Adoptivbarn: Tak til Boeing 747

Tak til Boeing 747 for at bringe mig til Danmark

Jeg er adoptivbarn fra Sydkorea og kom til Danmark i maj 1973 og var tre måneder. Ifølge mine papirer blev jeg som helt nyfødt afleveret foran en families dør i Seoul med en seddel med min fødselsdato. De afleverede mig så på et børnhjem, hvor jeg boede frem til min adoption. Jeg landede i Kastrup sammen med en hel masse andre babyer, og der stod så en hel masse forældre og ventede spændt. Min mor havde købt tøj til en tre måneders baby, som jeg svømmede rundt i. Så jeg var allerede dengang lidt lille :).

Siden har jeg været her sammen med mine forældre og i min verden, er der jo ikke andre forældre. Jeg har selvfølgelig absolut ingen erindring fra min tid i Seoul. Ligesom jeg aldrig har haft lyst til at rejse tilbage. Det har dog ændret sig – måske i forbindelse med, at jeg var syg. Nu har jeg besluttet, jeg vil tilbage og se landet, hvor jeg kommer fra. Vi havde faktisk tegnet det hele op hos et rejsebureau og var klar til at trykke på knappen og tage derud til sommer, da vi blev indhentet af coronavirus. Typisk. Det tog mig 47 år at finde lysten, og så kan det ikke lade sig gøre.

De fleste, som kender mig, har på et eller andet tidspunkt spurgt mig, hvordan det er at være adoptivbarn. Faktisk skrev jeg engang, da jeg var 18-19 år, mit første indlæg til Berlingske Tidende om netop det emne. Faktisk en lidt pudsig historie. Jeg var piccoline i et amerikansk PR-firma, Burson-Marsteller, og gik med skribentdrømme i maven. Selvom jeg faktisk var startet på cand.polit (hvilket alene skyldtes, jeg ikke ville bo i Århus for at gå på Journalisthøjskolen – og jeg var stor fan af Uffe Ellemann, som havde arbejdet som journalist og var uddannet cand. polit, så jeg lavede lige en copy-paste, der dog kun holdt to måneder!). Nå, men jeg kontaktede så Berlingske og foreslog, at jeg skrev en artikelserie for dem. Det skulle jo helst være sådan mange artikler. Jeg havde slet ikke ulejliget mig med at fortælle, hvad serien skulle handle om.

Utroligt nok, så svarede de ret hurtigt tilbage, at de synes, jeg skulle starte med at skrive lidt om mig selv. Det tænkte jeg så noget over, og jeg kunne faktisk ikke rigtig komme på noget, der adskilte mig fra flertallet – andet end at være født i Sydkorea. Så det kom artiklen til at handle om, jeg fik endda penge for det!! og fik taget professionelt foto til avisen. Og jeg var lige ved at eksplodere af stolthed, da jeg så mig selv sort på hvidt om søndagen med overskriften “Her er godt at leve”.

Lidt sjovt at tænke tilbage på, og det vil ikke være helt skævt, hvis min mand, som jeg var sammen med allerede dengang, ville forklare min artikel-idé med netop mit koreanske ophav. Han har altid forklaret mine lidt besynderlige handlinger med, at jeg mangler et filter – eller har for meget energi – ‘Korean import’, kalder han det. Min svoger sagde engang i en tale til mig, da jeg blev 30, at han mente, jeg var faldet i Asterix og Obelix´s gryde med trylledrik, da jeg var baby. Og den var skyld i mit energiniveau. Så den udlægning og beretninger om min energi har jeg faktisk hørt i mange, mange år.

Så en aften for nogle år siden, så vi en udsendelse i tv om koreanske børn, og hvordan de studerer til kl. 23.00 om aftenen. Ja, faktisk var det blevet forbudt i Sydkorea at have hjemmeundervisning efter kl. 22. Så var det, at min mand fandt ud af, at jeg ville have været en doven slambert, hvis jeg var blevet derude ;-).

Men så enkelt er det hele selvfølgelig ikke. Meget er også lidt for sjov, men selvfølgelig er der en genpulje, der er anderledes og bestemt af mit ophav. Der er helt konkrete ting som, at jeg ikke tåler laktose, hvilket er helt almindeligt for asiater. Ligesom der er mad, som min mave ikke bryder sig om – til gengæld kan den godt lide alt det, som asiater spiser hyppigt. Det store mysterium er dog, at jeg havde en genetisk type brystkræft, men stort set ingen kvinder i Asien får brystkræft. Så at jeg er opvokset her, miljøet, har helt sikkert større indflydelse, end jeg lige havde forestillet mig.

