NET-A-PORTER UK
Home Blog

Min tænke bænk

hvid bænk, havet, strand
Min tænke bænk på stranden i Rungsted

Min tænke bænk er ikke en fin metafor eller noget, det er helt konkret og præcist afbilledet. Forleden dag var jeg på stranden og gå en tur med min hund, Simba, som jeg så ofte gør. Lige da vi var kommet ned af trappen, gik han i totalt snuse-mode, så jeg satte mig på trinet og ventede på ham. Her faldt mit blik på den hvide bænk, og jeg kom til at tænke på, hvor mange gange jeg har siddet der i næsten alt slags vejr og spekuleret over livet og døden. Det var nemlig et af de steder, jeg ofte søgte hen, da jeg var i behandling, og når jeg havde brug for frisk luft og lidt tid for mig selv.

Jeg har i hvert fald siddet mange gange på den her bænk, som så også i mit hoved er blevet en tænke-bænk, for jeg har ikke siddet der siden. Ikke en eneste gang! Det er noget mystisk noget. I dag besluttede jeg så at sætte mig forsigtigt hen på bænken, mens Simba lige fik snuset færdigt (det kan tage sin tid), og det var altså en mærkelig deja-vu oplevelse.

Så sidder jeg der, er rask (såvidt jeg ved) og frisk, fordi jeg er veludhvilet og i godt humør, mens jeg pludselig føler lidt kvalme og utilpashed. Så kom jeg til at tænke på en i min familie, som netop har fået konstateret kræft, og så blev jeg i dårligt humør. For det er så trist. Så nu er det faktisk også blevet en kræft-tænke-bænk….:-(

Bortset fra disse lidt sorte tanker, som jo desværre af og til kan vise sit grimme fjæs på de mindst belejlige tidspunkter, så kom jeg faktisk til at tænke på noget andet. Mange mennesker har haft oplevelser i tilværelsen, der har gjort dem ekstra taknemmelige for deres liv. Der er tændt lidt mere op for blusset. Som da jeg var syg og vupti blev rask igen. Den der altomsluttende følelse af taknemmelighed, glæde og lettelse. Og så tænker man, hold kæft hvor er jeg glad for livet, nu skal det leves hvert minut. Eller time. Jeg skal glæde mig over anemoner i skoven, frisk vand i hanen, mad i køleskabet og sol på terrassen. Når det regner, så smiler jeg, for dråberne giver nyt og mere liv. Når det tordner, så danser jeg til høj musik, fordi livet er så forbandet fantastisk.

Eller gør jeg? Er vi egentlig tunet ind på den kanal, der handler om at glæde sig over livets små og store finesser hver dag? Se livet som sådan en supertanker af generel lækkerhed. At føle taknemmelighed når vi slår øjnene op og springe ud af sengen som en anden lykkens pamfiluis? Jeg har en lille mistanke om, at andre faktisk går og tror, at det er sådan tilværelsen udfolder sig efter sygdom. Altså at hvert græsstrå får betydning. Det svarer lidt til den udbredte opfattelse af, at man bliver stærk af modgang.

Tak for glemsomhed

Jeg har en eminent evne til at fortrænge ting, som en psykolog nok ville kalde det. Jeg foretrækker – ikke overraskende – at kalde det noget andet. Fortrænge lyder så negativt og som om, man ikke kan kapere bagsiden af tilværelsen. God til at komme videre lyder meget bedre. Og det er faktisk en af mine spidskompetencer. Fornylig sad jeg adspurgt og forklarede om mit kemoforløb og godt kørende, afbrød min mand og sagde, at sådan var det altså ikke helt. Jeg havde åbenbart fået det til at lyde som en lille frisk gåtur i parken, man muligvis nok kunne blive lidt træt af. Ligesom kvinder der føder børn, som har glemt alt om besværet ved at trykke 3-5 kg ud af maven, og gladeligt gentager gang på gang.

Da jeg sad på bænken, kunne jeg nemt genkalde mig det der flammende ønske, der løber fra håret ned til fødderne, om at ville leve. Det er så stærkt et ønske, at ALT andet bliver ligegyldigt. Sol, måne, græsstrå og kildevand. Og det er jo netop det ønske, når man er heldig, og det bliver indfriet, der skulle gøre livet til en slags happy-LSD-rus. Så måske jeg i virkeligheden bør frekventere den tænke-bænk lidt oftere…

Men det er også fordi, døden er blevet så fjern for os, at vi har en næsten drømmende forventning om, hvad der sker, når den bliver slået til vægs. I stenalderen kunne man jo ikke juble hver gang, mændene kom tilbage fra jagt i live. Vorherre bevares.

