Den tunge afsked

bøgen, skov

Der er ingen tvivl om, at det at give slip på sine børn er svært og følelsesmæssigt utroligt vanskeligt. Som forældre har vi haft dem, siden de kom ud af maven. Vi har passet på dem og været der for dem i så mange år, at vi dårligt husker livet inden børn. Og selvfølgelig er alle forældre tæt knyttede til deres børn. Men vi er også som forældre forpligtet til at komme ud af rollen og bruge vores energi på noget andet. Og der er for mange tale om en del frigivet energi. Tænk al den tid, man har brugt på at smøre madpakker, læse godnathistorier, lege med klodser, gå ture, lege i haven, lave saftevand, fodre ænder, putte i bad om aftenen, skære agurkestave, trøste, tage feber, gå til lægen, købe nyt tøj, prøve sko, tage billeder, rejse på ferier, hygge og så al den indirekte tid, der er brugt på at tænke på de små. Al den tid kan vi pludselig bruge på noget andet, men selvfølgelig er der også et måske midlertidigt tomrum.

Som Finn har sagt, så starter løsrivelsen fra barnets første skridt – væk fra mor og far. Og det er psykologisk set en proces, børn arbejder med hele vejen op gennem barndommen. Det er en af grundene til, det er så vigtigt, at små børn lærer at sige farvel fx i vuggestue og børnehave. Det der med at skåne dem ved at snige sig ud er ikke nogen god idé. De skal lære at tage afsked. For det er en væsentlig del af livet.

Teenagere

Flere mødre har fortalt mig, at tidspunktet hvor børnene begynder at løsrive sig, er forbundet med en sorgfølelse. Oprigtig, dyb sorg i en overgang fordi man tror, at man mister sine børn. At løsrivelsen og deres afstandstagen fra forældrene er det samme som, at de er væk. Forsvinder. Men det gør de selvfølgelig ikke. For hvis man giver slip, så finder forholdet en ny form, som er anderledes end tidligere med nye vilkår, men det er ikke dårligere eller mindre godt. Det er bare anderledes og langt mere jævnbyrdigt end tidligere. Men midt i sorgfølelsen ved man jo ikke, om de kommer tilbage. Derfor er det en følelsesmæssig afsked, at give slip på sine børn, som er tung og svær.

Men jeg tror, at en forudsætning for det lykkes, er, at få etableret et nyt forhold til sine teenagere. Vi er nødt til at vise dem tillid i stedet for at forsøge at styre og kontrollere hele tiden.

En veninde med en teenagesøn på 16 år har fortalt mig, at man ikke kan være moralsk overfor de unge. De er i gang med at etablere deres eget syn på verden og få deres egen mening om tilværelsen, vi kan ikke pådutte dem vores moral om alting. Men vi kan lytte til, hvad de fortæller og især lytte til de store linier, og er de fornuftige, så skal det nok gå. Hun har altid sagt, at hun for alvor ville blive bekymret, hvis hun ingenting fik at vide.

Vi har ikke alle svarene, selvom vi selv tror det som forældre. Og jeg er ret sikker på, at det ikke er særlig opmuntrende at lade som om overfor vores børn i den alder. I stedet kan vi ved at snakke med dem forsøge at sætte nogen tanker i gang hos dem, så de selv overvejer, hvad der måtte være godt og skidt. Og på den måde prøve at åbne verden for dem.

Men at give slip er jo ikke det samme som at lade dem være alene. Teenagere har stadig brug for omsorgen og at vide, vi ikke er ligeglade. De har stadig brug for at mærke forældrenes betingelsesløse kærlighed – også, når de gør noget forkert. For det er et af de mest alvorlige styringsredskaber, vi har. At bruge vores følelser overfor dem til at styre dem. Hvis ikke de gør, som vi synes eller vil, så afviser vi dem følelsesmæssigt, til de makker ret. Sådan er der mange forældre, der kan styre deres børn. Og gør det. Men det er ikke holdbart.

Lige som der stadig er mange, som praktiserer straf-belønning måden. Hvis de unge gør noget forkert, så er der fx husarrest eller forbud mod at gå ud næste weekend. Det er også en måde at styre deres adfærd på, som er ret effektiv. Men som i princippet har den modsatte effekt i forhold til at sætte dem fri. Løsrivelse er en svær ting for både børn og forældre, men hvis ikke man sætter sine børn fri, giver dem lov, så vil de resten af livet kæmpe for den løsrivelse.

Kilde: Psykolog Finn Korsaa

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her