Drengerøvens modus

Mange mænd har oplevet i et parforhold, at de begyndte at opføre sig og fungere på en måde, som de ikke helt forstod. Eller der dukkede problemer op, som han havde svært ved at løse og forstå. Ligesom mange mænd i dag på en ene side ønsker et tæt forhold til en kvinde og sammen skabe en familie, og på anden side har visse betænkeligheder ved udsigten til en noget begrænset ’frihed’ ved en sådan forpligtelse. En karakteristisk indstilling hos mange moderne mænd – og først og fremmest hos drengerøven. Men det handler også om, at når man indgår i et parforhold og dermed får et andet menneske meget tæt ind på livet, kan fortiden og spøgelserne blive vækket. Altså forestillingerne om, hvordan en mand fungerer i et parforhold – minderne fra barndommen om farens forhold til moren.

Mange mænd finder på alverdens krumspring for at løse problemerne. Enten ved at underlægge sig kvindens ønsker, eller måske gør han sig umage med at gøre hende tilpas samtidig med, at han trodser hende fx gennem utroskab. Der er også mænd, der ved at flirte med andre, mens deres kæreste eller kone er til stede, ubevidst får fortalt, at de godt kunne finde på at flytte hjemmefra. Det har karakter af et oprør, som naturligvis virker malplaceret  mellem to voksne mennesker i et parforhold. Mange mænd i en følelsesmæssig klemme føler også, at de gør sig meget store anstrengelser, men føler samtidig, at det ikke er godt nok, uanset hvad de gør.

Enhver mand får sin grundlæggende lærdom om relationen til en kvinde ved at opleve sig selv i relationen til sin mor, og efterhånden som han bliver ældre ved at erfare, hvordan hans far fungerer i forholdet til hans mor. Det er det psykologiske fundament, den fortid, vi bærer rundt på, og som vi bringer med os ind i et parforhold. Mange mænd har følelsesmæssigt ikke frigjort sig fra deres barndom, og det betyder, at de ubevidst genskaber erfaringerne fra barndommen.

Hvis du nu sidder og undrer dig over, hvor jeg får alt dette fra så læs her.

Da Hans kom fri

Der er absolut intet nyt i, at kvinden styrer på hjemmefronten. Der er heller intet nyt i, at kvinder ofte har monopoliseret relationen til børnene. Det har været et helt almindeligt familiemønster gennem århundreder; manden spiller en perifer rolle rent følelsesmæssigt i familien, mens kvinden sidder tungt på børnene. Det betyder i al sin enkelhed, at mange mænd er vokset op med en stærk mor, der bestemte i hjemmet og en fraværende far – følelsesmæssigt. Det giver meget tætte bindinger mellem mor og børn, som kan være svære og næsten umulige at bryde. Og det er netop farens rolle og absolut vigtigste opgave – at frustrere og kappe bindingen mellem mor og børn. For børnene kan ikke selv, det er alt, alt for stor en opgave.

Relationen mellem forældrene spiller en meget stor rolle for en drengs maskuline forbilleder. Hvis mor bestemmer, vil hun og moderskabet blive forbillede.

Det kan bedst illustreres med et eksempel fra Freuds tid. Psykoanalytikeren Sigmund Freud blev af en god ven bedt om hjælp. Hans søn, Hans, havde af en eller anden grund udviklet en hestefobi. Han havde set en hest styrte om på gaden og havde lige siden været meget bange for heste, hvilket på det tidspunkt var et temmelig stort problem, fordi heste var stort set overalt. Faren lavede en aftale med Freud om, at han skulle tale med sønnen og så instruere faren nøje i, hvad han skulle gøre, så de kunne afhjælpe problemet. Freud fandt ud af, at drengens angst, der var udløst af hestens styrt, viste sig at udtrykke et ubevidst ønske om, at faren skulle falde død om.

