Ting, der blinker

krystaller, armbånd, øreringe med fugl
Armring fra Miu Miu, øreringe fra Erdem

Jeg er ret glad for blink. Altså i hvert fald på smykkesiden, og jeg har en del af det, som min svigerfar kalder bijouteri (han er ikke helt vild med det). Men eftersom han i mange år har haft en rigtig fin guldsmedebutik Reeslev Design på Strøget, så har jeg jo også ‘rigtige’ smykker derfra. De ligger bare oftest i en boks. Da jeg blev 30 år, fik jeg den smukkeste brilliant ring med en meget stor sten, men nogle år senere slog jeg den ud af ringen (i festligt selskab…), og vi fandt den aldrig… Mine svigerforældre kom ellers susende dagen efter, da de hørte om det. Alt blev gennemsøgt – inkl. skraldespanden, som blev hældt ud på gulvet. Suk. Jeg var ikke så populær. Da jeg blev 40, fik jeg så en ny og mindre sten, som blev sat i en idiotsikret fatning. Den har jeg heldigvis stadig og går ofte med ;).

Til min fødselsdag i år fik jeg armringen fra Miu Miu, som jeg er vildt glad for – den kan vikles udenpå skjorter og trøjer og til sommer på bare arme. Jeg er meget begejstret ;). Til jul fik jeg faktisk samme princip bare til halsen, som jeg også er glad for. Generelt er jeg ret stor fan af Miu Mius smykker, de er altid fine.

De store øreringe

Øreringene er mine favoritter og har været det i flere år, for jeg fik dem af min veninde i sommeren 2017, da jeg skulle starte i kemo. Jeg havde fået at vide af min parykdame, at jeg skulle bruge solbriller og store øreringe for at aflede opmærksomheden fra min paryk. Og der er åbenbart nogle, der hører grundigt efter, når jeg fortæller ;). Jeg fik i hvert fald disse, som man godt kan sige løste opgaven!! De har været i farezonen én gang, hvor jeg havde tabt den ene på vejen hjem fra en fest, så jeg løb rundt herhjemme og ledte dagen efter. Og så fandt jeg den ude ved min bil… Og “en eller anden” havde trådt på den ene, så den var blevet helt mærkelig skæv. Åh altså. Men med en del tålmodighed fik jeg selv repareret den.

Nu lyder det lidt som om, at jeg aldrig kan gå lige, men dette er – helt ærligt – de to eneste gange, jeg har ødelagt eller mistet smykker. Og der er mange år imellem de to episoder. Mindst ti 😉

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her