Faktisk tror jeg, at det er en af livets bedste og måske mest barmhjertige egenskaber, at vi er i stand til at glemme. At lægge bag os. Vi kan ikke svælge i fortiden hverken de store eller små bedrifter eller ulykker. Det vil tage pusten fra os.

Så det er snarere op på hesten, der hedder livet, og fuld fart frem… 😉

Særbehandling til alle

Særbehandling er snart så udbredt, at vi kan fjerne "sær".

Når jeg kører på motorvejen forbi Herlev Hospital har jeg i mange, mange år tænkt, at højhuset er et stærkt symbol på livet og døden. Der kommer små nye liv til hele tiden, og der bliver taget liv hver eneste dag inden for samme mure. Det er der faktisk noget smukt i. For det er en meget præcis gengivelse af virkeligheden. Jeg kender mennesker, som forlod livet på Herlev. Samme sted, hvor vores søn kom til verden, og jeg var i kræftbehandling. Det er essensen af et hospital – og tilværelsen.

Et godt eksempel på det modsatte er, at to hovedstadshospitaler nu laver særlige afsnit til forældre i sorg. Så hvis man mister sit nyfødte barn, skal man ikke længere ligge på samme afdeling som lykkelige og nybagte forældre. I stedet bliver der etableret afsnit, hvor man hverken ser eller hører nyfødte børn, mens man selv er i dyb sorg. Det findes allerede på Århus Universitetshospital og Rigshospitalet. Jeg så også, at nogle kvinder efterlyser samme opdeling i ambulatorierne. Så hvis man har mistet en nyfødt baby og skal til efterkontrol, slipper man for at dele venteværelse med gravide kvinder, der strutter af glæde.

Det er frygteligt at miste sit nyfødte barn. Sorgen må være knusende, og det er afgørende, at vi sikrer, at forældrene får den bedst mulige hjælp til at håndtere sorgen. Personalet på hospitalerne gør deres bedste for at hjælpe forældrene. Psykologhjælp er også en mulighed. Men der er brug for noget mere og særligt. Derfor disse nye afsnit til forældre i sorg, hvilket reelt handler om at skærme forældrene mod andre forældres glæde og lykke.

Hvis vi fastholder den præmis, så er der mange naturlige næste skridt at tage for vores sundhedsvæsen. Vi kunne se på kræftafdelingerne, hvor nogle mennesker overlever, mens andre dør. Skal vi etablere særlige afsnit for døende kræftpatienter, så de og deres pårørende bliver skånet for at møde dem, der enten mirakuløst eller helt efter planen overvinder kræften?

Hvis vi bliver i hensynsfuldheden, hvad gør vi egentlig så med skadesstuerne? Her risikerer børn, der har forstuvet storeståen at møde Nørrebros seneste skudsår. Det kan være traumatisk for et barn at blive vidne til noget så alvorligt. Eller forældre til en voksen søn i en trafikulykke, der i venteværelset møder teenageren, der fik en rundbold i nakken til skolens sportsdag.

En dråbe i havet

Selvfølgelig kan alle fra tid til anden have lyst til at blive beskyttet mod virkeligheden. Faktisk er det netop det modsatte, vi lærer vores børn i folkeskolen, hvor børn med specielle behov skal deltage i den almindelige undervisning. Dygtige og stille Lise skal have samme vilkår som ADHD Anders. Det er essensen i inklusion, der er politisk vedtaget. Her er murene revet ned, og opdelinger er en fjern ø i Caribien. Måske fordi børn ikke har for vane at indsamle underskrifter til nye borgerforslag eller råbe særlig højt i medierne – i modsætning til voksne.

Særbehandling er blevet en dagligdags ting og i særdeleshed for de minoritetsgrupper, som råber højest og trænger bedst igennem medierne. Hver gang dele af befolkningen oplever, de er noget særligt og har ret til bedre vilkår for at håndtere tilværelsen, kommer særbehandling i spil. Som fx sorg i dette tilfælde, som ikke er en sygdom eller en diagnose, men et vilkår i livet. Grænserne flytter sig hele tiden, og det har en høj pris. Tab af virkelighed. Og ikke mindst livduelighed. Uden disse to væsentlige størrelser bliver statsministerens ”Danmark kan mere” i både version 1, 2, 3 og 4 snarere noget, der langsomt ruller ind med firetoget.

