Opdragelse

lille dreng, mor, have
Johan fem måneder gammel - jeg er 22 år

Børn og opdragelse er noget, der optager rigtig mange (forældre) og måske mere end nogensinde før, så det er svært at have en blog uden at beskæftige sig en lille smule med emnet. Så jeg skriver lidt om mine egne erfaringer, og det er ikke videnskabsbaseret ;), men netop erfaringer og tanker jeg har gjort mig. Jeg er heller ikke psykolog, så alt hvad jeg skriver om børn og måske opdragelse står helt for egen regning eller er holdningsbaseret. Dog har jeg talt meget med Finn om emnet i årenes løb, så helt blank er jeg trods alt ikke.

En af verdens mest kendte og efter min mening dygtigste psykologer, Jordan Peterson, har på et tidspunkt sagt, at der er et væsentligt fundament og en grundregel i alt, hvad der handler om børneopdragelse: Sørg for, at dine børn er til at holde ud for andre mennesker. Det kan lyde banalt, men når man tænker nærmere over det, så indebærer det jo alligevel en lang række ting – og det er faktisk en effektiv rettesnor på mange områder. Og måske også sværere end det lyder. Men det er vigtigt og især for børnenes egen skyld. Hvis andre både børn og voksne kan lide at være sammen med dine børn, så har man gjort det godt som forældre. Det er alt lige fra, at de ikke afbryder hele tiden, når voksne taler sammen til at have respekt for andre og acceptere, vi alle er forskellige.

En anden væsentlig ting er, at det er ikke det, du siger, men det du gør, som dine børn tager til sig. Her taler vi værdimæssigt og ikke sådan i bogstavelig forstand. Fx så behøver voksne altså ikke køre med cykelhjelm, fordi børnene skal. At det kan være sund fornuft at gøre er en anden sag. Men jeg kan huske, jeg engang fik det påduttet af en emsig mor, at det var da mærkeligt, jeg cyklede uden hjelm, når Johan skulle. Nu cyklede vi bare små ture, så jeg vil ikke mene, jeg var i særlig fare. Og så har jeg som barn og ung aldrig brugt cykelhjelm, for det fandtes vist ikke. Her er kun at sige – man kan sagtens sige til sine børn, der er ting, de skal – selvom de voksne ikke skal det samme. Sådan er det jo. Vi er ikke lige med vores børn og deres “rettigheder” er altså nogle andre. Og det skal børn også lære.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke kan huske at have hverken tænkt eller gjort særlig meget ud af at opdrage Johan. Ikke sådan bevidst. Selvfølgelig har vi lært ham nogle ting, men meget kommer naturligt. Jeg var meget ung, da jeg fik Johan (21 år), så jeg havde ikke tid til at sætte mig så meget ind i det. Hvis jeg var i tvivl om noget, så spurgte jeg de, der selv havde børn. Også af og til Finn. Men i det store hele – da Johan var lille – lærte han jo bare at følge med den måde, vi levede på. Vi boede i Ungarn, da han blev født, så vi rejste meget med ham – både hjem til DK og på ferier rundt omkring i verden. Det betød bl.a., at han lærte at rejse og fx sidde i en bil fra Ungarn til DK uden at brokke sig særligt. Og han har af samme grund aldrig været ked af at køre lang tid i bil.

Da vi skulle flytte tilbage til DK, var Johan to år, og Steen skulle flyve alene med ham hjem til mine forældre i DK, mens jeg fik organiseret flytttebil osv. i Prag. Steen taler stadig om det, men Johan fik midtersædet på business, og manden på den anden side af ham så mildest talt noget bekymret ud, da der blev serveret mad. Men Johan pakkede selv sin æske ud med mad og legetøj og satte sig stille og roligt til at spise. Det medførte mange, rosende ord og blikke fra den fremmede sidemand. Og Steen var pavestolt, kan jeg tilføje! Min pointe er, at vi ikke har beskæftiget os med at lære ham, hvordan man spiser i et fly. Men han var vant til at flyve, han kunne sagtens spise selv, og så var problemet ikke større. Det tror jeg gælder meget andet end bare rejse som eksemplet her.

Temperament

Da Johan var lille, havde han noget mere temperament end i dag. Og det samme gjaldt mig selv. Det resulterede i de mest åndssvage skænderier mellem os – ofte afsluttet med, at Johan gik ind på sit værelse og smækkede døren så hårdt, at pudset begyndte at falde af væggen! Ja, han var 2-3 år. Sådan stod det på et par år. Vi kunne simpelthen diskutere og skændes, så man ikke ville tro det. Selvfølgelig ikke hele tiden. Men vi stod bare og hidsede os op begge to. Ikke særlig klogt, men jeg tror faktisk ikke, han tog skade af det. Han lærte i hvert fald at håndtere den adfærd, for han siger stadig i dag, at han ved, hvordan jeg er. Jeg kan hidse mig op, og fem minutter senere er jeg faldet ned og i gang med at løse problemet.

Jeg tror nemlig ikke, at børn tager skade af, man er sig selv. Jeg var ung, så jeg var ikke så velovervejet i alt, hvad jeg gjorde eller ikke gjorde. Men til gengæld var der en ret klar linie og tråd mellem, hvem jeg var, hvad jeg sagde og hvad jeg gjorde.

I dag har jeg en oplevelse af, at det at have børn er blevet sådan lidt ‘videnskabs-agtigt’, der bliver talt så meget om det, læst så meget om det og i det hele taget fylder børn bare meget alle steder. Og det kan godt betyde, at der kommer noget kunstigt over det. Jeg tror, man kommer længst med at bede om hjælp eller gode råd, hvis der er et akut behov, og ellers selv mærke efter. Det kommer man som regel længst med i stort set alle forhold af tilværelsen.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her