Er døden så slem?

Jeg tror faktisk ikke, at døden er så slem, som corona vil gøre den til. Jeg læste i dag i Berlinske et virkelig godt interview med Hella Joof, som jeg altid har set som en kreativ og frit tænkende sjæl. Og jeg blev ikke skuffet. Med overskriften “Jeg vil ikke være med til, at alle dødsfald er en tragedie” fortæller hun med sin sædvanlige humor og lidt skæve indfald om, hun hellere vil bo i en iglo end at bo i et samfund, hvor nogen fortæller hende, hvordan hun skal leve. Hun er nemlig frihedsfundamentalist. Jeg er så enig. Bortset fra, jeg nok ville finde på noget andet end en iglo ;). Men helt ærligt…

Jeg synes, vi bliver nødt til at tale om døden. Og hvad vi er villige til at acceptere af dødsfald i vores land, når vi taler sygdom. Her mener jeg en åben debat, hvor myndighederne offentliggør de tal og modeller, de regner efter hele tiden – i hvert fald, når det ikke lige handler om corona. Ansvaret ligger hos Finansministeriet, og her er faktisk pris på et liv – hvor meget, vil vi betale samlet set. Det indbefatter naturligvis det hele; Medicin, hospital, læger og anden behandling og pleje. I forbindelse med corona har vi ikke haft det regnestykke ude i debatten. Men det er nødvendigt for fremtiden, at vi taler om det. Også selvom emnet er ret så dødtrist.

Det er lidt som om, at vi har besluttet, at døden skal undgås for enhver pris, selvom døden er et livsvilkår. I fattige lande dør mange mennesker af sult. I rige lande er det næsten det modsatte, der tager liv. Døden er bare blevet deleted fra vores fælles bevidsthed, og når vi møder den, bliver vi skræmte og nægter at tale åbent om den. Fair nok, det er heller ikke særlig festligt. Men døden er jo ikke tragisk i sig selv. Det er tragisk, når børn og unge mennesker dør. Det er noget mindre tragisk, når mennesker i min alder dør, og så udjævnes det tragiske altså, som årene går derop af. Det er jo ikke det samme som, at det ikke er sorgfuldt, når vi mister.

I coronatid er det forbudt at dø (af det)

Corona har bragt noget nyt med sig, hvad angår vores syn på døden. For tidligere, som bare er få måneder siden, var det ærlig talt ikke noget, vi var særlig optagede af. Altså det der med at redde liv. Folk røg, drak, tog stoffer for sjov, kørte på motorveje, var overvægtige, havde diabetes 2, rejste verden rundt, dyrkede ekstrem sport og fik indimellem klemt et besøg ind på plejehjemmene, hvor de gamle sad og røvkedede sig. Og lugtede lidt mærkeligt, fordi de ikke kom i bad hver dag… Få måneder senere står vi her og kan ikke forholde os til de liv, coronavirus vil tage, som i langt de fleste tilfælde er gamle mennesker og ofte endda med underliggende sygdomme.

Jeg er ikke #boomerremover på nogen måde, men jeg synes, at proportionerne er helt blæst væk. For tilbage sidder en anden, noget større gruppe mennesker, også gamle, som er ensomme, fordi social isolation er forfærdelig. Unge, hvis liv er gået helt i stå. Børn, der er i klemme, fordi de bor med elendige forældre. Kvinder, der bliver udsat for vold. Mennesker, hvis operationer er udsat på ubestemt tid, mens de halter rundt på krykker og kan ingenting. Her taler vi livskvalitet, som i den her sammenhæng bør være ligeså vigtig som at redde liv. De liv, vi redder med den model, vi har valgt i DK, hvad koster den på den anden side? Og her mener jeg ikke i kroner og ører (det tal er alt for uoverskueligt).

Jeg tror såmænd ikke, det er usandsynligt, det tager et helt menneskeliv at vænne sig til tanken om at skulle dø en dag. Men jeg tror faktisk, det er en vigtig del af tilværelsen at forholde sig til det. Og ikke mindst acceptere det faktum, at mennesker tæt på os, der er ældre, formentlig kommer til at dø før os selv. Det er ikke tragisk. Det er livets cyklus.

Jeg har kun prøvet det en meget, meget kort periode. Altså at tro, jeg skulle dø. Jeg kan godt sige ærligt, det drejede sig om måske en uges tid. Så jeg er ret beset ikke ekspert. Jeg var heller ikke helt sikker, men jeg havde en grum mistanke om, at det var det, der stod for døren. Det var lige ved at blive min tur. Shit, det var slemt. Jeg kunne næsten ikke sove. Men her kommer det overraskende – for mig selv i hvert fald. Det var ikke noget med, at jeg frygtede det sorte hul, at blive ædt af tissemyrer eller fortæret af mulden. Eller hvad der ventede mig på den anden side. Jeg er optimistisk, så jeg var overbevist om, der ventede noget fint. Af en eller anden slags. Næh, det var mine efterladte, der bekymrede mig. Inklusiv min hund. Det var sorgen hos mine nærmeste, der gjorde ondt helt ind til rygsøjlen. Især min søn. Men også min mand og mine forældre. Som i hvordan fanden skal de klare sig uden mig? Det er måske i virkeligheden byrden ved at være selvoptaget… ;). Det var selvfølgelig også tanken om alle de store, vigtige ting jeg ville gå glip af. Jeg kan huske, at jeg en dag sad ude på badeværelset og græd over, jeg måske aldrig ville møde mine børnebørn. Så lidt dødsangst havde jeg, men bare på en helt anden måde, end jeg ville have forventet. Jeg har haft et fantastisk liv, så selvom det ville være noget tidligt at sige farvel, så er det jo som 47 årig ikke nogen fuldstændig vanvittig dårlig deal. Og når man står der på kanten og kan se ned i afgrunden, så tror jeg, det er almindeligt, man tænker meget mere på sine nærmeste end sig selv.

Min pointe er, at ingen af os ved reelt, hvad det betyder for os og vores tanker den dag, vi skal herfra. Jeg tror ikke, døden er så slem, som vi er ved at gøre den til. Den er bare ikke længere en naturlig del af livet og derfor en slags påtrængende fremmed. Døden er en uransagelig størrelse. Ingen fatter den rigtig, men mange frygter den. Jeg har ofte læst og set på film, hvordan gamle mennesker ofrer sig for de unge liv. Brandmanden, der heroisk ofrer sit liv for at redde andre liv. Forældre, der beskytter deres børn med deres eget liv. Og det er jo også sådan, det skal være. Jeg vil da til hver en tid give pladsen til min søn, hvis det skulle komme så langt ud. Det samme ville mine forældre gøre, og sådan fortsætter det. Fordi vi kender jo allesammen godt rækkefølgen, den rigtige rækkefølge. Og det er kun, når den bliver brudt, at vi kan tale om, at noget tragisk er sket.

Derfor er døden vigtig at tale om. Alle dødsfald har et perspektiv, som vi er nødt til at forholde os til. Og det hverken må eller skal coronaen altså ændre på.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her