Hans kunne selvfølgelig ikke forstå, at der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem hestens fald og et ønske om farens død. Drengen siger på et tidspunkt til sin far: ”Hvorfor siger professor Freud, at jeg er glad for mor og vred på dig, når jeg også er glad for dig?”. Spørgsmålet bundede formentlig i, at faren udviste ny og større interesse for drengen end hidtil. Men samtalerne viste tydeligt, at Hans både hadede og elskede sin mor. Han var både bange for hende og ønskede også at bestemmer over hende, hvis han på nogen måde kunne slippe afsted med det. De modstridende følelser var selvfølgelig forvirrende for Hans.

Faren fulgte tillidsfuldt alle Freuds anvisninger og instruktioner. Han skulle være mere nærværende, men også mere bestemt i forhold til drengen. Freuds mål var, at faren skulle hjælpe Hans ud af konflikten med moren, fordi drengen umuligt kunne løse den alene – hestefobien var blot et udtryk for, at konflikten var gået i hårdknude. Men pointen var også at flytte konflikten over på faren, så det ikke længere var moren, men derimod faren, der stod i vejen for hans ønsker – ligesom interessen blev vendt mod faren. Freud fik skabt en situation i familien, hvor drengen blev tvunget til at erkende, at det er far og mor, som hører sammen – og ikke Hans og mor. Det gav Hans mulighed for at skabe alternativer til sit ønske om at besidde og bestemme over sin mor. Den naturlige afvisning gjorde det muligt for drengen følelsesmæssigt at forstå, hvilken vej der var mulig for ham – vejen ud af familien, som han før eller siden skulle gå alene og her finde jævnaldrende at knytte sig til.

Selvom dette eksempel udfoldede sig for 100 år siden, har det samme relevans i dag, eftersom udfordringerne er mere eller mindre ens. Det er farens vigtigste rolle og opgave i familien at hjælpe en dreng til at komme naturligt fri af bindingerne til sin mor – det er umuligt at gøre alene. Det kræver, at drengen tydeligt oplever et kærlighedsforhold mellem forældrene. Det kan egentlig udtrykkes ret simpelt, hvis en dreng oplever, at det er far, som ’har’ mor, så vil han naturligt opgive sit forehavende om at ville bestemme og styre sin mor, og finde nye alternativer – han kan jo se og mærke, at pladsen er optaget. Eller med andre ord, et barn skal føle sig tilovers, som det 3. hjul, hvilket i udgangspunktet vil frustrere, men som også vil sætte barnet fri til at gå sine egne veje og i stedet knytte sig til sine jævnaldrende.

Ligesom han vil identificere sig med sin far – det faren gør viser jo med al tydelighed at være en succes (han ’har’ mor). Det er derfor, at det er problematisk, når en mand og far underlægger sig kvinden eller blot er fraværende, for så er der så at sige ingen hjælp at hente for drengen, og han vil få meget svært ved følelsesmæssigt at komme fri af sin mor. Og det er i netop disse dønninger, at drengerøven opstår, for han vil gifte sig med en kvinde og helt ubevidst gentage sin fars mønster.  Som sagt er det intet nyt i mønsteret med en stærk og styrende mor og en følelsesmæssigt fraværende far. Det har været helt almindeligt i flere hundrede år, at moren var meget tæt bundet til børnene. Man kan sige, at det nye er, at den moderne mand i dag ofte tager konkurrencen op med moren om børnenes gunst og er mere optaget af at være mor nr. 2 end at være far. Resultatet er både, at kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde bliver nedprioriteret og tilsidesat, og at børnene får endnu sværere ved at løsrive sig.

For en voksen mand er det dels begæret efter kvinden og dels trangen til at påtage sig ansvar og forpligtelser, der udgør tyngdepunktet i relationen til en kvinde. Men når forelskelsen har lagt sig, og parforholdet har bevæget sig ind i en ny fase, har mange mænd svært ved at fastholde netop den voksne mands position. De giver afkald på den psykologiske mandighed og erstatter den med en lille drengs behov. Det er her, tidens charmerende drengerøv fungerer. Der er i og for sig intet galt med en drengerøv, de har tit meget stor succes hos kvinderne, men det gør også livet vanskeligere eller rettere, det bliver svært at fastholde et kærlighedsforhold til en kvinde over længere tid.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her