Et vemodigt farvel til aprilsnaren

Et vemodigt farvel til aprilsnaren

Jeg har altid sådan pralet lidt med, at jeg (ifølge mig selv) har en meget, meget veludviklet intuition. På niveauet meget god til at fornemme ting. Det har været en nyttig egenskab, når jeg er blevet udsat for den årlige aprilsnar, for jeg er altså svær at narre.

Desværre går det den forkerte vej, hvilket er noget ærgerligt. Måske det er aldersbetinget, jeg befinder mig jo trods alt midt mellem hylende sjove gymnasiefester og kedsomhed på plejehjemmet. Og flere evner skulle vige for alderen.

I hvert fald synes jeg, at vi officielt skal aflyse aprilsnaren i år. For der må være andre end mig, der føler sig noget forvirrede. Dagligt. Jeg sidder ofte – flere gange om dagen – og stirrer ondt ind i avisen. Jeg er overbevist om, der bliver drevet gæk med mig. Sådan på snydemåden. Som om jeg ingenting kan gennemskue. For derefter at opdage – i modsætning til en god aprilsnar – at ingen forsøger at narre mig. Det er virkeligheden, der uden at blinke glor mig lige i øjnene.

Jeg føler simpelthen, at hver dag er den første april.

Som en overskrift i avisen ”Her og nu er der fred og ro på coronafronten – men hospitaler ruster sig til et sandt skrækscenario”. Sundhedsstyrelsen har nemlig bedt Region Hovedstaden om at have 840 sengepladser klar til isolation af covid-19 patienter, og derfor kan det ikke forventes, at for eksempel behandling af børn og kræftpatienter kan opretholdes uændret. Hvilket skrækscenario? Antallet af indlæggelser falder, og genåbningen af skoler og butikker har ikke medført stigende smitte. Det kunne sagtens være en aprilsnar.

Samme aften bekræftede Twitter min fornemmelse af overskriftens latterlighed med en melding fra SSI om, at vi alligevel ikke har kurs mod de varslede 870 indlagte i midten af april. Tak. Jeg synes dog, at SSI burde tvinges til at fremlægge deres modelberegninger. Alle ikke-matematikere ved jo udmærket godt, at en modelberegning kan få præcis det resultat, man ønsker. Altså 9000-7000=2000, men det synes jeg ikke lyder så fedt. Jeg er nemlig ved at beregne, hvor meget jeg skal have tilbage i skat. Så i stedet siger jeg 9000-1000=8000. Sådan.

Det passer meget godt med woke bevægelsens nye idé om, at vi skal se matematik lidt mere nuanceret, ligesom altså ikke så firkantet, idet tidens ekstreme fokus på et facit vil tilgodese de privilegerede. Det kan kun være en nyhed, der er blevet trykt tre uger for tidligt (her var jeg ikke i tvivl!!!!!!)

Lad os skylle alle eksperter ud i toilettet

Da Mette Frederiksen blev spurgt til, hvilke faglige argumenter hun havde for ikke at ville hjemtage de danske børn fra syriske fangelejre, svarede hun: ”Vi skal passe på, at det ikke fremover er eksperter, der skal afgøre, hvad vi foretager os i det her land”.

Det er jo så indlysende forkert, at jeg ville føle mig dum, hvis jeg var hoppet på den udtalelse. Klap på skulderen til mig selv for min intellektuelle råstyrke.

For netop regeringen, når vi taler corona og genåbning af Danmark, læner sig jo virkelig meget op af eksperter. Hvis udtalelsen var alvorligt ment, så er eksperter noget, der kan trækkes op af hatten efter behov. Og ellers skylles ud i toilettet, når de vrøvler, som Hækkerup faktisk gjorde med PETs anbefalinger. Så statsministerens udtalelse var måske alligevel ikke for sjov.

Se, der er forvirring hele vejen rundt. Min selvforståelse er også på vej ned i toilettet…

Socialdemokratiet har foreslået, at der afskaffes 42.000 parkeringspladser i København. Det er jo så indlysende åndssvagt, at det må være endnu en trykfejl. Pyha, Berlingske, frem med brillerne og 2021-kalenderen, det er ikke god stil at smide en aprilsnar ind i avisen, når vi kun er i marts.

Til avisens forsvar så er det vel teoretisk muligt, at netop socialdemokrater er villige til hvad som helst for at tvinge danskerne væk fra private alternativer til over 10.000 kr. (cykler er nemlig OK) ind i offentlig transport med den sidegevinst, at ingen længere vil møde til tiden på arbejde.

Samira Nawa har nu meldt sig på banen som De Radikales spidskandidat i København med den begrundelse, at hun har vist politiske resultater. Såsom at afskaffe Morten Østergaard og halvere partiets vælgertilslutning. Det er så åbenlyst en joke, at den ikke engang er sjov.

Vi skal heller ikke glemme TV2s store show i bedste sendetid ”Det bliver godt igen” med fanfarer, lumre blomster og konfetti. Coronaen er blevet folkelig. Og vi fejrer simpelthen et års pandemi med deprimerede børn og unge, et nødlidende erhvervsliv, ensomme gamle, ubehandlede kræftdiagnoser, rejseforbud og smadrede sociale liv? Og der blev ikke engang samlet penge ind… Her kan jeg indskyde, at efter at have set trailer for dette store show flere gange, gik det op for mig, at TV2 mente det ligeså alvorligt som da de ansatte et PR-firma, som påstod, de var advokater til at håndtere #metoo sagerne.

Med den slags begivenheder og nyheder må alle gækkerier den første april bare aflyses. Slut. For det vil være helt umuligt at overgå virkeligheden. Så et vemodigt farvel til en ellers sjov tradition, hvis uskyldige charme er forduftet – og har givet mig kuldegysninger ved tanken om, at min intuition er ved at være forældet. Gisp.

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her