Flade sko og feminist vrøvl

Jeg kan lide alle slags høje hæle... Her i min yndlingskjole fra By Malene Birger

Flade sko og feminist vrøvl kommer fra den slags mennesker, der har tillagt sig en vane med at rende rundt offentligt og belære os andre om god skik og tone. Samtidig med, de propper alle mennesker ind i en firkantet kasse, og hvis ikke lige alle kan være der, så bliver der bare presset og presset, indtil den sidste arm er kommet ind under låget. Identitetspolitik har desværre rigtig meget af den slags.

Jeg læste for nylig journalist på Berlingske Birgitte Erhardtsens kommentar til den nye ”RoccamoreRebels” kampagne med bl.a. erhvervskvinden Mia Wagner (Løvens Hule). Kort fortalt handler kampagnen faktisk bare om, at det er godt gået at være karrierekvinde så længe, man ikke glemmer sin kvindelighed – som kan klares med Roccamore stiletter. Super.

Erhardtsen slutter sin kommentar sådan her: Hvorfor har stærke, kloge og succesfulde kvinder, der er klogere og dygtigere end mange middelmådige mænd, brug for at påføre sig selv et så udpræget fysisk handikap, når det gælder deres rolle på arbejdsmarkedet?

(Her mener hun stiletter).

Holdningen er ikke ny fra Erhardtsen. Generelt mener hun, at bestemte typer tøj- og skostil bidrager negativt til kvinders position i erhvervslivet. Heriblandt stiletter. Ligesom hun har langet ud efter Michele Obama, fordi hun på forsiden af sin bog havde en bar skulder (uden BH-strop). UHA.

Jeg vil hermed gerne takke pænt nej til at hoppe op på feminist vognladet. For det er jo nok der, Erhardtsen har stillet sig op for at vifte med hendes hjemmelavede fane. Selvom jeg godt ved, min generation skal være taknemmelige for, at kvinder rendte rundt med bare bryster og grimt tøj i 70erne og kæmpede for ligeløn og en plads på arbejdsmarkedet. Men nogle gange er det svært at være taknemmelig for noget med tilbagevirkende kraft.

Jeg kan simpelthen slet ikke fatte, hvordan stiletter eller ikke stiletter kan have betydning for, om man som kvinde kan gøre karriere? Faktisk ser jeg den indstilling som både gammeldags og diskriminerende. For dét Erhardtsen egentlig siger, er, at hvis du er kvindelig i dit valg af tøj og sko på arbejdspladsen, så er du bagud i forhold til mændene og forringer i princippet dine muligheder for karriere. Betyder det så, at kvinder skal halse rundt efter mændene og forsøge at ligne dem? Det er det modsatte af ligestilling. Og det er jo sådan, det efterhånden er blevet med identitetspolitik. Der bliver gravet og gravet og gravet og til sidst falder man selv i hullet.

Hvorfor skal vi efterabe mænd, når kvinder da er ret great, som de er?

Som kvinde vil jeg ikke presses ind i den boks, Erhardtsen er i fuld gang med at etablere. Jeg vil derimod have friheden til selv at bestemme og definere, hvem jeg er. Og det er i det her tilfælde ikke fodformede andesko til et forretningsmøde. Min karriere bliver hverken bedre eller dårligere af det valg – og det vil jeg sandelig da heller ikke håbe, for så har jeg da absolut ingen faglige evner.

Da jeg var på reklamebureau gik jeg altid i høje hæle. Okay, fra parkeringshuset hen til bureauet susede jeg afsted i sneakers. Og her kommer en lille detalje. Dengang for 15-20 år siden var jeg ret ung og er (stadig) ikke særlig høj. Så jeg tumlede ikke rundt på stiletter for at dyrke min kvindelighed og signalere fed sex til mine chefer eller kunder – eller fordi, det blev forventet af mig – men det er uhyre vanskeligt at gøre karriere, hvis kunderne tror, du er en gymnasieelev med sommerferiejob!

Det er netop den slags gyldne detaljer, der forsvinder i identitetspolitikken. Ligesom jeg synes, jeg gerne vil sige noget til de gode, gammeldags feminister. Tak, fordi I tog kampen for de der 40-50 år siden. Men I bliver nødt til at forny jer og forstå, at kvinder i dag ikke ser verden som dengang. Ellers bliver jeres publikum reduceret til at være jeres egne jævnaldrende, hvis gennemslagskraft med årene bliver mindre og mindre. Ja undskyld, men det er jo sandt.

Så jeg vil slutte af med det kendte citat: ”The higher the heels, the closer to God”. Ingen ved, hvem der egentlig har skrevet det, men det er på en eller anden fin måde blevet et symbol på moderne kvinder og en opfordring til, at kvinder selv ejer deres femininitet, som de bl.a. kan udtrykke gennem deres valg af sko.

Ja tak siger jeg bare!!!

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her