Etableringen af de særlige afsnit til forældre i sorg, der har mistet et nyfødt barn, vil ske på Herlev og Hvidovre og er budgetteret til at koste 20 millioner kroner. Altså to afsnit på to hospitaler. Det er en dråbe i havet. Men hvis vi regner lidt videre, så vil  kun fire hospitaler i landet have disse særlige afsnit, hvad så med de øvrige hospitaler? De skal vel også have det. Regningen vokser. Hvis vi så også etablerer lignende hensynsfuldhed inden for andre områder som kræft, så taler vi pludselig mange nye afsnit på mange hospitaler i hele landet. Og tager vi skadesstuerne med?

Ja, så er dråben i havet hurtigt blevet til selve havet. For mulighederne er jo uendelige.

Angrebet af Istanbul

Angrebet af Istanbul

Istanbul er det vildeste angreb på alle dine sanser og på enhver måde. Jeg vekslede dagligt mellem at være hvinende begejstret til at være så aggressiv, at jeg kunne have slået en tilfældigt forbipasserende ned på åben gade. Der bor 20 millioner mennesker, og det er i hvert fald ingen hemmelighed, for det vrimler og myldrer alle steder. Uanset hvor du er eller kigger hen, er der simpelthen bare fuldstændig pakket. Det er en vild oplevelse. Og nok beslægtet med at bo i en myretue.

Istanbul er for længst udråbt til at være kontrasternes by. En kliche, som jeg faktisk må tilslutte mig, og jeg kan ikke komme i tanke om en storby, hvor det i samme grad er sandt. Der er så grimt nogle steder og så fantastisk smukt andre. En taxachauffør brugte det meste af en tur på at forklare os returruten med toget, så vi kunne spare lidt penge. Han kunne jo ikke vide, at jeg nægtede offentlig transport af skræk for corona. En anden taxachauffør var så aggressiv over, vi ikke ville betale hans ustyrlige overpris, at jeg frygtede, han kørte ind i betonvæggen på motorvejen. Maden kan i glimt være så stærk, at tårerne pibler frem. Og andre gang smage af så lidt, at du ikke ved, hvad du egentlig har proppet i munden. Der er fuldstændigt tildækkede muslimske kvinder, og der er hotpants tre meter derfra.

Moskeerne er noget af det smukkeste i Istanbul

Der er mange moskeer i hele byen, og du kan ikke undgå at få øje på en, hvis du lader øjnene spankulere frit rundt. Hvis du sejler, kan du fra vandsiden for alvor se de mange kupler og pastelfarvede rundinger. De er små stykker kunst jævnt fordelt over hele byen på begge sider. En lille smule af skønheden fordufter, når du med vestlig mentalitet bliver hevet til side af helt tildækkede kvinder for at afvise dig, selvom din kjole går ned under knæene. Selv i en til formålet indkøbt papir-badekåbe blev der hevet og trukket, før jeg fik tilladelse til at bevæge mig inden for. Det er religion. Det er kulturforskelle. Og begge dele er naturligvis noget, man skal respektere. Det ændrer bare ikke på, at jeg med en vestlig opvækst føler det en smule grænseoverskridende at blive behandlet som kriminel, fordi man kan se halvdelen af mit skinneben.

Masser af restauranter og god mad

Så hvis du kombinerer det stærkt modsætningsfyldte med en meget hektisk stemning, får du Istanbul. Som turist er det en nem by, fordi der er så meget at se. Og ligeså svær, fordi den er tidskrævende at bevæge sig rundt i pga. en tung trafik omkring centrum. Her er det, at offentlig transport under normale omstændigheder måske kunne komme ind i billedet som en reel tidsbesparende mulighed, men som vi ikke benyttede os af.

