Afskaf mandlige chefer og lad os komme videre

Afskaf mandlige chefer og lad os komme videre for nu begynder det snart for alvor at blive anstrengende at åbne avis eller TV. Det ene kvindelige, selvtilfredse ansigt efter det andet, når en mand er blevet sparket ned af krænkelsesbjerget, har en tendens til at ramme mig midt i frontallappen. Den der skadefro, sejrsagtige facon er næsten ikke til at bære, når man faktisk mener, de har gjort sig fortjent til noget langt efter sidstepladsen. Den der lidt skamfulde position, hvor man slæber sig udmattet i mål (fx DHL Stafetten på 5 km) sådan en times tid efter alle andre.

Siden Sofie Linde er hundredvis af kvinder sprunget op på krænkelsestoget, der for længst har sprængt lydmuren og ikke længere kan isoleres til, som i Lindes tilfælde, at handle om sexchikane og magtmisbrug. Men derimod i flertallet af tilfældene om helt almindelig dårlig stil. Eller misforstået selvopfattelse. Alt tyder jo på, at Frank Jensen lidt for ofte har haft sin Antonio Banderas dragt på til fest. Han er så også officielt døbt til seriekrænker. Og han skal selvfølgelig ikke have mulighed for at køre videre i samme stil. Det kan ingen være uenige i. (Man kunne fristes til at indføre spejl i lommen hos alle kvinder fremover, som kan trækkes frem som våben: ”Kig dig selv i spejlet og overvej, om du ligner én, der gerne må slikke mig i øret”).

Væbnet revolution?

Lige nu lader den klart nemmeste løsning til at være simpelthen at fratage mænd ethvert lederjob. Altså proppe kvinder ind på samtlige lederposter – som de er på vej til i politik. Nok så undtagen inden for militæret, skraldemand, VVS, El, fængselsbetjente, jord og beton, aktuar, portør, bagere, murer og teknik hvis altså lederstillingen kræver praktisk erfaring. Men alt det andet. Vi vælter mændene af pinden og væk er sexchikane – bortset fra, at kvinder altså også seksuelt chikanerer mænd, men det er der alligevel ingen, der gider tale om. Så pyt.

Ville det være fedt? Så kan vi atter vende tilbage til det gæve liv med morgenavis og interessante nyheder til aftenkaffen. Uden at blive kvalt og i fred være en gammel nar uden at hele Facebook skal involveres. Det ville nok kræve væbnet revolution, og da mange kvinder sikkert er imod våben, der er sin essens vel er en modsætning til social retfærdighed, bliver det umuligt at vælte de mænd af pinden.

Til gengæld må vi på et eller andet tidspunkt forvente en modreaktion fra de stille mænd. Ingen tør sige noget i øjeblikket i frygt for uønsket opmærksomhed. Eftersom forældelsesfristen ikke eksisterer, vil stort set alle heteroseksuelle mænd være i overhængende fare. Så de bliver nødt til at finde på et eller andet for ikke at ende i den moderne heksejagt, der lige nu folder sig ud i medierne, hvor både uoverlagt mord med hjemmebryggede urter og at blive set med en mælkebøtte kan få dig brændt på bålet. Det er ikke længere kun handlingen, der definerer forbrydelsen, men derimod offeret selv.

Så hvem tør tale om, hvad der vil ske på den anden side af #metoo bølgen?

Jeg har et bud på et helt igennem sandsynligt scenarium: Mandlige chefer vil i voksende grad fravælge at ansætte kvinder, undgå 1-1 møder med kvinder, holde dem fra at rejse, undlade at invitere dem med til sociale arrangementer og mindst af alt indgå i mentorroller. Som adskillige analyser viser i både Europa og USA. Og lige pludselig ankommer den trend med et brag i Danmark. Og det kan hverken mangfoldighedskonsulenter, kønskvotering eller en flok kvinder, der står på skuldrene af hinanden, løse. Vi kan derimod læne os tilbage og stille iagttage ligestillingen og de rettigheder, kvinder har kæmpet gennem årtier for at opnå, sive ud i de vandpytter, der var med til at slukke de mange afbrændinger.  

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her