Særbehandling til alle

Særbehandling er snart så udbredt, at vi kan fjerne "sær".

Når jeg kører på motorvejen forbi Herlev Hospital har jeg i mange, mange år tænkt, at højhuset er et stærkt symbol på livet og døden. Der kommer små nye liv til hele tiden, og der bliver taget liv hver eneste dag inden for samme mure. Det er der faktisk noget smukt i. For det er en meget præcis gengivelse af virkeligheden. Jeg kender mennesker, som forlod livet på Herlev. Samme sted, hvor vores søn kom til verden, og jeg var i kræftbehandling. Det er essensen af et hospital – og tilværelsen.

Et godt eksempel på det modsatte er, at to hovedstadshospitaler nu laver særlige afsnit til forældre i sorg. Så hvis man mister sit nyfødte barn, skal man ikke længere ligge på samme afdeling som lykkelige og nybagte forældre. I stedet bliver der etableret afsnit, hvor man hverken ser eller hører nyfødte børn, mens man selv er i dyb sorg. Det findes allerede på Århus Universitetshospital og Rigshospitalet. Jeg så også, at nogle kvinder efterlyser samme opdeling i ambulatorierne. Så hvis man har mistet en nyfødt baby og skal til efterkontrol, slipper man for at dele venteværelse med gravide kvinder, der strutter af glæde.

Det er frygteligt at miste sit nyfødte barn. Sorgen må være knusende, og det er afgørende, at vi sikrer, at forældrene får den bedst mulige hjælp til at håndtere sorgen. Personalet på hospitalerne gør deres bedste for at hjælpe forældrene. Psykologhjælp er også en mulighed. Men der er brug for noget mere og særligt. Derfor disse nye afsnit til forældre i sorg, hvilket reelt handler om at skærme forældrene mod andre forældres glæde og lykke.

Hvis vi fastholder den præmis, så er der mange naturlige næste skridt at tage for vores sundhedsvæsen. Vi kunne se på kræftafdelingerne, hvor nogle mennesker overlever, mens andre dør. Skal vi etablere særlige afsnit for døende kræftpatienter, så de og deres pårørende bliver skånet for at møde dem, der enten mirakuløst eller helt efter planen overvinder kræften?

Hvis vi bliver i hensynsfuldheden, hvad gør vi egentlig så med skadesstuerne? Her risikerer børn, der har forstuvet storeståen at møde Nørrebros seneste skudsår. Det kan være traumatisk for et barn at blive vidne til noget så alvorligt. Eller forældre til en voksen søn i en trafikulykke, der i venteværelset møder teenageren, der fik en rundbold i nakken til skolens sportsdag.

En dråbe i havet

Selvfølgelig kan alle fra tid til anden have lyst til at blive beskyttet mod virkeligheden. Faktisk er det netop det modsatte, vi lærer vores børn i folkeskolen, hvor børn med specielle behov skal deltage i den almindelige undervisning. Dygtige og stille Lise skal have samme vilkår som ADHD Anders. Det er essensen i inklusion, der er politisk vedtaget. Her er murene revet ned, og opdelinger er en fjern ø i Caribien. Måske fordi børn ikke har for vane at indsamle underskrifter til nye borgerforslag eller råbe særlig højt i medierne – i modsætning til voksne.

Særbehandling er blevet en dagligdags ting og i særdeleshed for de minoritetsgrupper, som råber højest og trænger bedst igennem medierne. Hver gang dele af befolkningen oplever, de er noget særligt og har ret til bedre vilkår for at håndtere tilværelsen, kommer særbehandling i spil. Som fx sorg i dette tilfælde, som ikke er en sygdom eller en diagnose, men et vilkår i livet. Grænserne flytter sig hele tiden, og det har en høj pris. Tab af virkelighed. Og ikke mindst livduelighed. Uden disse to væsentlige størrelser bliver statsministerens ”Danmark kan mere” i både version 1, 2, 3 og 4 snarere noget, der langsomt ruller ind med firetoget.

Etableringen af de særlige afsnit til forældre i sorg, der har mistet et nyfødt barn, vil ske på Herlev og Hvidovre og er budgetteret til at koste 20 millioner kroner. Altså to afsnit på to hospitaler. Det er en dråbe i havet. Men hvis vi regner lidt videre, så vil  kun fire hospitaler i landet have disse særlige afsnit, hvad så med de øvrige hospitaler? De skal vel også have det. Regningen vokser. Hvis vi så også etablerer lignende hensynsfuldhed inden for andre områder som kræft, så taler vi pludselig mange nye afsnit på mange hospitaler i hele landet. Og tager vi skadesstuerne med?

Ja, så er dråben i havet hurtigt blevet til selve havet. For mulighederne er jo uendelige.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her