Roof Meeze blev vores yndlingsrestaurant i Istanbul

Der er masser af restauranter lige fra de fedeste rooftop placeringer til det helt jævne gadekøkken. Vi bestilte som regel om aftenen ”mixed meze” til forrret, som bedst kan sammenlignes med spanske tapas. Det er bare en masse forskellige små retter som stegte rejer, hummus, stegt aubergine, spinat, peberfrugtmos, falafler, blæksprutter og den slags lokale delikatesser både kolde og varme. Og typisk serveret med lunt fladbrød. Virkelig lækkert. Fisk, skaldyr og naturligvis kebab kan du få i alle afskygninger og næsten allevegne. Ligesom en lille kop te er noget, du bliver tilbudt i mange butikker, og som er umulig at afslå, hvilket forlænger besøget med ca. 30 minutter, der passende kan bruges til at diskutere prisen. For næsten alt er til forhandling.

Da vi ankom til vores hotel, blev bilen standset af store bomme og et mindre sikkerhedstjek, som vi senere opdagede er ren rutine. Bagagerummet skal gennemses, og så kører de et bombespejl under bilerne. Der er sikkerhedstjek i form af gennemlysning af tasker mange steder. Ganske ofte politikontrol ved indkørsel til tunnellerne. Og så er der meget synligt og usynligt politi i gaderne. Så terrortruslen lever i Istanbul og noget, man lige skal vænne sig til. Og især meget nærværende på hotellerne. Kombineret med min rædsel ved tanken om at få corona og blive isoleret to uger på et tyrkisk hotel, gjorde nok dagene lidt mere dramatiske end normalt, når jeg rejser.

Istanbul er helt bestemt et besøg værd. Og en meget spændende by. Men den er også anstrengende. Der var tidspunkter, hvor jeg nærmest følte mig helt udmattet, overmæt, når jeg kom tilbage til hotellet. Til gengæld er Istanbul ikke ligegyldig, så det er uden tvivl en rejse, som jeg aldrig vil glemme. Det i sig selv er nok til, at Istanbul bare er et must at besøge.

EM hykleriet

Fodboldfeberen raser, som det så smukt bliver kaldt, og fællesskabet finder for alvor fodfæste, når Dannebrog flagrer i sidevinduet på en gammel Opel Kadett. Og en EM-semifinale er naturligvis stort. For os alle sammen. At selve afviklingen af EM også er tæt på at løbe med prisen for coronatidens allerstørste hykleri (hvem ville have troet, det kunne blive større?) er kun til at græmme sig over. Her taler jeg faktisk ikke om UEFA, der ellers nok mestrer hykleriets stramme disciplin, men om danske politikere.

Siden vi kvalificerede os til semifinalen, som spilles i London på Wembley, har medierne haft travlt med at dyrke frustrationen – og skuffelsen – over, at de britiske rejserestriktioner forhindrer danske fans i at flyve ind til kampen. Der er i stedet givet plads til 7.900 danskere, som alle enten bor i Storbritannien eller er derovre i forvejen af anden grund.

Både DF, SF og Radikale er naturligvis fodboldfans og har derfor følt sig forpligtet til at kaste sig ind i kampen mod så stor uretfærdighed. De har bl.a. opfordret vores indflydelsesrige statsminister til at kontakte premierminister Boris Johnson og få ham (som også er fodboldfan) til at lempe restriktionerne, så flere danske fans kan hejse Dannebrog på Wembley. Jeppe Kofod elsker selvfølgelig også fodbold, så han har bestemt også gjort sit bedste for at hjælpe kriseramte Danmark – han har ringet på sin direkte, krypterede linje til den britiske udenrigsminister Dominic Raab. Uden held. Storbritannien står fast. Så meget for den direkte linje. Vi må bare erkende, at når det handler om pandemi og smittetal, så er der nogle, der står fast! Og det kan vi så klage over på samme måde, som russerne har klaget til UEFA over Danmark, hvor vi lukkede 25.000 ind i parken, men ikke ret mange russere kunne få lov.

Samtidig er det vel relevant at tilføje, at Deltavarianten er årsagen til, at Storbritannien dagligt har flere covid-19 smittede end hele EU. Ligesom det indtil i går var et krav her i landet for nærkontakter i 3. led til Delta-smittede at gå i selvisolation. En gang til i 3. led.

Så nu vil politikerne simpelthen have, at der bliver udstedt en særtilladelse til danske fodboldfans, så de kan rejse ind i Deltavariantens arnested. Altså den variant som var så farlig, at alle restriktioner, som ellers lovet, ikke kunne ophæves, når alle over 50 år var vaccineret! Den variant, der fik eksperterne tilbage i bedste sendetid med alvorlige miner og lidt gnidninger på spådomskuglen.

