Fire læger vil have corona restriktioner ophævet øjeblikkeligt

Fire læger samler underskrifter ind - med min store opbakning!

Fire læger vil have corona restriktioner og indgreb ophævet øjeblikkeligt, fordi de har ført til en sygeliggørelse af raske mennesker og har skabt angst og splittelse i befolkningen. Det er et opsigtsvækkende synspunkt i disse tider, hvor regeringen flirter med udgangsforbud og fortsat kun er leveringsdygtige i halve eller hele sandheder.

Uanset, om man er enig eller uenig med de fire lægers erklæring, skriver jeg indlægget for at gøre det helt klart, at de fortjener respekt for tiltaget og for modet til at stille op mod et stort antal almindelige mennesker og sundhedsfaglige eksperter, der allerede nu fnyser deres uenighed ud i medierne. Så tak for et fremragende initiativ!

Personligt har jeg siden foråret været voldsomt træt af at blive udsat for mor-Mette, som statsministeren bliver kaldt, når jeg faktisk er 47 år. Jeg har brug for en reel debat om vores måde at håndtere pandemien på, jeg har brug for et langt mere oplyst grundlag, og så har jeg brug for, vi kigger meget mere på konsekvenserne af de mange indgreb. Menneskeligt, økonomisk og praktisk.

”Erklæringen fra sundhedsfagligt personale vedrørende Covid-19” er forfattet af fire læger og er en online underskriftsindsamling, der i skrivende stund har rundet de 25.000 underskrifter – heriblandt adskillige fra sundhedsvæsenet. Jeg vil naturligvis opfordre alle, der er enige, til at skrive under. Vi har brug for en stemme i debatten overfor regering og myndigheder med nok vægt til, at den ikke kan ignoreres. Og dette er netop et kvalificeret og fagligt begrundet modtræk til regeringen og sundhedsmyndighedernes måde at håndtere corona på. En både forfriskende, meget menneskelig og helt igennem demokratisk måde at anskue coronavirus på.

De har sammen forfattet en erklæring, der baserer sig på syv punkter. Kort sagt, så mener de, at alvoren i det aktuelle corona udbrud ikke står mål med konsekvenserne af indgrebene, som gør mere skade end gavn for enkeltpersoner, for sundhedsvæsenet og for samfundet som helhed. Og derfor mener de, at restriktioner og indgreb bør ophæves øjeblikkeligt. Ligesom de tager afstand fra tvangsaspekterne i hasteloven og fra udkastet til den nye epidemilov. Mennesker skal have retten til at leve og dø, som vi hver især må ønske det.

Personligt har jeg altid ment, at hvis man har en mening og måske endda brænder for den, så er det ens ansvar at finde en måde at blive hørt på. Eller en måde at tilkendegive sin mening på. Jeg har skrevet om corona, restriktioner og regler mange gange her på bloggen og udtrykt min mistillid uden omsvøb, men det ændrer ikke rigtig noget. Med den her underskriftsindsamling har jeg fundet en ny og forhåbentlig mere effektiv måde. Derfor har jeg skrevet under.  

Proportionerne er skredet til drømmeland

Dødeligheden for Covid-19 er lav i forhold til, hvad der normalt bliver anset for håndterbart og acceptabelt i en helt almindelig influenzaepidemi. Gennemsnitsalderen for døde med Covid-19 er 82 år og dermed et år højere end den gennemsnitlige levealder i befolkningen. Restriktioner og indgreb rundt omkring i hele Europa har til forveksling lignet hinanden, men med mere eller mindre samme resultat – en 2. bølge. Smittetallene er høje i øjeblikket, men vi har fortsat kun meget få indlagte, hvilket betyder, vi absolut ingen kapacitetsproblemer har på hospitalerne. Hvad arbejder vi så hen imod?

Jeg hører ofte det argument for indgreb og restriktioner, at vi har et ansvar for at beskytte de svageste i samfundet. Ingen kan være uenige. Men for det første kan et meget lille mindretal ikke styre flertallet så stramt og i så lang tid, og for andet (mindst ligeså vigtigt) er vi i gang med at skabe endnu flere grupper af svage, som helt naturligt vil vise sig i slipstrømmen på et samfund på stand by. Proportionerne er skredet til drømmeland. Gamle på plejehjemmene må få besøg af én pårørende i sin egen bolig – øvrige skal ses uden for i et telt… Øh om vinteren?

I foråret blev plejehjemsbeboere på ulovlig vis forhindret i at forlade deres egen bolig. Er det rimelige vilkår, er det i orden at fratage fx plejehjembeboere retten til selv at bestemme, hvad der foregår i deres egen bolig? Der er så mange eksempler på indgreb og restriktioner, der kun bliver accepteret pga. myndighedernes syn på en pandemi, og hvordan den skal håndteres. Og det syn er baseret på en stor pærevælling af mavefornemmelser, politiske holdninger, erfaringer og et meget spinkelt sundhedsfagligt grundlag. Det er ikke godt nok, når konsekvenserne er så omfattende.

Jeg følger naturligvis de regler, der nu engang er. Men jeg nægter at følge myndighedernes anbefalinger. I øjeblikket om max ti mennesker i private hjem og social kontakt til max ti mennesker. Altså en social boble. Den begrænsning i mit sociale liv vil jeg ikke acceptere. Så enkelt er det. I øvrigt har jeg selv prøvet at have så godt som intet immunforsvar i influenzasæsonen og med en klar anbefaling om at undgå at få det, da jeg kunne blive alvorligt syg og formentlig indlagt. Jeg klarede det ved at købe ind med afstand samt have handsker på, undgå at være sammen med folk med symptomer og så holde mine hænder meget rene. Og det virkede!!!

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her