Filantropi i reklamefilm?

Vesterbro
Filantropi i reklamefilm er uskønt

Filantropi i reklamefilm er efter min mening en uskøn pardannelse. Det er to størrelser, som bør leve hvert deres liv med hver deres styrker og finesser. Filantropi er i al sin enkelhed et begreb, vi alle bør bøje os i støvet for og noget, som jeg har tænkt lidt over inspireret af Novo Nordisk Fonden, der har vist os alle sammen, hvordan det udfolder sig allerbedst. Når en dansk erhvervsperle og kapitaltung fond udviser gigantisk vi-betaler-250-millioner-tilbage-til-samfundet engagement. Men over for denne ægte filantrop står en anden og langt mindre vellykket af slagsen, som jeg også kom til at tænke på. Modsætninger har det jo med at mødes.

Jeg tænker på TrygFonden, der i samarbejde med Tryg og TryghedsGruppen i årevis har kørt fælles reklamekampagner for initiativer, TrygFonden har finansieret. TryghedsGruppen er hovedejer af Tryg (forsikringsselskabet) og står bag Trygfonden. Ifølge Tryg er filmene blevet til, fordi Trygs forsikringskunder ikke ved, at de via TrygFonden er med til at redde liv hver eneste dag. Og det skal de vide! I hvert fald følelsesmæssigt, for kroner og ører bliver ikke nævnt. Det ligner faktisk bare en skattebegunstiget fond, der betaler for indholdet i et børsnoteret selskabs markedsføring.

Informationen til Trygs kunder udmønter sig i en række forskellige reklamefilm, der hamrer på hele det følelsesregister, et menneske indeholder. Det er sande, gribende historier med virkelige mennesker (Tryg kunder), der redder liv. Et-årige Nele fik hjertestop og reddede kun livet takket være en person fra den lokale sportshal, der kom til med en hjertestarter. En snøftende, grædende far får historien genfortalt i prime time tv. Og så er der Tryg kunderne, der mødes ved en redningskrans i Århus og kan højtlæse breve fra deres kære under overskriften ”Hvad ville du blive savnet for?” og historien om, at de med den pågældende redningskrans har reddet en mand fra at drukne. Altså en mand med familie ligesom dem.

Hulk snøft. Sådan har det sikkert lydt i mange sofaer, for filmene brugte de sande, forfærdelige historier. Sindsoprivende. Hårrejsende. Og det er netop problemet. At dramatisere livet og døden så bogstaveligt, smide det ud på tv-skærme for at vi alle kan mærke knuden i maven, angsten for at miste og frygten for om også vi bliver husket. At vende vrangen ud på livet og udstille menneskers angst og frygt virker kynisk. Når det altså bare handler om at producere en reklamefilm, der skal fortælle Trygs forsikringskunder, at de redder liv.

En devaluering af den gode gerning

Lad os nu sige, det faktisk alene var formålet – at orientere kunderne – og man samtidig havde en omkostningsbevidst strategi for, hvad disse, livsreddende penge går til, så er der langt, langt billigere metoder. Jeg tænker et brev til kunderne via e-boks sammen med den årlige police. Quick fix. Vi må nemlig antage, at hver krone reklamebureauet, mediebureauet og tv-kanalerne har fået kunne have sendt endnu flere end de fx 7000 redningskranse ud i landet.

Filmene var meget populære og har vundet adskillige reklamepriser. Så måske jeg får lov at stå alene med mit synspunkt, men i min verden er det en alvorlig devaluering af den gode gerning. Fordi den gode gerning så åbenlyst bliver brugt til at markedsføre Tryg. Når du er Tryg kunde, er du et godt menneske. Hey, kan jeg så også blive et godt menneske, hvis jeg bestiller min police i morgen? Kan jeg overhovedet som menneske, der også gerne vil redde liv, være kunde i et andet selskab? Når efterårsstormene får Tryg til at hæve præmierne er det så i virkeligheden, fordi de skal bruge flere penge til at redde liv? Jeg gad i hvert fald godt vide, hvor mange penge kunderne reelt giver? Er det tre kroner om året pr. kunde? Det melder historien ikke noget om.

Jeg er stor tilhænger af filantropi. Ligesom jeg synes, at hjertestartere og redningskranse er en fin måde at bidrage på. Prisværdigt. Virkelig. Men jeg får en gidsel-grim bismag i munden, når jeg ser det forklaret i en reklamefilm under påskud af at være kundeinformation.  

Så nu kan vi måske læne os tilbage i sofaen og vente på, hvornår Novo Nordisk ruller hen over skærmen sammen med Novo Nordisk Fonden for at forklare diabetes patienterne, at de har været med til at få Danmark gennem corona krisen og sikre den hårdt tiltrængte testkapacitet, som det offentlige ikke kunne finde ud af at fremskaffe alene. Det tror jeg faktisk ikke, de kunne finde på derude i Bagsværd. For det er mit indtryk, at de tager f-ordet meget alvorligt. Og fra hjertet tak for det!

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her