DF vil have livskvalitet (fodbold)

Kristian Thulesen Dahl er naturligvis også fodboldfan (jeg begynder snart at tro, det er et adgangskrav til Folketinget). Han mener, at pcr test og noget selvisolation, når man er vendt retur til Danmark, ville være helt godt nok. Han går endda så langt som at tale om livskvalitet og siger til Berlingske Tidende: ”Hvis vi udelukkende ser på det ud fra et coronamæssigt perspektiv, skulle vi heller ikke have haft de seneste arrangementer i forbindelse med EM. Ser man på de scener, der var i forbindelse med kvartfinalen, ville man jo ikke tillade dem ud fra en coronatankegang. Der må være en afvejning mellem corona og andre ting, som handler om livskvalitet. Der skal findes en balance”.

Smukt formuleret. Livskvalitet og balance var netop noget, som flere læger efterlyste i den danske corona håndtering for måneder siden. Og så har Thulesen Dahl jo helt ret i, at der har været set stort på mange corona restriktioner for at give plads til fejringen af det danske landshold i gader med hundredvis af mennesker med romerlys, fadøl, flag og meget, meget højt humør.

Sagen er, at fodbold er folkeeje, landsholdet er dansk og en national stolthed især, når de vinder. De fleste danskere jubler. Og derfor er det pludselig helt i orden at ignorere restriktioner og tillade noget, der ellers ville være helt forbudt. Det er ikke kun populistisk, men også det fedeste hykleri. Og helt uforståeligt for mig, at de politikere, der for ganske nyligt lukkede Danmark ned og smed nøglen væk, nu står og stamper i gulvet for at få danske fodboldfans til Delta-London.

Nattelivet har først lov til at åbne den 1. september. Gad vide, hvordan udpinte natklubber og diskoteker har det med at kigge ud af vinduet på tusindvis af festglade fodboldfans, der løber tæt rundt hele aftenen og natten? (Uden at skulle fremvise coronapas). Eller restauranter og andre steder med udskænkning af alkohol, der skal lukke kl. 24.00? Eller alle de, der fortsat skal testes to gange om ugen for at leve et nogenlunde normalt liv? Det er ikke svært at forstå, at både festivalarrangører og Verdensballetten har skrevet direkte til Mette Frederiksen, kalder det diskrimination (som normalt får politikere frem i bussen) og bedt om at få lempet restriktionerne! Tavshed. Men Mette Frederiksen har også lukket ned for sociale medier i sommerferien (tak fristes man til at skrive) – bortset fra, når det drejer sig om hendes sædvanlige fodbold-entusiasme.

I mere end et år blev vi berøvet vores frihed både til at leve og til at tænke selv. Vi har været tvunget til ord som ”samfundssind” og ”ethvert corona dødsfald er et for meget”. Og regningen for det danske forsigtighedsprincip løber op i så mange milliarder, at det bliver de unge generationer, der skal samle regningen op.

Så kære Mette Frederiksen & Co. Hvis I vil tages alvorligt efter jeres sommerferie så stands hykleriet og udstillingen af jeres populisme og afskaf alle de sidste restriktioner. For lige nu er de kun en hån mod de mennesker og det erhvervsliv, der fortsat er underlagt dem.

Lad livet vende tilbage – også til dem, der ikke nødvendigvis er fodboldfans. Og så kan festen begynde for os ALLE.

Misundelsesstrejke

Sammenligninger fører sjældent noget godt med sig, medmindre det lige er isoleret til, hvilken bil man vil købe. Men det ligger åbenbart i den menneskelige natur at sammenligne – opad. For hvem gider sammenligne sig selv med nogle, der så tydeligt er mange niveauer under i såvel udseende, intelligens, charme og personlighed? Næh det må gå opad mod uanede højder. Og det er så her den lille skrækkelige misundelse helt spontant melder sig på banen for ikke at nævne den knusende skuffelse, når du indser, det er en urealistisk stræben.

Så hverken sammenligninger – eller misundelse – er vejen til fredfyldt lykke og accept af sig selv. Som menneske. Eller som offentligt, aflønnet sygeplejerske.