Proforma kendsgerning

På langt de fleste områder mener jeg faktisk ikke, at det at være adoptivbarn adskiller sig fra ‘bare’ at være barn. Man skal selvfølgelig vide det, og jeg kan heller ikke huske noget tidspunkt, hvor jeg ikke vidste, jeg var adopteret.

De gange, jeg har hørt om adoptivbørn, der har haft store problemer og har haft det svært ved at affinde sig med det, tror jeg, skyldes andre ting. Problemer i voksenlivet har en tendens til at blive tilbagedateret til barndommen. Det gælder ikke kun adoptivbørn – men nu er det bare sådan, at det at være adopteret er sådan en god, håndgribelig ting at tage fat i. Jeg har det megasvært med livet, hvad kan det dog skyldes? Og her vælger nogle et tilbageblik og forsøger at finde roden i barndommen.

For mig har livet næsten altid været modsat – altså let. Jeg har haft verdens bedste (adoptiv) forældre og kan ikke forestille mig en bedre barndom. Især min mor er måske verdens mest tolerante menneske, og hun har altid gjort meget ud af at acceptere mig, som jeg nu var som barn – og som voksen for den sags skyld. Og jeg var ikke helt som dem, hvilket jo ikke behøver være, fordi vi genetisk ikke er forbundne. Men jeg var nok lidt anderledes bl.a. kunne jeg snakke, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng. Når vi skulle på ferie, traskede jeg rundt i flyet for at finde ud af, om der var potentielle legekammerater, der skulle bo på samme hotel som os. Osv. Og eftersom jeg intet husker fra min tid i Korea, så er det sådan set lidt en formel kendsgerning, at jeg er adopteret. Det føles ikke sådan. Og har aldrig gjort det. Men netop det er nok en af de få ‘konflikter’, man kan have. For andre mennesker ser mig jo – i modsætning til mig selv, der typisk kun gør det “få” gange om dagen i spejlet – på en anden måde.

How are you?

Da jeg var yngre, blev jeg virkelig komplet fornærmet og sur, hvis fremmede til et eller andet arrangement tiltalte mig på engelsk. Jeg kan stadig huske engang til en stor reception, hvor en super sød (tror jeg) dame fra TV2 kom hen til mig og spurgte mig om noget på engelsk. Jeg blev simpelthen så sur, at jeg vistnok nærmest gik i arrigskab efter at have spruttet noget ud om, jeg altså talte dansk!!!!!! Når vi var ude at rejse, irriterede det mig vildt, når folk spurgte, hvor vi kom fra, og jeg svarede Danmark, og de bare stod og stirrede måbende på mig… Det er sket mange, mange gange. Så blev jeg så træt af det, at jeg fandt på det standardsvar, at jeg er født i Sydkorea (hvis ikke, man siger syd, bliver man især af amerikanere også spurgt, om det er nord eller syd), men at jeg boede i Danmark. Det virkede! Og det er nok den konflikt, jeg kan komme på – hvis man kan kalde den det. Forskellen mellem hvordan jeg ser mig selv – og hvordan andre ser mig. For selvfølgelig kan fremmede jo ikke bare gå ud fra, jeg er dansk – i Danmark er vi er så vant til asiatiske adoptivbørn, at det er sjældent, men alligevel. Jeg kan tilføje, at jeg bliver heller ikke sur over det mere, hvis det skulle ske, at en eller anden taler engelsk til mig ;).

Jeg kan af gode grunde ikke sige så meget om, hvordan det ikke er at være adoptivbarn. Jeg ved kun, at det i hvert fald for mig aldrig har været noget problem. Jeg blev ikke drillet som barn, jeg har selvfølgelig prøvet, en eller anden frisk dreng fra A-klassen råbte ‘kineser’ eller noget i den stil, men det er jo bare sådan, det er. Alle har jo prøvet at blive drillet med et eller andet.

Jeg har altid følt mig meget heldig, og få vil være uenige med mig i, at jeg også har været meget heldig med stort set alt i mit liv. Og det er ikke noget nyt, det er sådan en grundlæggende følelse i mig, som måske i virkeligheden bunder i, at jeg kom til Danmark som baby og har fået et på alle måder markant bedre liv, end hvis jeg var blevet. Så tak til Boeing for at have bragt mig de afgørende og vigtige 7935 km dengang i foråret 1973 😉

2 Kommentarer

Skriv et svar

Venligst skriv din kommentar
Venligst skriv dit navn her