Ferieracisme

Ferieracisme i Danmark er heldigvis ikke et udbredt fænomen

Ferieracisme er faktisk ikke et ord, der findes i ordbogen. Racisme gør naturligvis og ifølge Den Danske Ordbog defineres det som ”diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.”. Altså en smule åbent for fortolkning. Ferie er en periode, hvor man holder fri fra arbejde eller skole.

Når de to ord sættes sammen som her, har vi et nyt fænomen, som handler om fjendtlige holdninger i en periode, hvor der holdes fri fra arbejde. Jeg håber, vi ikke kommer til at skulle optage ordet i ordbogen næste år. Men du kan her læse, hvad det i praksis egentlig betyder. For ingen danske medier har endnu ulejliget sig.

En ung jyde på 28 år rejste fornylig til Grækenland. Han hedder Ahmad Walid Rashidi, så navnet fortæller, at han er ikke nogen helt almindelig etnisk jyde, men faktisk flygtning fra Afghanistan og har boet 20 år i Europa.

Midt i Athen var han en aften på bar sammen med to venner, som er græske flygtninge – og som på 4. år afventer behandling af deres asylansøgning. Da de forlader baren midt inde i byen, bliver de alle tre overfaldet af 7-10 hvide grækere, som råbte diverse racistiske slagord. Og her var ikke tale om lidt puffen og skubben, men om alvorlig vold. Vores danske ven Ahmad brækkede næsen og noget af temporal knoglen og blev syet i panden. De to venner fik begge brækket deres kæber og måtte efterfølgende opereres.

Ahmad Walid Rashidi

Under det efterfølgende hospitalsbesøg blev oplevelsen i Athen ikke meget bedre. Her mødte Ahmad adskillige flygtninge og immigranter, der var blevet udsat for racistiske overfald. En iransk flygtning var indlagt efter fem grækere havde forsøgt at skære hans håndled af. Og så havde den græske læge kun racistiske skældsord tilovers. Hertil kom et græsk politi, som nægtede at tro på, at Ahmad var dansker på trods af et rødbedefarvet pas. Ligesom politiet nægtede at notere vidner eller endnu bedre anholde gerningsmændene, som Ahmad uden problemer kunne identificere.

Det er ferieracisme. Og langt fra azurblåt hav, hvide strande, tzaziki og solmodne tomater med frisk feta.

Voldelige angreb mod flygtninge af højreekstremistiske grækere er desværre ikke noget nyt. Sidste år blev en afroamerikansk studerende i Athen banket ihjel af seks grækere. Og mange oplever volden i gaderne. Politiet kan ikke stille meget op eller retter bevidst blikket i en anden retning. Asylansøgere mangler både papirer og en stat til at beskytte sig, og det gør dem åbenbart til nemme byttedyr i de græske gader. Det er mennesker uden rettigheder.

Ahmad er selv født med kebab og krudt og mistede både sin far og bror under krigen i Afghanistan og har selv mistet et ben til militante muslimer – og nu har han mistet noget af hørelsen til militante højreekstremister. Et mistet ben, en brækket næse og nedsat hørelse kan Ahmad godt forene sig med. Men han ønsker retfærdighed for sig selv, sine to venner og alle de andre på hospitalet der har været gennem ekstremisternes voldsmaskine.

”Jeg har anskaffet mig en advokat, og vi har allerede fundet voldsmændene, der desværre har forbindelser til Gyldent Daggry. Lige nu venter vi på, at papirerne bliver samlet og retssagen kan indledes. Mest af alt drømmer jeg om en fredelig demonstration og et øget fokus på problemerne og højredrejningen i Grækenland, som er langt værre end de fleste kan forestille sig”, siger Ahmad.

I går rejste han til Athen for at kræve retfærdighed og mødes med de militante ekstremister.

Den danske virkelighed

Det er en trist historie. Jeg har stor respekt for Ahmad og hans kamp for retfærdighed. Jeg synes, at fortællingen med al tydelighed peger på et voksende problem, der også rækker udover de græske grænser. For racisme begrænser sig ikke til hverken Grækenland eller sorte afroamerikanere. Drabet på George Floyd har sat gang i racismedebatten mange steder – også herhjemme, hvor vi jo fx har ændret navnet på en is! Men inden vi moralsk fordømmer det amerikanske samfund alt for meget, bør vi også kigge lidt i egen baghave og måske overveje, om vi skulle springe ned fra den høje hest.

I 2017 registrerede Rigspolitiet 223 racistisk motiverede hadforbrydelser herhjemme, og ifølge politiet er mørketallet formentlig stort, eftersom mange af forbrydelserne ikke bliver anmeldt. Der bliver givet dobbeltstraf for kriminalitet begået i de såkaldte, udsatte boligområder hvor der er en klar overrepræsentation af brune og sorte. (Her kunne man så til sammenligning forestille sig reaktionen i USA, hvis Trump indførte det samme i latinokvarterne). Ifølge Danmarks Statistik er der 86-88 % højere risiko for at blive anholdt – uden efterfølgende at blive dømt – hvis man er indvandrer eller efterkommer af indvandrer med ikkevestlig baggrund.

Samtidig har vi en fastgroet, officiel skelnen mellem at være dansker og ikkevestlig indvandrer som fx 2. generations indvandrer. Selvom de er danske statsborgere og har boet her hele livet, sidder titlen stadig fast. I praksis kan du altså kun kalde dig dansker, hvis dine forfædre er fra vestlige lande. Jeg kalder mig selv dansker, men hvis jeg skulle følge denne, sproglige logik så er det faktisk ikke min ret. Min søn er så 2. generations-adopteret-indvandrer.

Mens vi har travlt med at fordømme det amerikanske samfund og drabet på George Floyd, er vi nødt til at hakke bremserne i og forholde os til, at racisme ikke er et fænomen, der kan isoleres til den anden side af Atlanten. Den findes skam lige foran os. Og hvis vi kigger på bare nogle få af tallene, er vi faktisk i gang med at skabe et falsk narrativ til at understøtte forestillingen om danske stokroser og rummelighed langt fra politivold og racisme.

Virkeligheden ser altså anderledes ud.

Kilde: Ahmad Walid Rashidis historie er baseret på hans egen beretning og med hans godkendelse.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her