For lige nu lyder sygeplejerskernes krav om højere løn som misundelse. De er simpelthen vågnet op en morgen og er kommet i tanke om, at de helt sammenlignelige skolelærere tjener mere end dem, ergo skal de naturligvis have det samme. Mindst. De kunne også sammenligne sig med andre tilsvarende faggrupper som fx socialrådgivere eller pædagoger, men det giver selvfølgelig ingen mening, for de får lavere løn end sygeplejerskerne.

Samtidig afslører sygeplejerskernes strejke og lønkrav også hele den offentlige sektors mentalitet. For hvis vi lige springer et kort øjeblik ud i det private erhvervsliv, er der mange mennesker, endda med helt ens uddannelser, der ikke får det samme i løn. Også i kvindedominerede fag. En frisør i en lille salon i Vejby får ikke det samme i løn som i en stor salon i København. Ups. Ligesom der er arbejdsløse akademikere. Der er butikschefer med mange års erfaring og en butiksuddannelse, der får lavere løn. Ligesom rigtig mange akademikere har en langt lavere startløn end mange offentlige faggrupper som skolelærere og sygeplejersker.

Sygeplejerskerne mener, at deres løn er ”urimelig lav” og kan slet ikke genkende de tal, der har været fremme. Med andre ord de læser ikke deres egne lønsedler. Uden at gå nærmere ind i den diskussion, så forholder det sådan, at en ikke-ledende sygeplejerske i 2020 i gennemsnit fik 40.656 kr. i løn om måneden inklusive pension, alle tillæg og særydelser, men uden overarbejde. Det ville jeg nu ikke kalde en lommepenge-løn. Tværtimod er det tæt på at være en hån mod andre faggrupper, der tjener mindre. Pædagoger har en tilsvarende uddannelse (professionsbachelor) og tjener noget mindre – de får naturligvis heller ikke genetillæg for skæve arbejdstider. Men det burde de måske have for støjniveauet og massevis af daglige bleskift…

Kløften vokser

Flere har også peget på, at sygeplejerskerne har ydet en stor indsats under coronaen. Ja, det har de uden tvivl. Og tak for det. Men det er altså deres job at passe syge mennesker. De kunne også under pandemien vælge at glæde sig over, at de havde fuld jobsikkerhed og fik deres løn hver eneste måned i modsætning til mange i de liberale erhverv. De går heller ikke konkurs om en måned, fordi nedlukningerne fjernede deres levegrundlag. Ligesom de får ekstra løn for hver eneste times overarbejde i modsætning til mange, mange andre steder.

Så hvis sygeplejersker – og andre offentligt ansatte – kræver mere i løn, så er der en oplagt mulighed. Vi kunne lade markedskræfter være med til at regulere det offentlige arbejdsmarked. Dansk Sygeplejeråd peger bl.a. på, at  der vil opstå mangel på sygeplejersker, fordi de enten flygter fra det offentlige eller ikke uddanner sig. Faget er truet pga. lav løn og dårlige arbejdsvilkår. Jamen, hvis det sker, så vil lønreguleringen ske helt naturligt og blive et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Ligesom de bedste kan blive belønnet, og de dårligste kan blive fyret.

Strejker handler altid om at vinde opbakning og offentlig sympati. Og næsten halvdelen af danskerne støtter dem, måske fordi kønskortet er spillet, men i min verden holder argumentationen ikke. Du kan ikke basere et lønkrav på, at andre tjener mere. Hvis du uddanner dig til professionsbachelor, så kender du vilkårene både som lærer, pædagog og sygeplejerske. Der er børn involveret, larm og råb dagen lang. Du arbejder med syge mennesker og risikerer natarbejde og tage blodprøver juleaften. For de flestes vedkommende vil det være ansættelser i den offentlige sektor. Du bliver formentlig ikke milliardær. Men du har selv valgt det, og ændrer du mening, har du frihed til at skifte. At det er fag, som vi er heldige, at så mange ønsker at arbejde i, er noget helt andet.

Foreløbigt er 6204 ambulante besøg og  1700 operationer udskudt, fordi sygeplejerskerne strejker. Men det måske mest alvorlige er, at det udstiller både forskellene og den enorme kløft, der er ved at blive bygget mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Hvis jeg havde sagt til min gamle chef på reklamebureauet, at min løn var urimelig lav, og hans svar var at give mig et par procent mere, og jeg så var gået i strejke. Tja, så ville han enten have sendt mig hjem med et brev til mine forældre om uacceptabel, forkælet adfærd eller have peget på døren.