest set om at sørge for, at de en dag kan klare sig selv. Som forældre er det vores fornemste opgave at forberede dem på dette. Løsrivelsen tager for alvor fat i teenageårene, fordi det er i denne tid, at kønsdriften sætter ind. Det er kærligheden til en jævnaldrende, forelskelsen og det erotiske begær, der for alvor fjerner barnet fra forældrene. Og det er nok noget, der er værd at huske, når vi ser teenage-børnene drage afsted med øl i tasken, for det er jo det, de skal. Ud og erobre verden – og det modsatte køn!

Kilde: Psykolog Finn Korsaa

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her